Thomas B, Lars og jeg [se del 1] endte i København. Palle Schmidt havde fra starten vist interesse i kampagnen der var lige noget for ham. Jeg husker ikke de præcise omstændigheder omkring Peter Dyrings indtræden, men det var vist mig der spurgte ham.
Rammerne
Der var fra starten en del ting der var bestemt efter Århus-kampagnen: turnus-ordningen, regelløst, sagernes længde, kampagnens indhold m.m. De tre gamle var Special Agents mens de to nye startede ud som Field Agents. Desuden flyttede vi settingen fra Portland, OR til Port Royal, VA (for at få lidt mere lille-by stemning og komme tættere på Washington, DC). Downtime-spillet gled lidt ud ift. første sæson, selvom vi egentlig havde været glade for det. Jeg tror der var to grunde: Vores sager i den nye kampagne var mere strømlinede, og der var mindre brug for at skabe sammenhæng. Og så kiksede den sidste sag i Portland (Windmill), fordi rollespil og downtime-snak blev mudret sammen.
Anden sæson
Sagerne i anden sæson var mere ensartede end i første. Og igen blev det klart at det var med at holde dem på to aftener. Jeg husker Twenty Minutes to Hope, og dele af både Virgin Sacrifice og Sleepers favorabelt, men også slutningen, The Light Fantastic – det sidste indtryk er vigtigt for ens samlede syn på serien, og denne finish var noget af en basker. Sjovt nok en sag der brød med traditionerne på tre måder: Genren nærmede sig Call of Cthulhu; skurkene havde retten på deres side mens ActaCons moralske adfærd kunne diskuteres; og ved at stille større krav til spillerne – en forglemmelse eller svag replik fik konsekvens. Den røde tråd fra første omgang – Headquarter og Daniel Harper – kom meget mere i fokus. Jeg prøvede decideret at væve tingene sammen i Fourth Dimension – men uden at det dog førte frem til endegyldige svar. Spilpersonernes dynamik var meget præget af to nye agenter kontra tre gamle, og det gav spændinger – både negative og positive. Collins og Carver forsøgte at føre mere almindelige liv efter at være kommet ret langt ud i slutningen af Portland – men havde dog stadig deres egne metoder. Silvestri blev stadigt mere familiemenneske. Hulme [Peter] virkede som en lidt passiv men grundig agent med en stor hemmelighed der desværre ikke kom i spil. Carlyle [Palle] var uansvarlig og rar og mente man kunne snakke sig ud af det meste – han skulle nok tage ved lære efterhånden.
Ny gruppedynamik
NB: Nu trækker jeg et par problematikker frem, fordi det er interessant, men i praksis havde det ikke den negative vægt det får ved at komme i fokus her.
Det var ikke helt let at få det til at køre med nye spillere. Vi gamle havde en tung ballast og nogle forventninger til hvordan tingene skulle være, og vi fik vores vilje fordi det var „vores“ kampagne, og vi var flest. Det var fint for så vidt at vi kunne videreføre noget af det gode forarbejde fra første sæson. Men det betød også at det var svært, for ikke at sige umuligt, at komme med nye input (det lå jo også i karaktererne at de nye var underordnede). Det virkede nu ikke så diktatorisk som det måske lyder her, for indholdsmæssigt var det overordnet stadig den samme fede kampagne.
Men der var nogle problemer: Palles karakter, Carlyle, lå i naturlig forlængelse af Sleator, og hans tyggegummignaskende efterforskningsstil stod i kontrast til de gamle agenters kynisme, men var stadig inden for rammen. Peters karakter, Hulme, var sværere at integrere: Han havde været forsøgskanin [for staten] og var endt med hukommelsestab. Problemet var at vi ikke havde en metode til at bringe folks baggrund i spil, medmindre spiller eller spilleder gjorde noget for det. Så mystikken omkring Hulmes baggrund blev aldrig aktiveret og kom i stedet til at ulme som en mistanke mod hans motiver. Og nu var vi jo Action Against Conspiracies, så Hulmes metodiske stil var også lidt svær at få glæde af. Egentlig var der ikke noget i vejen med karakteren tematisk set. Men i praksis var der en konsensus omkring spilstil som gjorde Hulme uegnet til tjeneste. Derfor kom hverken Peter eller Hulme ordentligt med i spillet. Og det var synd, for Peters sag som spilleder var rigtig vellykket.
Omvendt havde vi lidt problemer med Palle i den rolle [som spilleder], for han syntes tingene skulle være svære til et punkt der frustrerede. Faktisk var han sjældent selv klar over løsningen, så det føltes lidt som fægtning i blinde. Og vi andre tog ting for pålydende som Palle bare havde introduceret fordi det kunne være fedt – det skabte også lidt friktion, fordi vores sager ellers var ret grundigt komponerede. Guldeksemplet var da Carlyle ringede fra New Orleans og sagde han var i problemer. Vi tog det skide alvorligt, og efter at have søgt efter ham i dagevis dukkede han op af sig selv: Han havde ligget i et hønseskur hvor han var endt efter en gang dårlig gumbo – det skulle bare have været en krog for at få os til byen, men det blev vores primære motivation, hvilket bare gjorde selve sagen til en distraktion.
Løsninger
Peter er selv i sin blog, Hele Molevitten, inde på at et system kunne have hjulpet ham og Hulme ind i kampagnen. Redskaber til at fastholde tema, som vi kender det fra D&D (XP), Cthulhu (Sanity), Fusion (Skæbne) etc. Simple redskaber til trække bestemte elementer frem. Men i de nævnte tilfælde har de kun en indirekte indvirkning. De Nye Spil (Forge-skolen) er meget mere aggressive omkring effekten af temarelaterede redskaber. Det kunne vi godt have brugt. Ellers var en nærliggende in-game løsning, som tingene nu var, at Carver eller Collins havde skudt Hulme af bare mistillid – det havde også været en stærk og logisk udgang på problemet.
Mere grundlæggende, og det gjaldt både ift. Peter og Palle, så kunne vi sikkert have løst en del ved at have en mere grundlæggende snak om hvad vi ville have ud af kampagnen. Både så den gamle garde kunne forklare deres forventninger, men også en lejlighed til at introducere nye elementer i den eksisterende konsensus. I det hele taget få de skjulte regler frem i lyset. Forarbejdet med at bestemme locations, kollegaer, en mulig rød tråd m.m. kunne godt have været en mere fælles proces.
En positiv afslutning
Nu har jeg trukket de problemer frem der opstod ved at gå tilbage til en klassiker med høje forventninger i bagagen og nye spillere, men faktisk betragter jeg også anden sæson som en stor succes. Det var let at gå ind i rammen – den var tilpas klichépræget, og den simple form vi havde etableret, var let at forstå. Og Palle og Peter gjorde det under vanskelige omstændigheder godt. Sagerne var gode, og der opstod en klarere rød tråd, noget jeg havde savnet i første omgang. Og så fik vi rundet af i rette tid og med et ordentlig brag.
[oprindeligt postet 3. juli 2005]
Pjaltekongen 