Efter et kort ophold i Gruyden er regimentet igen på march. Vi har et regnskab at gøre op med hobbitten Max og hans røverven, Jan. De vil have de 55 guldkarler vi konfiskerede, og enden bliver at de får 45, mens resten investeres i udrustning til Jacob, et sværd til mig og lidt blandede varer til Ottfried. Jacob bliver imidlertid skuffet over at høre at Frank Schulz der så godt som havde lovet ham en væbnertjans, har fundet en anden, den unge Leif.
Den 1. sommerzeit 2524
Professor Felix sender os ud efter endnu et maleri, ‘Den sejrende Sigmar’, der hænger hos familien Fritzdorf. Der har været en del korrespondence, men sælger, kaptajn Karlholt Fritzdorf, er endelig gået med til en handel til gengæld for at eskortere ham og hans familie (far Günther, hustru Marit, søn Günther den Yngre) og familiens segl sikkert til Altdorf. Familien gik fallit – noget med skibe i Marienburg – og maleriet blev solgt fra. Imidlertid har de nu genanskaffet det på en auktion i Talabheim. Desværre skal Erhardt også med, for det er samtidig en anledning til at proviantere. Efter lidt snak om mandskab kommer Leif med, foruden Hans (god til at slås) og Stendar (dårlig taber), hvorimod den lidt tunge Dieter bliver fravalgt.
Vi har en hel rejsedag til slottet og ved lejrbålet får Jacob en sær fornemmelse. Noget lyser i skoven, og da vi undersøger det, ser vi en lysende kronhjort springe bort. Mystisk, men ikke så voldsomt som under Wildjäger-affæren.
Den 2. sommerzeit 2524
Sent næste eftermiddag ankommer vi til Fritzdorf der viser sig at være en imponerende borg på kanten af Weiss-højene. Den er kun sparsomt bemandet, men de få soldater er prøvede veteraner. Vi får egne værelser, og Ottfried bemærker en grim stank fra et stort dyr på den anden side af voldgraven. Vi beder Leif – der under turen har vist sig at vide ubehageligt meget om kreaturer – se nærmere på det.
Under aftensmaden forklarer Karlholt at de har fået et andet tilbud. Faderen understreger at han ikke ønsker at sælge maleriet. Og Erhardt gør sig uheldigt bemærket ved at udiplomatisk at insistere på proviant. Senere bliver han taget i at rode i lageret, og vi sikrer os en skriftlig vidneforklaring fra Fritzdorf der beskriver hans luskeri.
Vi bliver enige om at kigge rundt i borgen om natten i håbet om måske at finde noget der kan få vores værter til at skifte mening. Jeg finder maleriet der ganske rigtigt er stort og flot. En soldat fortæller at de er overlevende fra et nyligt slag ved Wolfsburg. Ottfried og Jacob finder et par andre soldater der har pågrebet og tæsket Leif for at luske rundt om „kaosbæstet“. Vi står med en mistanke om at soldaterne måske har taget over – de virker meget egenrådige, og Karlholts personlige regiment blev muligvis udryddet i slaget.
Den 3. sommerzeit 2524
Næste morgen snakker vi med Karlholt. Han fastholder sin egen, nye plan om at rejse til Grænselandets fyrstendømmer, men enden bliver at han indvilliger i at vi får maleriet for at bringe hans far i sikkerhed. Det lykkes også at sikre en del af provianten til gengæld for en af vores to vogne. Leif ryger med i en udveksling som væbner for Karlholt – som Jacob argumenterer er det nok bedst for Leif der således kommer væk fra de tilsyneladende forestående kampe.
På vej tilbage tjekker vi „kaosbæstet“ der er svært helt at få hold på, men det er stort, og dets hoved ser grumt ud. På en tårnafsats ser vi resten af familien stå … sammen med en person der, sådan på afstand, ser lidt … ubestemmeligt forkert ud. Gamle Günther udbryder noget om „begge“ sine sønner, men så er vi på vej videre.
Pjaltekongen 