[Skyggen af den indre fjende – Warhammer 2nd. ed.-kampagne]
Sølvgade, 9. december 2018
Kort opsummering: Vi er i Jettenberg hvor de døde står op af graven. For et par år siden forsvandt byens gamle druide og dens Sigmar-præst, og deres afløsere har ikke opfyldt rollerne med samme iver. Byens tro er stærkt præget af en ældre kultur der har efterladt spor i form af udskæringer og offergaver i mosen, en mere oprindelig (og barskere) form af Den gamle tro.
Hannah var lidt i kulissen i sidste spil grundet spillerfravær, men hun har blandt andet brugt tiden på at finde ud af hvor den gamle druide, Faustus, boede, og stifinderen (gravøveren) Jannick har fortalt hvor den gravhøj ligger hvor der kom lyde fra.
Hytten ved offersøen
Det er over middag. Dicte, Berthold, Konrad og Hannah går gennem skoven til Faustus’ hytte der ligger mellem gamle træer ved en lille sø. Søen er stille og klar, men bunden sort og død. I et hult træ lidt fra hytten finder de en flettet kugle der indeholder et indtørret hjerte, formentlig et par år gammelt, og nogle af træerne har de slangelignende mønstre vi efterhånden kender. Huset er bygget organisk op om et gammelt træ der nu er dødt. Hytten ser ud til at være lukket af siden druidens død. Konrad finder blod på gulvet og på træstammen, med mulige spor af hug eller stik i træet. På det her tidspunkt dukker Adsel op, mosemanden vi reddede i sidste afsnit, og han vil bare sige tak.
Udenfor er der en plet hvor blomstervæksten er anderledes, og da vi graver i jorden, dukker der lidt som forventet et par borgerlige klædningsgenstande op, herunder en ring af træ forbundet med præstegerningen og en sko fremstillet i Bögenhafen. Det må antages at være den gamle Sigmar-præst, men hans lig er muligvis stået op af graven, i så fald for et par år (?) siden. Der bliver også trukket vod i søen, og der dukker enkelte rustne genstande op, men ingen skeletter – til gengæld er der noget der ligner knoglefodspor i mudderet ved bredden.
Adsel har hørt at Faustus vendte sig mod mørket. Det bliver diskuteret om han slog præsten ihjel. Noget skete der i hvert fald dengang de forsvandt. Den unge lærling vender hjem, og karaktererne drager videre.
Gravhøjen
Videre ud i Hägercrybs for at finde den gravhøj hvor Jannick hørte lyde fra. Vi går nogle timer og kommer forbi flere høje der tilsyneladende er blevet brudt ind i – mere voldsomt end Jannick påstod. Hannah formår at finde vej, og undervejs finder vi også en høj der kan fungere som et muligt sted at overnatte hvis det bliver nødvendigt.
Ved den imponerende store gravhøj lyder der umenneskelige stemmer og arbejdslarm, og det viser sig at være en snes goblins der arbejder med at udgrave et hul i højen. Hannah overvåger dem fra toppen af bakken der engang har været opdelt i trin, men nu er eroderet lidt. Hun hører også et uhyrligt skrig nedefra. De andre tre forsøger at gå udenom de gravende krapyl og finde deres lejr, men den er ikke inden for umiddelbar rækkevidde. Så ringer en klokke ved højen, og grønhuderne går mod deres lejr. Det bliver besluttet at det er bedre at spejde højen mens de er væk, end at følge efter dem, og gruppen går samlet ind.
En gang fører ind og stentrin nedad. Det hele er mesterligt udført i en organisk stil, og det ser ud til at goblinerne har fjernet de ophobede sten der i sin tid har tjent til at forsegle graven. Trappen fører ned til et forkammer med tre portaler. En er stadig plomberet, en er halvt åbnet, og en tredje er ryddet. Udskæringer fortæller muligvis om en kriger der har lidt en uretfærdighed, måske død i sengen, muligvis myrdet. Der er også en afbildning af en slange der fortærer mennesker.
Fordums fyrster
Den åbne gang er ikke betrådt, så goblinerne har formentlig udført arbejdet for andre. Berthold udløser en fælde, men spyddene er rustet væk. Gangen fører til et hul i gulvet der åbner ned til et cirkulært rum med tre træsarkofager, den ene med åbent låg. En lampe bliver sænket ned, og Hannah følger efter, men hun bliver øjeblikkeligt angrebet af en mumie med en gylden hovedring, bevæbnet med en sort bendolk – synet lammer hende og forskrækker også Konrad og Berthold, men ikke Dicte der straks hopper ned og går i kamp. Hun bemærker væsnets smukke røde, lysende øjne og skrig fra en anden verden.
De to mænd kommer til sig selv og følger efter. Berthold slutter sig til den første kamp mens Konrad forsøger at forhindre endnu en kiste i at åbne sig – forgæves, og endnu en mumie rejser sig, denne bevæbnet med et ceremonielt metalvåben. Dicte får nedlagt den første mumie og hugger snart også hovedet af den anden. Både Konrad og Hannah tager nogle hårde slag i kampen, men ikke noget der ikke kan lappes. Berthold snupper begge knive, beholder den sorte, og Konrad får den anden. De lægger de nu pacificerede lig tilbage i kisterne. Konrad beslutter sig for at de ikke skal åbne den tredje grav hvorfra der bliver krattet – han håber på at der kan findes en løsning der steder alle de rastløse døde til hvile på én gang.
Der er lidt diskussion om næste skridt, og Berthold og Hannah argumenterer for at det er nu hvis skal se mere af gravhøjen, inden goblinerne kommer tilbage og kan advare deres ukendte herre. Så eventyrerne kravler gennem den halvfærdige åbning og finder endnu et hul i gulvet – dette dækket af en lem. Da vi løfter den, ser vi at undersiden er beklædt med det samme lyse metal som dolken er gjort af … faktisk er hele gravkammeret metalbelagt, og der er kun en enkelt (lukket) sort stensarkofag dernede. Men en blålig ånd stiger op og benytter åbningen til at smutte ud og forbi karaktererne. Ingen er i tvivl om at det er noget skidt, og særligt Dicte bander over at vi absolut skulle rode mere. Vi springer ned og undersøger rummet: Metallet er nøje banket ud over trævægge, men der er ikke andet, og vi er ikke stærke nok til at få låget af sarkofagen.
Slukørede finder karaktererne tilbage til den gravhøj Hannah havde udset sig tidligere, og får lidt hvile.
Bezahltag, 32. Nachgeheim
De vandrende døde
Næste dag tilbringer vi tilbage ved gravhøjen for at observere de 22 goblins. De begynder arbejdet som forventet, men der opstår snart skænderier, og flere forlader byggepladsen indtil alle er gået. Hannah sporer dem, og de tre andre følger lige efter, på vej tilbage til det vi formoder er deres lejr. Men pludselig springer et kæmpe bæst forbi med en mand på ryggen – Berthold ser tydeligst at det er en hvid kæmpeulv og en skægget, gammel mand. Faustus? Og inden vi kan nå at gøre så meget, lyder der trampen fra samme retning som det overnaturlige syn kom blæsende: en hær (måske ikke så voldsomt som det lige lyder, men mange) af udøde er på vej mod gravhøjen … og Jettenberg?
Heltene skynder sig tilbage til byen og kigger forbi Angelika, mosekonen der kort får historien genfortalt. Hun bliver overrasket over teorien om mordet på præsten, for hun mente de to var venner. Hun afviser også Adsels ide om druidens ondskab – men han vendte ganske rigtigt tilbage til en mere brutal udgave af Den gamle tro der indebar ofringer.
Hvis de udøde er på vej til Jettenberg, vil det i deres slæbende tempo tage dem måske 15 timer.
(125 xp)
Pjaltekongen 