Sølvgade, den 30. september 2018
Opsummering: Efter et voldeligt opgør med den korrupte mester for lægelavet, Wolf Sauer, kommer karaktererne over midnat forbi Sigmarkirken hvor der er uventet aktivitet. På tribunen står byvagtskommandant Steinar med to af de tre heksejægere, Gerhard Feuerstern og Franke Rüdiger. For foden af tribunen står Grauenburg-kabalen: mester Toffler, Lothar Hinterseer og dr. Albrecht. På og omkring tribunen står seks tileanske lejesoldater. Baron Wilhlem og en ung kvinde er ved at blive ført frem mod nogle bål. Nogle få byboere er tilskuere. Kirken er oplyst af store ildfade båret af statuerne udenfor. Ved vejen står byvagtskaptajn Walther Schnebig med tre af sine mænd og kigger på. Tre vægtere kommer også spadserende.
(Da to spillere manglede, og vi stod over for en potentielt livsfarlig kamp, fik de tre tilbageværende en pulje på fem fælles Fortune-point og +10% på de fleste tests – ingen af disse kom dog til at gøre den helt store forskel).
Sigmars vilje?
Feuerstern fører ordet og læser dommen over baronen op: Han har gjort sig skyldig i forskellige forhold, herunder tilbedelse af Kaosguden Slaneesh. Den unge kvinde, Linda Schniebelseer, har deltaget i disse uhellige orgier. Baronen protesterer at der blot var tale om et maskebal. Men dommen ser ud til at ville blive eksekveret.
Adelskvinden Dicte opsøger de tre medsammensvorne fra Grauenburg der ikke kender hende. De virker faktisk skyldbetyngede og stikker hurtigt af. Imens opsøger Berthold og Konrad Schnebig der forklarer at det i høj grad var ham der skaffede de to eventyrere ud af fængslet, hvorimod Steinar stadig bærer nag og er forblændet af fanatisme. Han fortæller også at imperator Matthias Hochenfaust er på vej til byen, og Steinars mål er muligvis er at give præsterne magten i byen (nu hvor både byråd og baron er ude af spillet). Dicte slutter sig til den lille gruppe. Baronen og Linda bliver overgivet til tempeltjenere der begynder at binde dem til stolper. Det bliver for meget for kaptajn Schnebig der træder frem og byder Steinar holde inde, for det her er ikke en ærlig retsproces. Til alles, også sin egen, overraskelse bakker Konrad op og anklager kommandanten for at have ladet en Kaoskult blomstre i byen.
Imens lister Berthold ud i skyggerne for at komme rundt bagom. Uheldigvis løber han ind i sin ærkefjende, Thorvald Grünstein (bageren der fandt en ny karriere i militsen) og en anden irriterende lokal gut. Berthold holder igen med det første slag, men da han ser hvem det er, slår han igennem og rammer i et par forsøg Thorvald så hårdt at han kan trække sig ud af kampen, og de to slyngler følger ikke umiddelbart efter.
Dicte og Konrad forsøger at nå frem til henholdsvis baronen og kvinden, men lejesoldaterne stiller sig i vejen. En ubevæbnet Konrad forsøger at tale til deres anstændighed på tileansk, og tre af dem tøver faktisk. Men først da Schnebig og to hans mænd går ind i konflikten, opstår der en åbning til at nå frem til bålene der nu er blevet antændt, men stadig kun det yderste véd. Dicte – der var den første til at trække sit sværd og endda overvejede om det hele kunne klares ved en duel – må stikke en lejesoldat ned. I de næste lange sekunder hugger og skærer de to forgæves i rebene.
Berthold bliver i mellemtiden bremset af Steinar der er hoppet ned fra tribunen. Kampen virker jævnbyrdig – i hvert fald lykkes det ikke nogen af parterne at få et klart overtag selvom Berthold dog bliver såret. Oppe på scenen sidder heksejægeren Franke – som vi ved har en overnaturlig evne til at læse sind – fordybet i tanker, hvorimod en ophidset Feuerstern har forberedt magi. Imidlertid lykkes det ham kun at påkalde sig Sigmars vrede, og han må dukke nakken og angre. Held eller et tegn fra guderne?
Kampen mellem byvagterne og lejesoldaterne er ved at tippe til sydlændingenes fordel, og kaptajn Schnebig råber, Få baronen væk! inden han bliver overmandet. Steinar bryder væk fra Berthold, sandsynligvis for at gøre det helt af med sin trodsige officer. Det gør ondt, men eventyrerne adlyder kaptajnens sidste ordre og trækker sig væk med de to dømte, og ingen følger umiddelbart efter, for byvagterne kæmper stadig og til det sidste.
(Alle parter rullede helt usædvanligt dårligt. Kampen mellem byvagterne og lejesoldaterne blev en masse slag i luften (hvilket blev oversat til lidt rodede skærmydsler); det samme med duellen mellem Berthold og Steinar (det tolkede vi som en episk kamp om at få overtaget); rebene ville simpelthen ikke komme op; og Feuerstern botchede sin ildkugle). Undtagelsen var Konrads 01-rul for at overtale tileanerne til at trække sig. Selv Fortune-omrul kiksede, og de +10% kom kun i spil et par gange. Ovenpå kampen mod Wolf Sauer der også forløb med en stor grad af tilfældighed, har heltene nok en lidt skæv fornemmelse af egne og ikke mindst deres fjenders evner).
Fra Bögenhafen til Havelfurt
Intet sted i byen føles for alvor sikkert (kloakken er med i overvejelserne), og Konrad, Berthold og Dicte bliver enige om at søge ud af Bögenhafen med det samme, også selvom det indebærer at efterlade heste og en del udstyr. Baronen insisterer på sin egen fortsatte adelige magt, og det lykkes ham da også at sætte sig igennem i barakkerne hvor han taler sig til en bereden eskorte, ekstra heste og garnisonens pengebeholdning på 200 rigsmark (hvilket også svækker byens muligheder for at eftersætte flygtningene). Derefter rider han med Linda mod Altdorf for at søge en mere retfærdig behandling.
Berthold, Dicte og Konrad møder lidt uden for byen en handelskaravane der har slået lejr for natten, og de snakker med dværgen Augnar og elveren Trandor. Trandor heler Dicte, og Konrad yder også førstehjælp. Augnar forklarer at købmændene i Bögenhafen havde en god forretning kørende med at fortolde varer som de handlende ikke afhændede i byen, men i stedet solgte på dyrere markeder som fx Altdorf hvor de så kunne slippe for den højere told. Bögenhafen stak fortjenesten i lommen, og de handlende sparede en del afgifter. Dværgen sælger de tre eventyrere nye og bedre våben (for de 200 mark de fik af baronen). Elverkvinden fortæller lidt om de fortryllede Hägerhøje, om gamle stammer og ånderne af de døde. Hun husker at have mødt en flok søstre der var sultne efter magisk lærdom, men det er muligvis længe siden. Berthold dikterer et brev til Konrad som de sender tilbage til Freiburger-kroen i håbet om at nogen vil tage sig af deres heste og ejendele.
Dicte stiller det gode spørgsmål: Hvorfor gør vi det her? Ingen springer rigtigt ud som ubetinget heltemateriale, men alle er dog investeret i at finde svar og måske håbet om en dag at bringe orden tilbage til Bögenhafen. Det er også en anledning til at opsummere planen om at søge svar på Teugens korruption i Nuln og måske finde nogle af Wolf Sauers medsammensvorne undervejs.
De fortsætter gennem marklandet mod landsbyen Havelfurt, en af de sidste byer inden Hägerkrypterne. Her provianterer de tasker, mad og tøj. De snakker også med en tidligere jæger, gamle Theobald, der viser sig også at have været gravrøver. Han fortæller at de udøde stadig hjemsøger ham, og advarer mod hvide ulve der gør jægeren til den jagede – en blanding af egne erfaringer og ammestuehistorier. Konrad føler sig bekræftet i at Morr har kaldet ham som sin tjener, og gravhøjene er en anledning til at bevise sit værd.
Og så er de mere eller mindre klar til at rejse ind i de hjemsøgte bakker – med kurs mod Nuln på den anden side – og tage hul på en ny del af eventyret.
(+150 xp; på dette tidspunkt er der uddelt i alt 1.350 xp i kampagnen)
(NB: Den sidste del, efter Dictes spørgsmål, besluttede Lars gangen efter at sløjfe for at gøre mere ud af rejsen. Så møder vi bare gamle Theobald – eller en tilsvarende person – senere).
Pjaltekongen 