Indre fjende 20: Grünberg

Efter en længere Corona-relateret pause er vi tilbage på kampagnesporet. Jeg tror jeg vil regne det her for sidste eventyr i kampagnens anden del, selvom vi stadig har nogle uafklarede tråde. Næste gang sætter vi kursen mod Nuln.

Grünbergs prangere (14. erntezeit)

Vi får bugseret den bjærgede båd, Rosenkvisten, til Grünberg, en driftig by ved Teufelfloden der forbinder til Reik og Altdorf, men også har diligenceruter til Nuln. Byen har en lav mur og et centralt tårn/borg. Felix ved at stedet er berømt for et stort rytterslag mellem beredne orker og kejserligt kavaleri. Udenfor byen ligger et Shallyakloster. Det er vores første stop i en rigtig by siden Bögenhafen.

Den første dag går mest med at få afhændet båden. Der er lidt frem og tilbage mellem en tolder, stuveren Rolf der skal have noget mønt for at hjælpe os med at lægge til, bådbyggeren Ralf Zimmersee der har forpagtet båden ud og er den egentlige ejer, og vagtkaptajnen Peter Totenschläger der havde ansvar for de døde flodvagter. Enden bliver at Ralf får sikret sig hele båden uden at betale findeløn, men vi får lasten af ti baller uld. Felix har tjekket i en logbog at båden sejlede fra Grünberg for tre uger siden og hentede uld i Altdorf. Derfra satte den kurs mod Auerswald, men blev kapret af mutanter (Renate blev buret inde), og på et tidspunkt deromkring kom kaospupperne ombord.

Særligt Hanna samler rygter op: Handel med Bögenhafen er åben igen; hekseprocessen førte til over 100 afbrændinger af kaostilbedere; ny byledelse bestående af Sigmarkirken og heksejægerne; baron Wilhelm von Grauenburg er efterlyst (500 guldkroner!) for forræderi, og han siges at samle en hær af dæmoner og beastmen.

Vi indlogerer os på gæstgivergården ejet af De fire årstider. Et pænt, men lidt opstadset sted. Nogle bader, andre læser.

Tilbage til gerningsstedet (15. erntezeit)

På torvet bemærker Dicte at en portrætgøgler har en tegning af Miriam Kostenlos stående. Der er ikke nogen besked, men det er tydeligt at hun har været forbi her (for tre dage siden, boede på De fire årstider). Vi har en aftale om at mødes på torvet med kaptajn Peter Totenschläger og vise ham hvor vi fandt båden. Kaptajnen har to soldater med: Lena Blauenfelt og Kasper von Giessen. På vej ned ad floden er vi flere der bemærker at Kasper laver mærkelige fagter (Lilla Hånd), men ingen ved hvad de betyder.

gerningsstedet finder soldaterne liget af den sidste manglende flodvagt. Konrad, der de seneste par dage igen har mærket den udslet han fik af magien i Hägercrybs, fornemmer noget i skoven, og vi ser to høje væsner der ligner en art beast-goblins! Der lyder et signal, og de stikker af. Vi sporer dem, sammen med Lena, og da vi ser flere af dem i det fjerne, fremmaner Felix en form for linse i luften, så vi kan se dem: 50-60 beast-goblins på vej nordpå (ikke noget oplagt mål); med sig har de warger og kæmpeedderkopper. Vi er ret sikre på at disse nye væsner er skabt og anføres af Etelka/den genfødte gudinde (Felix har fundet navnet i noterne fra ekspeditionen).

Tilbage i byen sælger Hanna vores uld for 12 guldkroner, og Dicte spørger til Miriam – hun rejste stadig med Ernst Heidelman – men finder ikke noget på hendes kroværelse. Felix besøger byens museum for det store slag og hører at der bor en druide syd for Kleindorf (hvor vi var forleden, og hvorfra vi så beast-goblinerne komme …). Han snakker også med disse lærde om magisk teori: Måske er magien/kaos endnu ældre end portalernes sammenbrud? Kaos er ofte bundet i sten, mens magien er flyvsk. Konrad (og Hanna) besøger Shallyaklostret og viser sin udslet. Nonnen siger at det er magi fanget i kroppen, og det vil føre til mutation. Ifølge nonnen er det hele gruppen der er i fare for korruption. En del af hendes orden brød ud og kan måske hjælpe, men hun kan ikke og vil ikke fortælle mere om udbryderne. Han går derfra med nogle pamfletter om teologi.

Tilbage på kroen har Felix og Konrad en snak om magi og kaos og eventuelle løsninger på kaossygdommen. Men er edderkoppegudinden den eneste der kan hjælpe?

Dicte og Hanna går på den anden gæstgivergård, byens gamle vejkro. Her ser de en mand der virker bekendt. Det viser sig at være baron von Grauenburg (under et andet navn). Han jager Lothar Hinterseer, en af den kabale der forrådte ham. Ifølge baronen var det også ham der smuglede pupper til Bögenhafen for at rette falske anklager mod baronen, og måske var hele kabalen med til at sprede kaos i Grauenburg. Selvom vi hjalp hinanden i flugten fra Bögenhafen, er der der dog ikke 100% tillid til baronens historie.

Sydpå (16. erntezeit)

Vi rejser mod Nuln.

NB: Vi slipper Renate Hausier her (og havde glemt at dværgen Durak også var med).

+100 XP