To spil i hhv. februar og marts, 2020, med Ailigrund-gruppen. Jeg har allerede skrevet lidt om første del her, men her følger en kort opsamling. Tre spillere og mig som facilitator – dvs. jeg ikke havde en karakter, men bød ind med ideer og holdt styr på reglerne.
Opsummering
Vi gennemgik Your Truth, og resultatet var at magi var magtfuld og let tilgængelig – det førte i Den gamle verden til en kæmpe katastrofe. I Jernlandet etablerede man en enkelt by bag en ring af mystiske søjler. Et nyt præsteskab, understøttet af tempelriddere, forbød etableringen af byer uden for kredsen, og magi er bandlyst. Førstefødte er naturånder; der lever primitive mennesker i urskoven (kannibaler); der har tidligere været en ældre civilisation (jernsøjlerne).
Karaktererne:
- Erik Sindre (tempelridder med en mørk og mystisk hemmelighed)
- Toran (jæger/skovfolk med sære kontakter uden for byen)
- Griff (alkymist/mystiker fra en slægt af troldmænd)
Inde i byen hører man en mystisk ringen fra en ukendt jernsøjle ude i vildmarken hvor der ikke burde findes nogen! Det er det fælles Inciting Incident – de tre karakterer har forskellige motivationer, så deres Iron Vows er forskellige, men handler alle om at finde svar på søjlen. De drager afsted i håbet om at nå frem før tempelridderne. Toran søger svar hos en skovånd, og imens bliver de andre angrebet af to kannibaler som de dog får drevet på flugt. Vi sluttede første spil med at de når frem til søjlen, men der er en (endnu udefineret) komplikation …
Næste spil: Søjlen er større end dem der omgiver byen, og synet ryster af alle tre karakterer. Erik slår en stor splint af den. En stamme af kannibaler dukker op anført af en shaman (det kommer senere frem at hun hedder Ditani). Stammen lader karaktererne gå, men Griffs fejlslagne forsøg på at lave en talisman der skal beskytte mod kannibaler, betyder at hans magi tværtimod lokker en aggressiv kriger til. Han udfordrer til duel, og Toran tager udfordringen op. Erik laver en afledning så Griff kan liste tilbage og undersøge søjlen nærmere – og Griff oplever at hans hånd bliver helet. Erik forsøger også at gå ind og overtage kampen da Toran er stærkt presset. Enden bliver at de får lov at gå med livet i behold. De slår lejr lidt derfra, og alle har nu indfriet deres første ed (2 XP for et Dangerous Vow!). Efter jagt, heling og snak vender de tilbage til søjlen for at tage næste skridt: at sætte splinten tilbage i søjlen. Det lykkes at komme ind i lejren (Griff forbereder en gavetalisman der ikke helt har den ønskede effekt, men dog er med til at skabe en åbning). Ditani har splinten, svævende i flammerne over et bål. Erik griber ind i flammerne for tage den. Splinten heler hans brandsår, men samtidig suger den energi ud af bålet der brænder ud … og Erik står tilbage med kun slagger – i stedet er hans hånd nu af jern! Vi sluttede med at de måtte opgive deres ed, tempelridderne var tæt på, og Ditani havde muligvis en quest til dem hvis de ikke selv fandt på noget. Eventyret fortætter …
Opsamling
Jeg vidste fra starten at det ville blive en udfordring med 3+1 spillere. Jeg tror systemet fungerer ideelt med 1-3 spillere i solo/co-op. Med vores sammensætning havde klassisk GM plus 3 spillere måske været mere optimalt (og det er også en mulighed i Ironsworn), men jeg ville gerne give spillerne fornemmelsen af co-op som jeg synes er en af de fede features, og det fungerede også helt fint (og det var klart sjovere for mig).
En gennemgående udfordring (og fordel) ved mange indiespil som vi også så her, er at man kommer til at diskutere fiktionen – det skaber ejerskabsfølelse og er en kreativ oplevelse, men det koster ift. indlevelse fordi man kommer ud af sin rolle. Jeg argumenterede dog for at det dels kan opøves (det er trods alt en anden spilstil, ikke mindst i denne gruppe), og dels bliver det lettere når reglerne ikke hele tiden kommer i forgrunden fordi de er nye.
Spillerne tog udfordringen på sig – hvad jeg har oplevet rigtig mange gange når man introducerer et lidt krævende indiespil. Og den Truth de kom frem til, havde noget interessant world-building.
Feedback var positiv, og jeg er også rigtig glad for resultatet. Vi snakkede også om mulighederne for at køre Ironsworn på Viking-Con. I så fald ville jeg forberede karakterer inden og reducere dem til nogle få valg (fordele et par stats og vælge mellem et begrænset antal Assets), og så have fastlagt Your Truth og Inciting Incident (plus et par NPCer) på forhånd. Lad os se.