Portræt af en kvinde 4: popart

[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: mit bud]
Efter de indledende artikler er det tid til at konkludere på hvem Emmanuelle von Liebwitz egentlig er. Vi har i kilderne set en bevægelse fra en enkelt sætning i originaludgaven af Warhammer over en mere chauvinistisk fremstilling i 2nd. edition, til 4.-udgavens øgede fokus på hendes handlekraft og evne til at spille med om magten og gøre det med humor (og generelt et bredere udsnit af kvinder i forskellige roller). Det kan jeg godt lide, men her følger min egen “head canon” der går lige et skridt videre, uillustreret for at give fantasien plads.

Nuln som bagtæppe

Fristaden Nuln og Emmanuelle er så nært forbundet at jeg er nødt til at starte her. Nuln var hjem og trone for Magnus den Fromme, og byens historie som kejserstad vil have sat sig dybe spor i arkitektur, kultur og selvforståelse – og dermed i komtessens opdragelse. Den er også hjemsted for Den kejserlige artilleriskole der udvikler og producerer krudtvåben: moderne industrielle tiltag. Det passer også med orienteringen mod Tileas bystater og hele den medfølgende parallel til renæssancens opblomstring indenfor kunst, videnskab, krigsførelse osv. Det understreges også af Verenas rolle som lokal skytsgud og byens berømte universitet. Samtidig med at Sigmar også må have sat et stærkt aftryk, ikke mindst efter at Magnus den Fromme reddede verden for blot 200 år siden. Nordens gamle guder har ingen plads her.

Uden et modsvar til Altdorfs magiske kollegier må denne storby have en meget anderledes fornemmelse – mindre udsat for magiens omskiftelige vinde, måske? Men menneskelig stræben giver rigelig uro i sig selv, hvorfor Emmanuelle benytter sig af hemmeligt politi og tileanske lejesoldater. Blandingen af oplysningstid og censur giver også grobund for en masse propaganda og revolutionære modbevægelser der igen kan være med til at skabe et særligt billede af Sydens perle og fristadens underskønne overhoved, på godt og ondt.

Man kan måske lidt groft sige at det idealiserede Aldorf – med krigerkejseren på sin hippogrif, storteogonen og de magiske kollegier – er billedet på high fantasy/Battle-udgaven af Warhammer. Men med sin sump og tåge og tusindvis af ølstuer og galehuse også på de mest mudrede og “gritty” dele af Fantasy Roleplay. Prægtigt, skummelt og tungt. Overfor det står Nuln på spring til en industriel og kulturel revolution efter længe at have hensygnet i sydens arrogante magelighed. Hvis man tager den vinkel et skridt videre og overvejer hvordan alt det her kan bruges, så tilbyder det helt grundlæggende en alternativ tilgang til Warhammer: Hvordan ville et sådan spil se ud hvis man byggede hele universet ud fra Nuln på samme måde som fra Altdorf? Med Emmenuelle som bannerfører for denne nye verden, på samme måde som Karl-Franz er det for både Battle og Fantasy Roleplay – og vigtigt: med samme grad af moralsk morads, for ingen siger at en industriel revolution drevet af en autokratisk leder, konstant krig og kosmisk korruption er uproblematisk.

Opvækst

Emmanuelles forældre kan bruges næsten som de er beskrevet i Beasts in Velvet: en kvindehadende, fraværende, akademisk far og en mor der var forblændet af sociale normer og magtspil og døde i en droskeulykke. De står som kongen og dronningen af Emmanuelles primære arenaer, intellektuelt og socialt, men også komplekse og mere skræmme- end forbilleder. Det nye Warhammer har gjort Emmanuelles barndomsvenskab med Karl-Franz og hans senere førsteleskerinde Maria-Luise varmt og ægte, men det udelukker ikke at der stadig er et gran af sandhed i at han hjalp hende til magten i Nuln, særligt når hun nu ovenikøbet havde en lillebror, Leos, man kunne have givet en forlomme. Faktisk giver det god mening at hun så til gengæld ikke griber ud efter magten ibm. Tumulten (The Enemy Within) hvor huset Holswig-Schliestein er på randen af sammenbrud.

Vi ved ikke med sikkerhed om de hemmelige agenter og grå troldmænd der forsvarer hendes magt, er hendes ide eller noget hun har arvet, men jeg formoder det sidste. Det er ikke sikkert at hun bryder sig specielt om dem, men det er tydeligt at hun anerkender dem som en nødvendighed. Der er også flere navngivne slægtninge, og ingen af dem lader til at hade hende, så man må formode at hun vitterlig har lært at begå sig, i hvert fald blandt socialt og intellektuelt ligesindede. Byens borgere kender hende jo ikke, men elsker ideen om hende, så hun (eller hendes forældre) har også formået at skabe et positivt image. Og igen, måske fik Emmanuelle tronen fordi hun var den ældste, men det er også muligt at hendes egen charme og politiske tæft fra starten spillede en væsentlig rolle i at sikre den frem for hendes lillebror, den ekstremt komplekse Leos.

Tragedien Leos

Jeg vil fortsat lade spørgsmålet om Leos stå lidt åbent, men jeg tænker at hen blev født i en drengekrop og aldrig rigtigt fandt sig til rette der (altså i stedet for historien om en pige der blev tvunget til at vokse op som en mand). Sociale normer, pligtfølelse, og utvivlsomt også problematiske mønstre i opvæksten, forhindrede hen i at blive lykkelig. Men det gjorde hen ikke til et bæst. Der var et kvindehadende bæst i Altdorfs tåge, og måske blev en forpint Leos involveret, måske endda som (velvilligt/selvmorderisk?) offer – da hen endelig turde stå ved sin kvindelige identitet? Uanset hvad, en tragedie der førte til hens død.

Leos er i Beasts in Velvet fremstillet som et monster, skabt af sine syge forældre og Emmanuelles forfængelighed. Hen er et twist på tropen om den psykopatiske transvistit hvor det normalt er en mand der skjuler sin implicit voldelige natur bag et uskyldigt feminint (og falsk!) ydre. Det er dog stadig en ret problematisk fremstilling, og efter at hen er blevet indlemmet i kanon, har man ladet det stå lidt mere åbent hvad hens problem egentlig var – vi ved bare at hen er død, og at det gav Emmanuelle et stærkere behov for at kunne forsvare sig selv … hvilket antyder at Leos for hende var en oprigtig beskytter. Far Konstantin har foragtet Leos’ feminine tendenser og sikkert også hens manglende akademiske interesse. Mens mor Adelina (et navn jeg har givet hende) så en mulighed for at forfølge sine egne ambitioner og drømme om magt og skønhed gennem sin datter (og derfor svigtede sin søn). Leos betroede sig til sin storesøster, men for at skærme hen, måtte hun tage magten på sig, og det bandt Leos til den uønskede manderolle som hendes dødelige beskytter.

Emmanuelle bærer en skyld, for at have svigtet Leos i hens barndom, og senere, for ikke at kunne redde Leos der ellers var så villig til at ofre sig for hende. Men ikke for at have skabt et morderisk, sadistisk monster.

Magtens redskaber

Emmanuelle har imponerende nogle stats (jeg regnede ud at Detlef Sierck havde brugt 7.000 xp alene på talenter, og hun er endnu vildere) og et magisk sværd (og muligvis andre unikke trinkets), og hun omgiver sig med grå troldmænd der også giver en overnaturlig fordel. Men usædvanlig skønhed, høj selvopholdelsesdrift, et skarpt sind og politisk tæft er hendes eneste “gaver”. Der er ikke noget magisk ved hende, og de grå troldmænd i hendes tjeneste bruger deres skyggeillusioner til at spionere, ikke til at trylle hende ung. Der ligger således heller ingen pagter med Kaos bag hendes skønhed eller magt.

Rygterne om en vis skamløshed ved hoffet i Nuln er aldrig bekræftet. Indtrykket af Emmanuelle som en libertiner er med andre ord primært baseret på sladder fra folk der ikke kender hende, og et bevidst seksualiseret spil på hendes navn. Men det er samtidig også udtryk for Imperiets konservatisme og latente fremmedhad, for hoffet i Nuln er præget af nye, progressive – og af nogle set som farlige – strømninger. Dette er ikke blot baggrundskulør, men udtryk for et radikalt skisme. Emmanuelle er ekstremt veluddannet og politisk en fritænker. Det vil hendes fjender selvfølgelig bruge mod hende – på samme måde som en klog kone kan sværtes som en heks, kan en smuk, intelligent kvinde fremstilles som en promiskuøs rænkesmed. Det er sandt at Emmanuelle har potentialet til at ruske op i den kendte verdensorden, herunder sociale og seksuelle normer. Men hun ved udmærket at hun lægger hovedet på blokken for sin sag, og hvis ikke hun helt bogstaveligt ønsker at miste det (jf. The Execution of Lady Jane Grey), er hun tvunget til at spille et livsfarligt og intrigant spil, og det giver hende en beregnende side der benytter alle magthaverens kneb – spionage, berufsverbot, snigmord, militære trusler, handelskontrol. Det er ikke det der nedsættende betegnes kvindelist, bare fordi det ikke direkte involverer åben krig (selvom hun også holder det greb åbent ift. ekspansion ind i naboprovinserne), og hun tilfældigvis er attraktiv og giftemoden.

Jeg har allerede været inde på det, men artilleriskolens kanoner og universitetets lærdom er lige så vigtige redskaber som de livslænge venskaber (og ja, sikkert også romantiske besættelser) hun har skabt gennem et langt liv i Imperiets øverste kredse.

Køn og alder

Jeg har flere gange dvælet ved Emmanuelles alder og de kronologiske udfordringer den giver. Men sandsynligvis er det ikke noget årtiers skiftende mandlige Warhammer-designere/-forfattere har tænkt videre over: Hun er “ung og smuk” – det er bare en del af hendes beskrivelse, uanset om vi snakker hendes ungdom i 2490, hendes kroning i 2503 eller “nutiden”, 2512. Hvad er et spænd på 25 år med den rette diæt? I hvert fald, der er ingen overnaturlig forklaring. Hun er bare objektivt en smuk kvinde der holder sig ung gennem et seksuelt aktivt, indholdsrigt og intellektuelt stimulerende liv – i sig selv en sjældenhed i Den gamle, grumme verden. Jeg er endt på en Emmanuelle i start-30’erne (se tidslinje i tidligere indlæg).

Sam Manleys illustration i Rough Nights er som nævnt den første officielle illustration af komtessen, og jeg blev virkelig skuffet. Det var et alt for vampet billede til den komplekse kvinde jeg havde forestillet mig. Men der er alligevel er noget playfulness der kommer til sin ret i det kostume jeg også har postet – det kræver noget ungdommelig friskhed uironisk at bære sådan et udstyrsstykke, og det formår tegningen ikke at løfte. Så kudos til cosplay-modellen der helt anderledes er i stand til at sælge kostumet – det er dog stadig ikke sådan jeg forestiller mig hende. Men vi er ude i fantasy fashion, så jeg tror ikke jeg kan beskrive det nærmere, og hårfarven må du selv bestemme.

Jeg har også allerede behandlet spørgsmålet om hendes seksualitet, og hvordan den i en periode blev fremstillet som noget skamfuldt. Men der er ikke belæg for at Emmenuelle skulle være sexkultist, endsige lesbisk, nonbinær, panseksuel eller andet spændende. Men hvorfor ingen mand eller børn? Længe var hendes rolle at være “the most eligeble spinster of The Empire”, og hun var nødt til at holde alle muligheder åbne, men sandsynligvis med både elskere og længerevarende hemmelige forhold. Eller måske er der hold i rygterne om en tilbøjelighed mod sit eget køn. Måske har hun allerede, som rygtet, født en arving og holdt ham/hende hemmelig. Måske er det bare ikke muligt for hende at føde børn. Der kan være endnu flere dramatiske muligheder – hvis der er skeletter i skabet vil de i deres natur, og særligt i hendes hjemby, være dybt begravede hemmeligheder. Den lille tvivl er en del af attraktionen ved hende, så lad mig bare holde (skeletskabs-)døren på klem.

Fremtiden

Efter Tumulten står rigsgrevinde Emmanuelle politisk styrket med nye besiddelser og et endnu tættere forbund med kejseren. Et bedre parti end nogensinde. Hun er tydeligvis optaget af at sikre og udvide sit domæne, men ikke på bekostning af Rigets sikkerhed, så Nuln vil også fremover være hendes herresæde, og så må ekspansionen foregå på de indre linjer: øget velstand, større sikkerhed – fremskridt.

Men jeg tror hun vælger ikke at få børn, og dét er i sin enkelthed det mest kontroversielle ved min Emmanuelle. Blodet er et stærkt argument for at udpege en arving og sikre sit eftermæle, men i Imperiet langt fra det eneste. Det er bestemt muligt at hendes seksualitet er så frisat at hun i sine senere regeringsår vil have lov til åbent at have en elskerinde, men det vil jeg ikke bestemme. Jeg synes det er langt mere interessant at hun går foran her og ikke lader sig reducere til en fødemaskine for patriarkatet! I stedet vier hun sit liv til kultur og skønhed, videnskab og åndelighed, til nye tider – selvfølgelig godt bakket op af militærmagt og tankepoliti.

Damen er jo ikke dum.

†

Pyh. Efter hele det lange tilløb kan mit klatmaleri jo nærmest kun skuffe, men det her er mit bud. Var det så mit sidste ord om Emmanuelle? Lad os se … 

• Del 1: Warhammer kanon
• Del 2: revideret tidslinje
• Del 3: andre inspirationskilder

Portræt af en kvinde 3: nye vinkler

[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: inspiration udefra]
Uden at det skal udvikle sig til en større kunstkritik, for det kan karakteren trods alt næppe bære, så eksisterer Emmanuelle jo ikke i et vakuum. Der er både noget der er kommet før, og andre medier er kommet i spil siden. Her er “lidt” inspiration fra andre steder end Warhammer.

Gennem nøglehullet

Jeg gætter, men mon ikke de oprindelige forfattere af Warhammer-universet har været inspireret til komtessens navn (og ry) af filmserien Emmanuelle (baseret på en roman af Marayat Rollet-Adriane), en række erotiske eskapader der havde deres storhedstid i 70’erne, med Sylvia Kristel i hovedrollen. Jeg kan ikke påstå at have set dem, men navnet står stærkt i popkulturen med sine associationer til erotik og blød porno (der samtidig pressede grænserne for en X-rating) – sådan lidt datidens Fifty Shades of Grey, men nok lidt mere frisindet. Det er en meget indirekte kobling, men navnet har stadig en reel effekt – helt konkret var der en rollespilsforfatter der snublede over at jeg overvejede et scenarie kaldet Emmanuelle (selvfølgelig om/med hende) fordi tankerne straks gik i en helt bestemt retning.

Det er ikke fordi jeg tror at forfatterne var særligt bevidste om det – det er bare et let greb til hurtigt at bygge noget verden. Meget af det der senere klæbede sig til karakteren, fulgte måske af navnet, men som jeg har citeret er hun allerede fra starten beskrevet som ombejlet og extravagant. Fordi Warhammer-Emmanuelle ikke (før for nylig) er grundigt beskrevet, har de konstante små hentydninger til hendes mulige promiskuøse adfærd fået lov at fylde i billedet. Det bliver uanset intentionen forstærket når man kobler det sammen med navnet, for hjernen vil lede efter sammenhænge.

Det er også en fodnote værd at sex i Warhammer hurtigt bliver forbundet med Kaos-magten Slaneesh, og ikke kun det perverterede, men allerede i det vulgære og i vores verden ellers uskyldige kinks kan det let få en farlig tone. Det er alvorlige anklager, så de fleste går nok stille med dørene, men det er ikke overraskende at Skavenslayer både får nævnt rygterne om Emmanuelles … appetit og en Slaneesh-kult i Nuln. Dekadence er ikke kun en last, det er en dødssynd.

Dronning Margot

Og apropos kvinder der står ved deres lyst … Jeg er ikke så godt inde i Alexandre Dumas som jeg sikkert burde være, men var vild med Patrice Chéreaus filmatisering af La reine Margot fra 1994 der vrimlede med fransk films degang største stjerner – bl.a. Isabelle Adjani, Daniel Auteuil og Jean-Hugues Anglade. Jeg koblede straks den franske dronning med Emmanuelle. Okay, én ting er min fantasi, men lige nu lytter jeg til romanen, og jeg kan ikke slippe tanken om at jeg måske ikke greb det helt ud af det blå. Skrivende rollespilsnørder har helt sikkert været velbevandret i Dumas, og hofintrigerne omkring en politisk, men absolut også sensuel kvindelig regent og hendes vigtighed som bærer af arvefølgen – blandt et hav af krigeriske mænd – er helt sikkert spot-on ift. Emmanuelle, inkl. social etikette og et minutiøst fokus på kjoler og smykker. Og en koket lille maske der gør hende fuldstændig ugenkendelig.

Selv hvis ikke de første Warhammer-forfattere tænkte på Margot, så virker det oplagt som om det henad vejen blev formularen for at inddrage komtessen i ethvert plot. (Det skader ikke at settingen omkring den blodige Bartolomæusnat i Paris i 1572 også rent visuelt kunne gå som en fremstilling af Warhammer-universet (udskift huguenotter og katolikker med asketiske ulrikanere og kejsertro sigmaritter), men det er nok mest relevant ift. filmen.) Der er i øvrigt også “magi” med idet florentineren René tager varsler der faktisk holder vand (Dooming, anyone?), og der er et rygte om at dronningen gemmer sine elskeres hjerte på glas hvilket også ville passe naturligt til en fantasy-Margot. (“Nogen” derude burde måske faktisk bare lave et Donning Margot-scenarie.)

The female gaze

Jeg bevæger mig helt væk fra mulig inspiration og over til min helt egen forståelse. Jeg overvejede film som Elizabeth, 1998 og The Other Boleyn Girl, 2008 (der igen ift. periode passer ret godt ind), men det er primært kærlighedshistorier, og den fortælling er bare ikke rigtigt en del af Emmanuelle (endnu). Desuden er det sjovt nok film instrueret af mænd om en kvinde, i modsætning til de to jeg har valgt:

Først Sofia Coppolas Marie Antoinette fra 2006, med Kirsten Dunst. Her er både kærligheden og intrigerne skubbet i baggrunden (men det er der) til fordel for at vise den unge dronning uden fordømmelse, med både sult på livet og stor sårbarhed. Jeg kan ikke sige at der direkte er noget jeg lægger ned over Emmanuelle andet end at tænke over at vi mangler fremstillinger af magtkvinder der ikke kun sætter dem i rollen som forfører/intrigant/træsk kvindelist etc., men som menneske først. Og maskeballer, altid.

En anden kandidat er Sally Potters Orlando fra 1992, med Tilda Swinton (gratis på Filmstriben, desværre i en ret fuzzy kvalitet). Det er også lidt en kærlighedshistorie, men den har vigtigere pointer omkring køn og forventningen om, særligt som kvinde, at skulle holde sig evigt ung – det er prisen for at Orlando kan få alt af den aldrende dronning Elizabeth: aldrig at visne … og i øvrigt skabe mening i sit liv ved at føde en søn. Den er desuden opdelt i en række afsnit der omhandler relevante emner som posei, politik og sex. Filmen åbner med ordene, “Der hersker ingen tvivl om, af hvilket køn han er, trods de feminine træk, som tidens unge mænd stræber efter”, hvilket også bringer mindelser om Leos (og apropos hen, tjek lige Swinton i mandekostume i år 1600 her til højre).

Filthy Shades of Grey

Og så har jeg medtaget et maleri jeg har været optaget af siden jeg faldt over det, og det har altid været en del af mit Warhammer: The Execution of Lady Jane Grey af Paul Delaroche, 1833. Jane blev udråbt til dronning af England i 1553, afsat efter ni dage og henrettet året efter. Det udstråler magt og femininitet, og det er super dramatisk. Og igen, Warhammer-periodisk “korrekt”. I Den gamle verden kan den kvinde kun være én. Og heller ikke en usandsynlig skæbne hvis man forestillede sig Emmanuelle udråbe sig selv til kejserinde fx i forbindelse med Tumulten.

En anden Elizabeth … og en helt tredje

Først, Elizabeth Báthory (1560-1614) der enten var en blodtørstig massemorder eller offer for politisk motiveret falske anklager og en heksejagt. Emmanuelle er ikke nogen steder fremstillet som blodtørstig, men ift. evig ungdom er det jo en klassiker at bade i blod, og sjovt nok er hendes “runefang”-sværd kaldet “Blood-Biter”, så der kunne meget vel gå nogle grumme rygter om hvordan hun mon bruger det. Báthory er i øvrigt ikke fremmed for Warhammer-universet, for Jack Yeovil har givetvis brugt hende som inspiration til en af sine vampyrer i serien om Genevieve, nemlig tsarina Kattarin den Blodige om hvem det netop blev sagt at hun blev vampyr for at holde sig evigt ung.

Sissi, af Franz Xaver Winterhalter, 1865

Og så fik jeg lige hvisket en kandidat i ørene jeg ikke selv havde overvejet, nemlig Elisabeth “Sissi” af Østrig-Ungarn der i 1800-tallet var berømt for sin store skønhed – i en sådan grad at andre vurderede hende på om hun levede op til sit ry eller ej, og det blev også en væsentlig del af hendes egen selvforståelse. Andre sjove detaljer er at hun grundet sin skønhed overhalede sin storesøster indenom som kejserens viv (powermove!), at hun senere i ægteskabet blev offer for ondsindet sladder, og at hun blev dræbt i et attentat. Good stuff. Derudover var hendes hår åbenbart en særlig fantastisk feature ved hende – helt parallelt til Emmanuelle der jo åbenbart er i stand til at skifte hårfarve som ved et trylleslag. Og ligesom Margot var hun i øvrigt belæst i sprog.

Ellers er det mest sigende ved at inkludere hende her måske det at der ikke er så mange paralleller til historiske kvindelige ledere – der både kan være hjemme i et magisk Disneyprinsesseslot og blandt Warhammer-universets mørkeste kaosintriger.

“Ingen maske? Ingen maske!”

© Samuel Araya

Maskeballet er så tilbagevendende en begivenhed når nogen skal beskrive Emmanuelle, så det er kun passende – særligt på en blog ved navn Pjaltekongen! – at slutte af med et andet fiktivt statsoverhoved (måske, sort of?), nemlig Cassilda fra Kongen i gult. Men Chambers nævner hende så lidt at det er umuligt rigtigt at forbinde de to kvinder som andet end en flygtig fornemmelse. Det er vel egentlig meget passende.

†

Næst: En form for konklusion? Gætværk? Lige nu skal jeg vist lige tænke over hvad jeg egentlig er kommet frem til …

Portræt af en kvinde 2: første udkast

[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: modstridende udsagn og strømlining]
Det er en udfordring at samle trådene fra de mange års udvikling af Emmanuelle (se del 1) – og det samme gælder andre aspekter af Warhammer-universet der ikke altid har været specielt godt kurateret. Dertil kommer problemet med romanerne der lægger deres egen narrative logik ned over, foruden andre kilder såsom computerspil (hvor Nulns Elector Count ikke er Emmanuelle!), og figurspillet som jeg slet ikke har berørt. Bare en lille ting som at hendes hårfarve beskrives som ravnesort, brun og gylden – og selv indenfor 4th. edition skifter det på illustrationen fra lyst til mørkt. På et tidspunkt ændrer slægten navn fra Liebewitz til Liebwitz uden nærmere forklaring, og et banner (nederst her på siden) staver hende “Emanuelle”.

Illustration af Andrew Law

Men det er også trist hvis man for at ensrette billedet udelukker interessante kilder. Fx opgiver 2nd. edition (ifølge en wiki) hendes fars navn som Konstantin, og det er jo en fin lille info – men samme wiki har hende også som Emmanuelle XV hvor hun i det nye WFRP kun er den anden af det navn. En detalje, men hvor begynder man at skære? Bemærk også illustrationen fra Warpstone #30 (2014): Jeg har ikke læst scenariet, men “Den faldne komtesse” er åbenbart navnet på skændigt maleri, og det handler muligvis mere om smugling end Emmanuelle – men der er træk ved kostumet der minder lidt om illustrationen i Rough Nights. Et eksempel på at et stykke historie ikke behøver være sandt for at opnå sandhedsværdi!

Noget der også har bølget gennem udgivelsesrækken, er præcis hvilke provinser der hedder hvad og kommer ind under Nuln hvornår – det har jeg lidt opgivet at få styr på. En anden stor kilde til forvirring er at Karl-Franz på et tidspunkt (formentlig i Battle-universet) står til at være født i 2470; det passer egentlig ret godt på ham, for han har en masse familie der så vil give mening – men hvis han og Emmanuelle skal være jævnaldrende, begynder det at krakelere.

Cosplay! © GiacomoF

I det hele taget er de tilbagevendende beskrivelser, på tværs af versioner, af Emmanuelle som “ung” lidt en udfordring. Og jo jo, en kvinde kan være smuk og i sin bedste alder gennem hele livet, men netop hendes ungdom er en bemærkelsesværdigt konsekvent del af beskrivelsen (eller måske ikke så overraskende? Mere i del 3 (og måske 4)!). Hun er på den måde en lidt “tidsløs” karakter – og det kan man jo også vælge at se som et træk ved hende, ikke en fejl. En anden mulighed er at hun faktisk holder sig unaturligt ung. Ikke usandsynligt i en magisk verden, men det er ikke noget der ellers er antydet – i hvert fald kun som rygter om Kaos, mere specifikt Slaneesh. En tredje forklaring er netop det med at hun ofte omtales indirekte gennem sladder, og måske har rygtet om hendes skønhed vokset sig ind i himlen, i en grad hvor kroppen og realiteterne ikke kan følge med – det ville der også være noget spændende ved. Måske er hun bare så sindssygt charmerende at alle ser det smukke menneske indeni og læser det som ydre skønhed – det ville være en dejlig tolkning, men ikke helt godt underbygget (udover de 115 % i Charm). Eller måske ser folk hende som drømmen om hvad de kunne blive hvis de havde hendes ufattelige rigdom. Uanset hendes alder er hun helt sikkert ungdommelig af sind. Det ser vi både i hendes fortsatte lyst til at forny kulturen i en storby der samtidig er Imperiets teknologisk mest avancerede, og et skarpt intellekt – et aspekt der er ekstremt underudviklet i lyset af hendes rolle som kansler på Nulns Universitet.

Pointen er at inden jeg nu går videre til at prøve at slå nogle søm i visse fundamentale planker og kassere de rådne, skal man huske ikke at forkaste alt der stikker lidt ud – det er en del af det sjove at ikke alting passer ned i en kasse. I del 4 vil jeg forsigtigt komme med mine egne svar (de er stadig under udvikling).

Hm. I virkeligheden er det her jo en øvelse der kun er sjov netop fordi der endnu ikke er skrevet en ordentlig guide til Nuln og/eller en god karakteristik af Emmanuelle. Men der er vist ingen sådanne planer fra Cubicle 7 i 2024, og hun har summet i tankerne i årtier, så nu skal hun ud af sit gyldne bur!

Revideret tidslinje

Her er ikke desto mindre et bud på en tidslinje der inkluderer mest muligt. Men i den sidste ende har jeg valgt at det mest konstruktive er at forholde sig til 4th. editions udlægning, for det er ganske enkelt her der gøres det bedste forsøg på at strømline rodebutikken, og det er også først her Emmanuelle rigtigt tages alvorligt. I denne udgave er romanerne faktisk sket, men ikke helt som beskrevet – og ikke nødvendigvis når vi troede. Den store knast er Emmanuelle og kejserens venskab – for at bringe dem tættere sammen har jeg gjort hende fem år ældre (man kan ikke skrue på Karl-Franz uden at komme i problemer med hans børn).

• 2477: Karl-Franz (KF) bliver født
• 2480: Emmanuelle (Em) bliver født (ældre end kanon, men tættere på KF)
• 2483: Leos bliver født (alderforskel til Em er mindsket, så hun er ikke er involveret i “the Beast”)
• 2490-95: KF (13-18) og Em (10-15) er “barndomsvenner“ ved hoffet i Altdorf (Maria-Luise (ML) er der også, jævnaldrende med KF)
• 2496: KF (19 år) får sønnen Luitpold med sin førsteelskerinde ML
• 2497: Ems mor dør i en droskeulykke
• 2502: KF (25 år) bliver kejser af Imperiet
• 2503: Em (23 år) bliver rigsgrevinde af Nuln (da hendes far, Konstantin, dør, må man formode); Leos træner under Valancourt på Akademiet i Nuln og forsvarer nidkært hendes ære
• 2504: ‘Skavenslayer’: skaven-komplot i Nuln; det hemmelige politi tjener Em
• 2505: ’Drachenfels’, Luitpold (9 år) traumatiseres (Em er med blandt gæsterne, men hun har ikke som beskrevet lagt an på prinsen)
• 2506: Tågeoptøjerne i Altdorf og ‘Beasts in Velvet’; Leos (23) dør (sandheden er uklar)
• 2512: ‘Empire in Ruins’ og Tumulten: Emmanuelle bliver rigsgrevinde af Wissenland (32 år). Kronprins Wolfgang (19) dør eller umyndiggøres. Kejser Karl-Franz (35) og Maria-Luise (begge er Ems gode venner) bliver gift, og deres børn bliver officielt anerkendt: Alia (5 år?) bliver Imperiets kronprinsesse frem for Luitpold (16)

Efter Tumulten står hun styrket med nye landbesiddelser, men hun må også formodes snart at vælge sig en mand hvis hun vil sikre en arving af blodet – men det behøver hun jo strengt taget ikke. Og hvis Forges of Nuln står til troende, så er hun stadig pebermø i 2522. I hvert fald er det uanset hvad et punkt der er værd at tage fat i: Hvis hun er så attråværdig og magtsyg (eller et naivt, let offer, whatever) … hvorfor har hun så ikke fundet sig et stærkt parti og bragt et barn til verden?

†

Næst: Fundamentet er lagt, nu bygger vi ovenpå!

Portræt af en kvinde 1: løse skitser

[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: tilbage til kilderne]
Jeg har fra starten af Warhammers levetid haft en fascination af Emmanuelle von Liebwitz af Nuln. En magtfuld, smuk og ligefrem sexet hersker i en grum og beskidt verden. Det her er ikke et udtømmende studie, men i et par indlæg vil jeg forsøge at samle op på hvad vi ved, og måske begynde at tegne et samlet – og fornyet – billede. I denne artikel vil jeg starte med at se på det officielle materielle (ikke en komplet gennemgang, men det jeg selv har på hylden), så læs videre hvis du ikke er bange for at se kejserinden uden tøj på.

Ad fontes

Jeg har ikke brugt kræfter på at bekræfte den første introduktion af Emmanuelle, men det er muligvis blot som et navn og en titel i Warhammer Battle. Efter en kort kommentar WFRP-grundbogen (1st. edition) optræder hun i nogle af de kun semi-kanoniske romaner der peger karakteren i lidt forskellige retninger. 2nd. edition behandler hende decideret dårligt, og først med 4th. edition begynder der at komme mere kød på damen (so to speak) – der sker også en drejning i karakteristikken, men mere om denne “redemption arc” senere. I virkeligheden er de få og modstridende kilder en del af anledningen til at myten om hende vokser. Spoiler-advarsel for de citerede værker.

Warhammer Fantasy Roleplay

[Grundbog (1st. edition), 1986] Ser man bort fra romanerne er denne snas omtrent så udviklet hun bliver de næste 20 år:

The current ruler of Nuln is the Countess Emmanuelle von Liebewitz, who is famous for throwing lavish parties and all­ night balls in her splendid palace, which many regard as rivalling the Imperial court in Altdorf. Regarded as the most eligible spinster in The Empire, she attracts suitors from every comer of The Old World.

Empire in Flames

[Scenarie, The Enemy Within (del 5), 1989] Emmanuelle bliver måske nævnt i rygter et par gange i kampagnen (?), men det føles meget påklistret da hun i slutningen dukker op og bliver gift med den nye kejser. Hurraaa!

Aged 28 (i 2512, red.) and from Nuln City-State. Ostensibly neutral, she is secretly involved with Heinrich Todbringer (the son of Graf Boris Todbringer). As a result she supports the pro-Ulric faction.

It takes only half an hour to crown Emperor Heinrich X, even though Emmanuelle forgets most of her words and has to be prompted

Drachenfels

[Roman af Kim Newman, 1989] Emmanuelle deltager i romanen som tilskuer til skuespillet Drachenfels der opføres på den hjemsøgte borg ved samme navn. Ingen særlig rolle; beskrivelser går mest på hendes forfængelighed.

The lady mayoress and chancellor of the University of Nuln, Countess Emmanuelle von Liebewitz, rumoured to be the most eligible spinster in the Empire, was not winning any friends with her whining about the tedious details of the hundreds of masques and parties she had thrown. Karl-Franz was both amused and appalled at the realization that the countess was cooing over Luitpold not in any motherly sense but because she regarded the future Emperor as an ideal marriage prospect despite the obvious disparities of age (bogen foregår ca. 2505, så hun er mindst 21 år (måske noget ældre), og prinsen er 12, red.) and temperament between them.

The Countess Emmanuelle was endeavouring to outshine everyone in the room (…) Their gowns (den anden part er Lilli Nissen, aldrende primadonna, red.) were a match for tastelessness and discomfort. (…) complemented themselves on their youthful appearance, venom dripping from every syllable. (…) Emmanuelle was wearing another astonishing creation this evening. It took the off-the-shoulder concept to such an extent that it might almost be classified as off-the-entire-body.

Beasts in Velvet

[Roman af Kim Newman, 1991] Emmanuelles søster/bror Leos er romanens “beast” – h/n fortjener sit helt eget afsnit, men Emmanuelle fylder indirekte en del. Vi får kælenavnet “Yelle”, endnu større amorøse drifter, tro på guder (måske), lidt om hendes forældre – og familiens mørke hemmelighed. Hendes rolle i Leos’ undergang er utilgivelig, men også apokryf – selv i den formindskede grad man i rollespillet anerkender romanerne, er dette ikke et element der er båret med over.

The young viscount’s (Leos, red.) sister, the notorious beauty Countess Emmanuelle von Liebewitz, had enough devotion to the amorous arts for any one family. (…) Back in Nuln, she was the foremost hostess in the Empire (…) The whisper was that the countess always went to these functions escorted by Leos, but that he came back alone, leaving his sister in the arms of ther amour-of-the-moment. (…) Emmanuelle was bored, and boredom made her angry. She had not ventured out on this hell of a night to watch some cowlike creature (danserinden Milizia, red.) shake her udders all over a stage. (…) Emmanuelle screamed. She hated being in a room with commoners. (…) She prayed to all the gods. She asked for forgiveness. Mama, Papa, forgive me! Leos, forgive me!

“But I don’t want a little sister,” a pretty child said “I want there to be only me.” Her father protested, but mother – already a convert to the cause of her eldest daughter’s position as the Empire’s greatest beauty – was insistent. “What my little Yelle wants, my little Yelle shall have.” Their father, the old Elector of Nuln, knew what his wife and daughter wanted was wrong, but he had always been a slave to women. In the end he was glad to have one less in his household. And he had always wanted a son. If he had lived, he would have found an ally in the ‘boy’, Leos, who grew up to hate women so much… (…) Father, Chancellor of the University of Nuln, would lock himself up with books of history, while mother supervised the children. Yelle would be rewarded, Leos would be beaten. (…) When Yelle was seventeen and Leos eight, mother died in a coach accident (…) Shortly after the death of ther pet cat, Yelle stopped beating the boy. She was his mother now and could have him sent away or punished at will. She used her power over him sparingly, remembering just what she had created in her brother. Besides, Leos was now devoted to his sister. (…) Emmanuelle became quite protective of Leos, mothering him far better than their real mother had.

Emmanuelle was talking in a low, serious voice, giving orders to Daniel Dorrie, one of her retainers and, it was rumoured, one of her lovers. (…) Emmanuelle was back in Nuln with her courtiers and her conscience, her sister buried in the family vaults with an inscription referring to her as ‘beloved son and brother’.

Skavenslayer

[Roman af William King, 1999] Her får vi en historie sat i Nuln og en cameo af Emmanuelle. Onde skaven angriber under et maskebal på slottet – en type festlighed der kommer til at tegne komtessen. Hun er stadig en partygirl men udviser også mod. Det er muligvis også første optræden af byens (og stadsfruens) hemmelige politi. Det nævnes også at hendes krav på tronen er spinkelt og muligvis en foræring fra hendes barndomsven kejseren.

At that time, the Countess Emmanuelle was at the height of her fame, power and beauty

It must be that brother of hers! Leos was a bad influence. (…) Soon it would be time to reveal that Emmanuelle’s guest, the Emperor ’s own brother-in-law, was secretly a mutant and worse yet, the countess’ latest lover.

a portrait of the Elector Emmanuelle, a ravishing raven-haired beauty garbed in a less than modest ball gown

She pulled off her mask to reveal a pale but determined face. “I believe you are looking for me,” she said defiantly. “I am Elector Countess Emmanuelle!” (…) “I will do no such thing,” Countess Emmanuelle said shakily. “I would rather die than order my troops to surrender to you foul vermin.”

Forges of Nuln

[Scenarie/baggrund (til 2nd. edition), Paths of the Damned-kampagnen (del 3), af Robert J. Schwalb, 2006] Indeholder en kedelig beskrivelse af Nuln med et kort afsnit om Emmanuelle, og hun optræder som biperson til et, tada!, maskebal. Introducerer Wolfhart, hendes inkompetente nevø. Fremstillingen er entydigt negativ, en “dum dåse”. Hun er “midaldrende” hvilket henviser til at 2nd. edition er sat i 2522, så hun er cirka 40 (?).

Emmanuelle gained her seat around the same time that Karl Franz was crowned Emperor. A childhood friend of the current ruler, she had a claim to the title of Elector Count, but not a good one. By currying the favour of Franz—some suggest she seduced him—she took the title of Elector Countess in 2503. (…) She proved she had no head for governing; she was more concerned with the luxuries of her status than with the minutia of ruling (…) She detests the burghers and commoners of Wissenland (…) the Countess adores the city. She loves the culture, the pomp, the majesty, its history, and its deep coffers. No matter how desperate the plight of the commoners, she can always be guaranteed comfort and pleasure whilst installed in her seat as Countess of Nuln. (…) Most consider her barely competent in her position. The saying goes, “the Countess’ head is as empty as her manifesto.” Still, the people love her. Now in her middle years, she retains her youthful beauty

She (is) wearing a long white dress beaded with pearls. She wears her brown hair piled on top of her head in ringlets and is a breathtaking beauty. She wears a simple white mask that suggests the features of a fox. (…) the Countess loses some of her credibility with the rest of the Elector Counts (not that she had much in the first place).

A Night at the Opera

[Fra scenariesamlingen Rough Nights & Hard Days, af Graeme Davis, 2019] Sat i Nuln og med en større birolle til Emmanuelle der involveres i indtil flere mulige attentater i operahuset, og hun er fremstillet som sjov og kompetent (den gennemgående tråd i scenarier er hendes kusine, gravin Maria-Ulrike von Liebwitz af Ambosstein). Det er utroligt nok også første gang man ser en officiel illustration af hende (af Sam Manley), plus imponerende stats der også fortæller en historie. Hendes Dooming (dødsvarsel): “They end is not thy end.” Jeg har for nemhedens skyld blot indsat hele beskrivelsen herunder (klik på damen for at få hele teksten med).

Empire in Shadows Companion

[Tillæg til The Enemy Within-kampagnen (del 1), 2020] Warhammers store kampagne blev genudgivet til 4th. edition som Director’s Cut. Nedenstående beskrivelse fandtes også i den gamle udgave (1986), men denne version er lidt mere malende. Og så er alderen igen korrigeret (Karl-Franz sættes i samme afsnit til 35).

Emmanuelle II of House Liebwitz, Grand Countess of Nuln and an Elector Countess, is based in Nuln. She is 27. She has no publicly named heir, fuelling rumours that she has at least one secret child hidden away.

Empire in Ruins

[Scenarie, The Enemy Within-kampagnen (del 5), 2021] I den nye udgave af kampagnens slutning er Emmanuelle ikke blot staffage for kejseren men en aktiv politisk spiller, og deres barndomsvenskab er en afgørende brik (dog: lidt uklart hvordan de har været venner som børn eftersom Karl-Franz jo er 8 år ældre). Hendes venskab med kejserens førsteelskerinde, Maria-Luise, er “ægte”, og ML kalder hendes for “Emmy”. Der sættes også navn på flere af hendes betroede folk. Ift. originalen har hun skiftet side fra Ulric til Sigmar og vinder Wissenland i borgerkrigen. Hendes stat-line er genbrugt fra Rough Nights og beskrivelsen ændret lidt:

She is a careful and clever political player, but not without caprice — as a number of co-conspirators would attest, if they still lived. Emmanuelle has faced down her share of horrors, and narrowly avoided disaster during Altdorf’s Great Fog Riots (henviser til Beasts in Velvet, red.) and a chain of events that saw a portion of Nuln destroyed eight years ago (henviser til Skavenslayer, red.). Emmanuelle emerged from the aftermath a stronger ruler, but with an edge of ruthlessness when it comes to the pursuit of her own protection.

Emmanuelle is a strong and beloved ruler (…) Emmanuelle’s chief obsession is to obtain a license to annex the neighbouring province (Sudenland, red.). (…) She underestimates the seriousness of the conflicts between provinces in the Empire’s north. (…) Alliegience: Moderate Sigmarite

Countess Emmanuelle has an especially fine tunic that is somehow both formal and the height of fashion. (…) Emmanuelle sweeps in and gives ‘Karl-Franz’ (ikke den rigtige Karl-Franz, red.) an elegant wave. She speaks loudly for all to hear, ‘What a gathering. It rather reminds me of the event your father arranged for your 16th birthday, Your Majesty.’ (…) “Oh come on. You might fool this lot, but I’ve known him (den rigtige Karl-Franz, red.) since we were children.”

The Grand Countess and Karl-Franz are old friends and staunch allies. The Grand Countess is honoured to manage her suzerain and has no desire to rule the whole Empire. (…) Use the knowledge of ‘Karl-Franz’s’ deception, but do not give away the secret, out of regard for Maria-Luise’s position. Seek maximum advantage while averting a total Imperial breakdown. (…) Emmanuelle is articulate, and measured in her use of words and shrewd in her judgement

†

Næst: … men blev vi klogere på hvem hun egentlig er?
Copyright til billeder og citater tilhører udgivere og kunstnere.

Den nye Gamle Verden

Hvis man sad og ikke kunne få nok Warhammer …

For nogle år siden kom det frem at Games Workshop genopliver deres gamle Warhammer Fantasy Battle som Warhammer: The Old World (hvilket egentlig er sympatisk nok, for det giver de gamle knarke en god chance for at få brugt deres bly!). Men nu kommer der så også en rollespilsudgave. Det er igen Cubicle 7 der har fået licensen, og den skal løbe ved siden af deres WFRP 4th. edition (og Age of Sigmar og diverse 40K-produkter). Der er ikke kommet noget frem om hvad rollespilssystem, stil eller fokus bliver – men jeg håber at der da (for pokker) må være noget der adskiller det fra WFRP siden det ikke bare kunne klares med en sourcebook. Jeg ved faktisk ikke om deres 40K-spil har forskellige systemer, men det kan man måske udlede noget af.

Jeg har ikke sat mig ind i The Old World (WHOW?), men pointen er at tiden er skruet tilbage til De tre kejsere, dvs. 2200-tallet. Ikke rigtigt længe nok til at påvirke teknologi eller civilisationen nævneværdigt (i denne verden). Jeg kan være bekymret for at det endnu en gang vil fokusere på kamp, siden krig er udgangspunkt for tidsskiftet – men de første nyheder om krigsspillet peger på at man også vil udforske nye dele af verden, fx Border Princes og Cathay. Lige nu er info samlet på Warhammer Wiki.

[◄◄] Imperiet

Samlet kommentar til scenarieantologien Imperiet

• Antologiansvarlig: Johannes Busted Vestergaard (med redaktionel hjælp fra Lars Andresen)
• Layout: Lars Andresen (jeg har lavet de grafiske provinsnavne)
• Premiere: Fastaval 2009
• De 10 scenarier (klik for omtale):
  • Jagten, af René Toft
  • I skoven forandres alle, af Morten Greis
  • Om at komme hjem, af Frederik J. Jensen
  • Krigshammeren, af Lars Kaos Andresen
  • Smørfalskneren, af Olle Jonsson
  • Taals retfærdighed og nåde, af Thais Munk
  • Averheim Averessen, af Johannes Busted Vestergaard
  • En sommernats fortælling, af Martin Svendsen
  • Den tragiske fortælling om Sankt Lucasius’ Orden, af Claus Kiplev
  • Slaaraphenland, af Kristoffer Rudkjær og Anders Frost Bertelsen

Afsluttende tanker

Ti novellescenarier af forskellige forfattere. Tanken var at man skulle spille to scenarier efter spilgruppens eget valg. Nogle scenarier kræver lidt forberedelse, mens andre kan køres fra bladet, så det kan i praksis have spillet ind på hvad der blev valgt. I fællesområdet kunne man sætte nåle på et kort for at se hvilke provinser der blev besøgt. En spilkongres kan stadig bruge samlingen på den måde, men det er måske mere oplagt bare at nyde dem som enkeltstående spil – flere af dem kan fint udfylde en oneshot-oplevelse, og nogle kan endda spilles uden meget forberedelse.

I sidste ende er det scenarierne enkeltvis der udgør oplevelsen, og dem har jeg allerede kommenteret. Men Juryens Specialpris givet for helhedsindtrykket er fuldt fortjent. Det er først nu jeg læser alle novellerne og i sammenhæng, og det er et særligt værk i dansk rollespilshistorie der demonstrerer et bredt udvalg af teknikker og gode historier, og samtidig står som en kærlighedserklæring til Warhammeruniverset – og også på den konto formår at være både trofast og udfordrende.

Året forinden var forfattergruppen Vi åker jeep på Fastaval med samlingen Teknisk uheld (men selvfølgelig, de er så jävla avantgarde!), så Imperiet var ikke den første antologi på en dansk spilkongres. Men det står alligevel meget stærkt, måske fordi Imperiet havde meget bredere appeal, både i kraft af en populær fantasysetting, men også den bredde der bringes for dagen i form af fortælleteknikker, temaer og genrer.

Random stats

• System: WFRP2 (light): 3, systemløst: 4, eget system (ære-, %- eller kagebaseret): 3
• Roller, kønsfordeling: 31 mænd, 6 kvinder, 4 uden kønsmarkør (bechdel-fail: i tre ud af fire scenarier hvor der forekommer en enlig kvinde, er hun samtidig romantisk parret med en eller flere af mændene)
• Roller, racer: 36 mennesker (heraf 5 varulve), 5 halvinger (altså hverken elvere eller dværge)
• Kaos? nej (eller kun meget lidt): 5, ja (sort of): 3, Slaneesh: 1, Khorne: 1

Fodnote

Jeg ville gerne have været en del af Imperiet (jeg satte mig på Nuln), men det blev aldrig til noget. Det eneste der eksisterer af novellen, er fra en mail til Johs: „For at give en pointer på mine løse, tidlige tanker: Jeg tænker i noget STORslået. OPERA i novelleform. Hofbal og kanoner og valkyrier. Nuln som den gamle, højkulturelle kejserstad, nu forfaldet til dekadence under grevinde Emmanuelle. En klar, lille styret historie, måske med et mekanisk (eller fortællestyrende) element.“ (I den oprindelige synopsis var der 13 scenarier, et for hver provins/bystat med kurfyrstelig status.)

†

Flere gensyn

Her er et link til scenariegensyn efter sæson/tema. Du kan også finde en samlet oversigt på Alexandria (hvorfra scenarierne kan downloades) via #tagget Gensyn med scenariet. Sæson 3: Newhammer kommer … når den kommer.

[◄◄] Slaaraphenland (Imperiet)

Af Kristoffer Rudkjær og Anders Frost Bertelsen
Fra antologien Imperiet, 2009 (systemløst / kagemekanik)

På eventyr i Middenland

Den mørke nåleskov Drakwald breder sig over Middenland der således ikke er en af Imperiets frodigste provinser. Helt galt er det gået i landsbyen Nebelheim der efter flere års fejlslagen høst nærmer sig hungersnød. Heldigvis har fire unge knøse fundet et kort der viser vej til det sagnomspundne Slaaraphenland, dybt inde i skoven, der flyder med mælk og honning.

Turplan

Novellen er opdelt i 8 korte scener der beskriver rejsen til Slaaraphenland som en række stadigt mere saftige og kødelige fristelser, inden sandheden om “den hemmelige have” afsløres i klimaks. Scenerne består af et kort oplæg der beskriver en fristende situation som rollespilles, og man kan vælge at lade sig lokke eller ej. Alle spillere har en mazarintærte skåret i seks stykker, og hvis en karakter falder i, skal man som spiller rent fysisk spise et stykke. Ens handlemuligheder i slutscenen er bestemt af hvor mange stykker man har spist. Efter en hel kage er karakteren således ude af stand eller tilbøjelig til nogensinde at ville forlade Slaaraphenland der selvfølgelig er et lille hjørne af Kaosriget under Slaneesh’ indflydelse.

Rejseindtryk

Slaaraphenland er, i tråd med kaosgudens tilbøjeligheder, et lystent og lummert scenarie.Det benytter en letforståelig symbolskala for eskalering: sult/sukkertrang til lyst/begær til (mad-)orgie/eufori. Man kan ikke kalde det stuerent, men forfatterne holder sig dog fra svælgende fremstillinger i modsætning til et scenarie som Poppenfest! der virkelig dyrkede udskejelserne. Det er god balance ift. at det også skal være til at grine ad.

Man kan overveje om karaktererne egentlig har så meget grund til at falde i fra starten, for det er først efter det første og andet stykke kage at de begynder at komme i sansernes vold. Men sult og drenget dumhed skal nok få nødet dem derhen, særligt hvis man kan få lidt kappestrid op at køre mellem dem. Og selv hvis de er artige i starten, burde det snart stå klart at fristelserne aldrig stopper. Og hvis jeg skulle gætte, har der i samtlige afviklede spilgrupper været mindst en spiller der har mæsket sig med kage ved først givne lejlighed.

Forfatterne er meget insisterende på at man skal spise sin kage, så det har været vigtigt for dem at der er det overlap mellem fiktion og virkelighed. Jeg kan levende forestille mig at det skaber en “for meget af det gode”-stemning hen mod slutningen – et meget konkret eksempel på hvad virkemidler kan. Rent “mekanisk” er det så minimalistisk som det kan blive; et meget forsimplet Cthulhu Dark.

Guidens anbefaling

Et overflødighedshorn af sukrede fristelser lokker den uforvarende rollespiller ud på stadigt dybere vand, men én bid mere kan vel ikke skade …

†

Og det var sidste stop for denne gang. Tak for tålmodighed på rejsen.

[◄◄] Den tragiske historie om Sank Lucasius’ Orden (Imperiet)

Af Claus Kiplev
Fra antologien Imperiet, 2009 (WFRP2)

På eventyr i Stirland

Stirland er kendt som en provins på Imperiets overdrev, og vi følger her en lille trup der har bevæget sig langt væk fra alfarvej, der hvor naturen er rigtig vild. Det er historien om fem medlemmer af Sankt Lucasius’ Orden der er på sporet af et kobbel varulve. Fortalt som teater og med et tragisk twist.

Turplan

Okay, det her er en virkelig sjov størrelse: Novellen består af otte scener fordelt over tre akter hvor vi først introduceres for de fire karakterer, så jagter og nærmer de sig byttet, og til sidst står klimaks mod varulvene. Det er rimelig ligetil. Men Claus går et skridt videre og foregiver at scenariet er et teaterstykke med den beskrevne handling. Og ikke som et ekstralag – man spiller simpelthen sin rolle som var spillerne skuespillere der optræder foran et usynligt publikum.

Karaktererne er mennesker der alle har mistet kære til en varulv. Nu har de søgt tilflugt i en orden der beskytter mod varulveforbandelsen og giver dem en chance for at få hævn. De har WFRP2-stats, og der er faktisk lejlighed til at slås mod ulve og varulve.

Hver af de fem spillere har altså en rolle i teaterstykket, men derudover spiller de også på skift en varulv. Når man er varulv, har man også til opgave at iscenesætte handlingen og bringe de andre roller “ind på scenen”. På et metaplan er det mao. en form for intruktør i et ellers spil-lederløst scenarie.

Rejseindtryk

Det er spændende at teateraspektet bruges som formsprog, ikke som en del af handlingen som i andre fortællinger (fx Tæppefald eller Drømmen om en konge i gult) hvor vi har set en trup af skuespillere der har deres egen historie, parallelt med den rolle de spiller på scenen. Man kunne let tage det helt ud, for der er ingen in-game referencer til det.Men det giver en interessant måde at tale om iscenesættelse på: Ulvespilleren får autoritet til at levere regibemærkninger for handling og personer gennem et in-game værktøj.

Det lyder lidt meta, men egentlig sætter det bare en spot på noget vi allerede gør i rollespil – en mere raffineret form for “Så sagde vi jo at …” Og det er i øvrigt også i tråd med en tendens i en del publikumsrettede actual plays, hvor spilmesteren bruger filmisk regi til at sætte scenen og styre tilhørere/spilleres mentale billeder (se fx Critical Role – “Vi zoomer langsomt ind på fire skikkelser der bla-bla …”). Endelig skaber det en bevidsthed om at rollespil i nogen grad er en optræden – et bidrag til fællesskabet af spillere omkring bordet der her tydeliggøres ved at foregive at der er et usynligt publikum.

Guidens anbefaling

Leg med rollespil som teater for et usynligt publikum – og sat i scene som en veldrejet skæbnefortælling.

†

Rundturen i Imperiet slutter i hjertet af Middenland, for her ligger det eventyrlige Slaaraphenland.

[◄◄] En sommernats fortælling (Imperiet)

Af Martin Svendsen
Fra antologien Imperiet, 2009 (systemløst)

På eventyr i Mootland

Mootland er kendt for sit frugtbare, fredelige land. Og halvinge, selvfølgelig. Men en særlig æblelund er anlagt over hellig grund, og halvingenes ubekymrede kultivering af jorden møder her urgamle kræfter der ikke lader sig fornægte. Den planlagte Brüggers Fest bliver således forvansket og får en større, mørkere og magisk betydning. Det bliver til en mordhistorie der fortælles om lejrbålet nu flere år senere.

Turplan

Scenariet udspiller sig inden for en ramme hvor en gammel halving-ranger fortæller om et mystisk mord i forbindelse med en lokal festival, til fire tilhørere (spillerne). Efter denne intro fokuserer scenariet på mordhistorien gennem fire scener, en for hver af karaktererne i festfortællingen (hvor de andre spiller bipersoner), og et festklimaks hvor spillerne frit kan bruge af deres roller, den unge Mirriam skal vælge en brudgom, og lundens magi vil søge efter en at krone. Til sidst vender man tilbage til rammen, og de unge rangere (og indirekte også spillerne) diskuterer hvem der blev myrdet, og hvem der gjorde det.

Hver spiller har altså en større rolle ift. ægteskabshistorien, men spiller samtidig andenviolin for hver af de andre. Alle scenerne (op til festen) har to formål: for bejlerne, at diskutere med sine venner hvordan han får fat i Mirriam (og for Mirriam, at overveje for og imod kandidaterne), og så at forberede en lille del af festen (altså komme på en scene som spilleren gerne vil se). Efter festen vender man tilbage til fortællingen om bålet.

Rejseindtryk

Martin Svendsen har tidligere brugt folketroen som inspiration til Warhammer, nemlig i Die Faunenberg. The Shire i Ringenes Herre-filmene, britisk cosy krimi og selvfølgelig En skærsommernatsdrøm nævnes som inspiration. Forfatteren har her udviklet en baggrundshistorie om et urgammelt kroningsrite der gled i glemmebogen da kejseren satte halvinge til at brygge cider fra lunden. Det forbinder på en fin måde folketroen med halvingenes land og folkesjæl. Man kunne strengt taget lige så godt spille mennesker, men den pastorale idyl er stærk i Mootland, og det skaber en god kontrast for en mordhistorie.

Handlingen – og formatet – er tydeligt formidlet i scenariet, men kan være lidt svært at gøre klart i det her korte format. Scenarieteksten henviser i øvrigt til at der uddeles navnekort til spillerne for at gøre det lettere at overskue hvem de spiller i en given scene. Og spillerne kommer på arbejde med mange forskellige roller (en i rammen, en hovedkarakter og tre bipersoner), men formålet med hver scene er let at forstå, og det virker sandsynligt at det kan holde det korte format.

Guidens anbefaling

Folketro, glemte riter, cider, bryllupsforberedelser og et mord – serveret gennem velovervejede fortælleteknikker. En novelle der tør lege med formatet og formår at formidle det.

†

Forude venter Stirland og Den tragiske historie om Sankt Lucasius’ Orden.

[◄◄] Averheim Averessen (Imperiet)

Af Johannes Busted Vestergaard
Fra antologien Imperiet, 2009 (eget %-system)

På eventyr i Averland

Averheim er en gammel og vigtig provinshovedstad. Men langvarige magtkampe betyder at her ikke er noget formelt hof. Så når en mesterkok som Rofus Rotzen slår sin biks op der, er det for at være den ubetinget største fisk i et lille vand. Og det potentiale skal han – og hans lille flok af umage hjælpere – levere på i aften hvor gæsten er adelsfamilien von Grieg. Det er stjerneregn eller dø.

Turplan

Efter at have set en retssag brugt som naturligt narrativt skelet, er det denne gang tilberedelsen af fire fine retter i kombination med et eskalerende køkkenkaos (herunder decideret Kaos). Hver scene har en fastsat længde, fx 10 min., og ledsages af en håndfuld mulige konflikter som spil-leder kan introducere efter behov. Målet er at søsætte flere udfordringer end køkkenet kan håndtere (“nøgleordet er stress”), men stadig nå igennem alle retter for at belyse hvor langt karaktererne vil gå for perfektionen.

En af spillerne er selveste Rofus, men i scenariet er ansvaret for kokkeriet ligeligt fordelt. Hver karakter har tre-fire procentbaserede evner som de kan bruge til at løse de mange problemer i køkkenet. De er formuleret subjektivt som fx “Bedømme situationen og gribe chancen på det helt rigtige tidspunkt: 4 %” og “Jamen, den klarer jeg. Man er vel Bretonnianer: 63 %”, en stil der udover visse Warhammer-scenarier også er blevet brugt i Call of Cthulhu. Det er et meget enkelt og malende virkemiddel. Der er en enkelt henvisning til at score point for at klare et tjek på første side, men det skulle vist bare have været redigeret ud. Man spiller scenen frit, men det er et enkelt rul der afgør udfaldet. Man mister evnen hvis rullet fejler, og er ude af scenariet hvis man løber tør. Det skal også med at man efter hver af de tre først retter kan vinde en “skat”, en lille mekanisk fordel kan man tage med sig videre.

Rejseindtryk

Dette er det tredje af Imperiets scenarier (efter Smørfalskneren og i nogen grad Jagten) der arbejder med at piske en hektisk stemning op – noget der kan være meget effektivt når spiltiden samtidig er begrænset.

Køkkeneskapaderne eskalerer helt efter bogen for hver ret, rotterne bliver større og større indtil de har skaven-størrelse, Kaos træder mere og mere tydeligt frem, poesien stadigt mere bretonnisk, og der er små prik til karakterernes skavanker der skal tjene til at provokere dem individuelt. Dertil skal lægges de interne konflikter karaktererne imellem. Masser at trække på.

Selve tilberedningen af retterne – der ellers er fint beskrevet – er sekundær. Der er en mere eller mindre slagtet fedekalv der skaber en rød tråd, men måske kunne man have brugt det lidt mere direkte til at foreslå handling, fx at der er en fond der skal holdes i kog hele vejen indtil den skal bruges i hovedretten (“Hvem har saucen?!”), en særligt krævende tilsmagning på hovedretten hvor alle smager noget forskelligt, eller en kunstfærdig flourish på deserten der reelt kun kan lade sig gøre ved magi. Men det er også nemt at sidde her og sige efter to sæsoner af The Bear!

Guidens anbefaling

Hell’s Kitchen på gummegodt.

†

NB: Scenariet er også fejlagtigt kendt som Averheim Abendessen.

I Mootland skal vi overvære En sommernats fortælling.