Af Claus Kiplev
Fra antologien Imperiet, 2009 (WFRP2)
På eventyr i Stirland
Stirland er kendt som en provins på Imperiets overdrev, og vi følger her en lille trup der har bevæget sig langt væk fra alfarvej, der hvor naturen er rigtig vild. Det er historien om fem medlemmer af Sankt Lucasius’ Orden der er på sporet af et kobbel varulve. Fortalt som teater og med et tragisk twist.
Turplan
Okay, det her er en virkelig sjov størrelse: Novellen består af otte scener fordelt over tre akter hvor vi først introduceres for de fire karakterer, så jagter og nærmer de sig byttet, og til sidst står klimaks mod varulvene. Det er rimelig ligetil. Men Claus går et skridt videre og foregiver at scenariet er et teaterstykke med den beskrevne handling. Og ikke som et ekstralag – man spiller simpelthen sin rolle som var spillerne skuespillere der optræder foran et usynligt publikum.
Karaktererne er mennesker der alle har mistet kære til en varulv. Nu har de søgt tilflugt i en orden der beskytter mod varulveforbandelsen og giver dem en chance for at få hævn. De har WFRP2-stats, og der er faktisk lejlighed til at slås mod ulve og varulve.
Hver af de fem spillere har altså en rolle i teaterstykket, men derudover spiller de også på skift en varulv. Når man er varulv, har man også til opgave at iscenesætte handlingen og bringe de andre roller “ind på scenen”. På et metaplan er det mao. en form for intruktør i et ellers spil-lederløst scenarie.
Rejseindtryk
Det er spændende at teateraspektet bruges som formsprog, ikke som en del af handlingen som i andre fortællinger (fx Tæppefald eller Drømmen om en konge i gult) hvor vi har set en trup af skuespillere der har deres egen historie, parallelt med den rolle de spiller på scenen. Man kunne let tage det helt ud, for der er ingen in-game referencer til det.Men det giver en interessant måde at tale om iscenesættelse på: Ulvespilleren får autoritet til at levere regibemærkninger for handling og personer gennem et in-game værktøj.
Det lyder lidt meta, men egentlig sætter det bare en spot på noget vi allerede gør i rollespil – en mere raffineret form for “Så sagde vi jo at …” Og det er i øvrigt også i tråd med en tendens i en del publikumsrettede actual plays, hvor spilmesteren bruger filmisk regi til at sætte scenen og styre tilhørere/spilleres mentale billeder (se fx Critical Role – “Vi zoomer langsomt ind på fire skikkelser der bla-bla …”). Endelig skaber det en bevidsthed om at rollespil i nogen grad er en optræden – et bidrag til fællesskabet af spillere omkring bordet der her tydeliggøres ved at foregive at der er et usynligt publikum.
Guidens anbefaling
Leg med rollespil som teater for et usynligt publikum – og sat i scene som en veldrejet skæbnefortælling.
†
Rundturen i Imperiet slutter i hjertet af Middenland, for her ligger det eventyrlige Slaaraphenland.
Pjaltekongen 