[Skyggen af den indre fjende – Warhammer 2nd. ed.-kampagne]
Sølvgade, den 18. november 2018
Vi lagde ud i downtime for hurtigt at få etableret en ny setting og gå i gang med efterforskning af et nyt mysterie. Det er i praksis tit sådan man griber et oneshot-(investigation-) scenarie an, mens man i en kampagne ofte falder i at spille alting – men det virkede godt og er noget jeg vil skrive mig bag øret. Vi fik hver i sær tilbudt en enkelt scene som vi kun spillede løst og med begrænset handlemulighed – formålet var mest at sparke det i gang.
Jettenberg, et hurtigt førstehåndsindtryk
Vi ankommer til Jettenberg efter at have undsluppet griffen ved tårnruinen samme morgen (den 30. Nachgeheim). Det er en større, gammel landsby langs floden, på kanten til Hägercrybs, med en nyere Sigmar-kirke (ca. 50 år gammel). Vi hører om eller møder forskellige vigtige borgere i byen:
Druiden Elezar fortæller at to selverklærede monsterjægere kom til byen for at løse dens problem med ligrøvere, og der var samtidig rygter om et uhyre i ruinen. Jægerne var tilsyneladende overbevist om at der var tale om en art ghoul. Vi hører også om Angelika, mosekvinden (der finder moseeg), Albinus, bestyrer for savværket, og en af de såkaldte stifindere (gravrøvere), Jannick Jäger. Vi splitter op og får forskellig info:
Konrad går tilbage til tårnruinen sammen med Horst Bruckner, Sigmarpræsten, og hans akolyt, Klaus. Med er også Hanna Traumwoller (urtekvinde/jordemoder) der er mor til Otto, en knøs fra byen der tog med de to monsterjægere og mistede livet sammen med dem. Otto var lidt en døgenigt, men fandt et formål da hans bedstefars lig var et af de i alt fire der blev gravet (?) op. De begraver de to af ligene ved tårnet og bringer Otto (der er kun hans ben tilbage) hjem til byen. Hanna betror Konrad at hun vil gravstede ham i nat. Hun giver sin velsignelse til at eventyrerne må søge de svar om de forsvundne lig som Otto ikke fandt.
Berthold og Dicte kigger forbi kirkegården og beslutter sig for at bryde ind i præstens hus da han er væk. Under gulvbrædderne finder de et lille skrin med fire mystiske „mønter“ med slangemønster på. Berthold tager den ene og glemmer sin kniv i huset. (Senere melder tanken sig: fire mønter, fire grave …)
(Vores egen) Hanna har i mellemtiden handlet lidt hos en købmand, men indset at det vil være billigst at handle stykvis hos de lokale.
(Derefter gik vi over til det egentlige spil).
Første dags undersøgelser
Fælles vegetarisk frokost på „kroen“ som egentlig er byens forsamlingshus. Gruppen undersøger tegn på mønten: en slange der snor sig og bider sig selv i halen. Samme billede er skåret i træværket i hele bygningen (og lignende tegn i hele landsbyen). Kroværten fortæller at det er for Den Gamle Tro og viser liv og død som en cyklus.
Dicte besøger præsten, Horst Bruckner, og spørger til Den Gamle Tro. Horst siger at den ikke er i konflikt med Sigmar, for det er mere en livsfilosofi der ærer naturen, end en religion. Byens druide sikrer skovens gavmildhed – til gengæld jager de ikke dyr. Selv er han her som vikar – kom for 2 år siden hvor hans forgænger forsvandt ud i skoven i nedtrykt sindstilstand. De snakker også om at vi måske kan hjælpe ham hvis der er noget. Dicte fornemmer at præsten lyver om eller fortier et eller andet, og han virker slesk.
Berthold kigger rundt på kirkegården. Han ser endnu en mønt i en tom grav og rammes af en brændende fornemmelse da han samler den op. Forsvinder ind i en drøm/vision hvor han i en evighed bevæger sig gennem en skov uden at komme nogen steder; fyldt med håbløshed. Dicte kommer ud og finder ham, bevidstløs og med en rygende mønt. Den er sort/grøn/stærkt irret. De skubber den onde mønt over på en anden grav.
Sammen går de hen til Elezar, byens druide. Han har et orangeri der er åbent ligesom en park, og han er netop i snak med en gartner om manglende gødning fordi byen ikke holder husdyr. Virker lidt hoven. Han fortæller: Nogle tror de døde selv er stået op. Det var et tilfælde at monsterjægerne kom til byen. Ingen lokale forstår hvad der sker eller hvorfor – de ved intet om nekromati – og han er villig til at belønne svar. De fire forsvundne døde er alle gået bort inden for tre år, og er forsvundet de seneste tre dage, først en, så endnu en, og i går nat to, hvor også en jæger så et lig gå ind i skoven. Elezar forklarer også at Berthold i sit syn har været i „Natskoven“ – de hvileløse dødes skæbne (han delte med andre ord bevidsthed med et af de „vågnede“ lig). Dicte viser den tilsvarende (pæne) mønt fra præstens hus. Det er en type der findes i Hägercrybs, men det er fra en ældre kultur end Den Gamle Tro. Det hænger sammen med de vilde ting der findes mosen – guldskatte og gamle lig.
Berhold svinger forbi kirkegården, men da han ser nogle klude der lugter af lig, dropper han det, stadig lidt rystet over møntdrømmen.
Messen i natten
Om natten går Konrad med Hanna Traumwoller ud for at begrave resterne af hans søn, Otto, i skoven. Det viser sig at involvere „hedenske“ riter der indebærer at afklæde sig og male hinanden med blå farve. Hanna stoler ikke på de lokale druider (flertal). Den gamle druide, Faustus, forsvandt for to år siden siden (sammen med den daværende Sigmarpræst). Formålet med bisættelsen er at sikre Ottos evige hvile, en pligt landsbyens gejstelige tydeligvis ikke formår – et formål Konrad har det fint med selvom skikkene er fremmede. Der indgår ingen mønter. Da de er ved at være færdige, hører de en skummel messen fra skoven og føler sig beluret. Hanna virker vild og på spring til at spæne ud i skoven, men de skynder sig tilbage til byen.
I mellemtiden våger Berthold og Dicte på kirkegården. De får snakket lidt i det skumle mørke. På et tidspunkt ser Berthold en selvlysende tåge – Dicte opdager den, men kan ikke se noget særligt ved den. Så lyder der messen og en summende/susende lyd (som de primitive vindinstrumenter man svinger gennem luften). Der kommer lys fra mønten i Dictes pung, og da hun tager den frem, får hun et stød som en trykbølge gennem kroppen, og hun kaster den væk i mørket. Lidt efter kommer Konrad til, og de våger sammen i yderligere et par timer uden at der sker mere. De overnatter i fælleshuset.
Backertag, 31. Nachgeheim
Anden dags undersøgelser
Berthold, Dicte og Konrad tager en kort travetur gennem skoven og ud i mosen. Det er et skummelt sted med store røde frøer og spind og døde træer. Der er ingen hjemme hos mosekonen Angelika. Mens de kigger lidt rundt i hendes hus, hører de råb om hjælp og ror ud i mosen: En åleslank kvinde med langt sort hår og tatoveringer kæmper for at holde store, røde igler væk fra en pram med en kran på, mens en mand plasker i vandet med en igle siddende i ryggen. Det fører til dagens „actionsekvens“ da de tilrejsende forsøger at undsætte de lokale med blandet held. Dicte dræber to af iglerne, men det lykkes også Angelika og Konrad at ryge i vandet inden manden, Adsel, kommer op. Til sidst får de sig alle trukket i land på en lille ø.
Tilbage ved Angelikas hus sender hun Adsel hjem da Konrad har tilset hans sår. Hun fortæller at hun faktisk kun er interesseret i moseeg, men jo, hun finder sommetider ting i mosen fra hine tider, det meste ubrugeligt. Men hun fandt bl.a. en kæmpe bunke bøjede sværd, og når der er ting af ædelmetaller, sælger hun dem til stifinderne. Hun har beholdt enkelte, specielle ting. Af dem forærer hun os det eneste magiske: tre koncentriske ringe der svæver uden at røre hinanden. Hun har også flere plader med symboler og ridsninger hvoraf vi får en enkelt. Hun har oplevet problemer med naturen som fx iglerne, og det begyndte for et år siden. Det er vist også Angelika der siger at den nuværende druide ikke rigtigt efterlever traditionerne. Berthold får en teori om at der måske er en årlig cyklus – præster forsvandt for to år siden, for et år siden blev naturen værre, og nu sker der noget med ligene.
Efter besøget i mosen, går vi forbi stifinderen Jannick Jäger der bor i landsbyen. En rund, mild og skægget mand. Han i færd med at lave en hønsepostej – lidt specielt i den stort set vegetariske by. Jannick beskriver skoven som „et sammenhængende væsen“, og der har været noget galt i et par år. Det han laver, er gravrøveri (selv forstyrrer han ikke selve graven, men tager kun de efterladte gaver, så Konrad kan leve med hans forbrydelser). Han er stoppet nu, for der er noget galt – noget reagerer. Han har hørt klagen og bankelyde fra gravhøje. Han har solgt sine sidste skatte til Elezar. Han fortæller også at Elezar har taget to druidelærlinge hvoraf Albinus er den ene. Tidligere donerede de skattene til Sigmarkirken for en lille belønning.
Sidste stop er savværket hvor mester Albinus holder til. Dicte fornemmer at han ikke bryder sig om besøget, og han stikker os en sludder for en sladder. Han fortæller dog også at de fælder træ af høj kvalitet til møbler efter særlige ritualer, og de begrænser hugsten efter en aftale mellem skov og by. Gravfund solgte han videre til en gennemrejsende købmand fra Altdorf, men der har ikke været noget i et stykke tid.
(125 xp)
Pjaltekongen 