[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: inspiration udefra]
Uden at det skal udvikle sig til en større kunstkritik, for det kan karakteren trods alt næppe bære, så eksisterer Emmanuelle jo ikke i et vakuum. Der er både noget der er kommet før, og andre medier er kommet i spil siden. Her er “lidt” inspiration fra andre steder end Warhammer.
Gennem nøglehullet
Jeg gætter, men mon ikke de oprindelige forfattere af Warhammer-universet har været inspireret til komtessens navn (og ry) af filmserien Emmanuelle (baseret på en roman af Marayat Rollet-Adriane), en række erotiske eskapader der havde deres storhedstid i 70’erne, med Sylvia Kristel i hovedrollen. Jeg kan ikke påstå at have set dem, men navnet står stærkt i popkulturen med sine associationer til erotik og blød porno (der samtidig pressede grænserne for en X-rating) – sådan lidt datidens Fifty Shades of Grey, men nok lidt mere frisindet. Det er en meget indirekte kobling, men navnet har stadig en reel effekt – helt konkret var der en rollespilsforfatter der snublede over at jeg overvejede et scenarie kaldet Emmanuelle (selvfølgelig om/med hende) fordi tankerne straks gik i en helt bestemt retning.
Det er ikke fordi jeg tror at forfatterne var særligt bevidste om det – det er bare et let greb til hurtigt at bygge noget verden. Meget af det der senere klæbede sig til karakteren, fulgte måske af navnet, men som jeg har citeret er hun allerede fra starten beskrevet som ombejlet og extravagant. Fordi Warhammer-Emmanuelle ikke (før for nylig) er grundigt beskrevet, har de konstante små hentydninger til hendes mulige promiskuøse adfærd fået lov at fylde i billedet. Det bliver uanset intentionen forstærket når man kobler det sammen med navnet, for hjernen vil lede efter sammenhænge.
Det er også en fodnote værd at sex i Warhammer hurtigt bliver forbundet med Kaos-magten Slaneesh, og ikke kun det perverterede, men allerede i det vulgære og i vores verden ellers uskyldige kinks kan det let få en farlig tone. Det er alvorlige anklager, så de fleste går nok stille med dørene, men det er ikke overraskende at Skavenslayer både får nævnt rygterne om Emmanuelles … appetit og en Slaneesh-kult i Nuln. Dekadence er ikke kun en last, det er en dødssynd.
Dronning Margot
Og apropos kvinder der står ved deres lyst … Jeg er ikke så godt inde i Alexandre Dumas som jeg sikkert burde være, men var vild med Patrice Chéreaus filmatisering af La reine Margot fra 1994 der vrimlede med fransk films degang største stjerner – bl.a. Isabelle Adjani, Daniel Auteuil og Jean-Hugues Anglade. Jeg koblede straks den franske dronning med Emmanuelle. Okay, én ting er min fantasi, men lige nu lytter jeg til romanen, og jeg kan ikke slippe tanken om at jeg måske ikke greb det helt ud af det blå. Skrivende rollespilsnørder har helt sikkert været velbevandret i Dumas, og hofintrigerne omkring en politisk, men absolut også sensuel kvindelig regent og hendes vigtighed som bærer af arvefølgen – blandt et hav af krigeriske mænd – er helt sikkert spot-on ift. Emmanuelle, inkl. social etikette og et minutiøst fokus på kjoler og smykker. Og en koket lille maske der gør hende fuldstændig ugenkendelig.
Selv hvis ikke de første Warhammer-forfattere tænkte på Margot, så virker det oplagt som om det henad vejen blev formularen for at inddrage komtessen i ethvert plot. (Det skader ikke at settingen omkring den blodige Bartolomæusnat i Paris i 1572 også rent visuelt kunne gå som en fremstilling af Warhammer-universet (udskift huguenotter og katolikker med asketiske ulrikanere og kejsertro sigmaritter), men det er nok mest relevant ift. filmen.) Der er i øvrigt også “magi” med idet florentineren René tager varsler der faktisk holder vand (Dooming, anyone?), og der er et rygte om at dronningen gemmer sine elskeres hjerte på glas hvilket også ville passe naturligt til en fantasy-Margot. (“Nogen” derude burde måske faktisk bare lave et Donning Margot-scenarie.)
The female gaze
Jeg bevæger mig helt væk fra mulig inspiration og over til min helt egen forståelse. Jeg overvejede film som Elizabeth, 1998 og The Other Boleyn Girl, 2008 (der igen ift. periode passer ret godt ind), men det er primært kærlighedshistorier, og den fortælling er bare ikke rigtigt en del af Emmanuelle (endnu). Desuden er det sjovt nok film instrueret af mænd om en kvinde, i modsætning til de to jeg har valgt:
Først Sofia Coppolas Marie Antoinette fra 2006, med Kirsten Dunst. Her er både kærligheden og intrigerne skubbet i baggrunden (men det er der) til fordel for at vise den unge dronning uden fordømmelse, med både sult på livet og stor sårbarhed. Jeg kan ikke sige at der direkte er noget jeg lægger ned over Emmanuelle andet end at tænke over at vi mangler fremstillinger af magtkvinder der ikke kun sætter dem i rollen som forfører/intrigant/træsk kvindelist etc., men som menneske først. Og maskeballer, altid.
En anden kandidat er Sally Potters Orlando fra 1992, med Tilda Swinton (gratis på Filmstriben, desværre i en ret fuzzy kvalitet). Det er også lidt en kærlighedshistorie, men den har vigtigere pointer omkring køn og forventningen om, særligt som kvinde, at skulle holde sig evigt ung – det er prisen for at Orlando kan få alt af den aldrende dronning Elizabeth: aldrig at visne … og i øvrigt skabe mening i sit liv ved at føde en søn. Den er desuden opdelt i en række afsnit der omhandler relevante emner som posei, politik og sex. Filmen åbner med ordene, “Der hersker ingen tvivl om, af hvilket køn han er, trods de feminine træk, som tidens unge mænd stræber efter”, hvilket også bringer mindelser om Leos (og apropos hen, tjek lige Swinton i mandekostume i år 1600 her til højre).
Filthy Shades of Grey
Og så har jeg medtaget et maleri jeg har været optaget af siden jeg faldt over det, og det har altid været en del af mit Warhammer: The Execution of Lady Jane Grey af Paul Delaroche, 1833. Jane blev udråbt til dronning af England i 1553, afsat efter ni dage og henrettet året efter. Det udstråler magt og femininitet, og det er super dramatisk. Og igen, Warhammer-periodisk “korrekt”. I Den gamle verden kan den kvinde kun være én. Og heller ikke en usandsynlig skæbne hvis man forestillede sig Emmanuelle udråbe sig selv til kejserinde fx i forbindelse med Tumulten.
En anden Elizabeth … og en helt tredje
Først, Elizabeth Báthory (1560-1614) der enten var en blodtørstig massemorder eller offer for politisk motiveret falske anklager og en heksejagt. Emmanuelle er ikke nogen steder fremstillet som blodtørstig, men ift. evig ungdom er det jo en klassiker at bade i blod, og sjovt nok er hendes “runefang”-sværd kaldet “Blood-Biter”, så der kunne meget vel gå nogle grumme rygter om hvordan hun mon bruger det. Báthory er i øvrigt ikke fremmed for Warhammer-universet, for Jack Yeovil har givetvis brugt hende som inspiration til en af sine vampyrer i serien om Genevieve, nemlig tsarina Kattarin den Blodige om hvem det netop blev sagt at hun blev vampyr for at holde sig evigt ung.
Og så fik jeg lige hvisket en kandidat i ørene jeg ikke selv havde overvejet, nemlig Elisabeth “Sissi” af Østrig-Ungarn der i 1800-tallet var berømt for sin store skønhed – i en sådan grad at andre vurderede hende på om hun levede op til sit ry eller ej, og det blev også en væsentlig del af hendes egen selvforståelse. Andre sjove detaljer er at hun grundet sin skønhed overhalede sin storesøster indenom som kejserens viv (powermove!), at hun senere i ægteskabet blev offer for ondsindet sladder, og at hun blev dræbt i et attentat. Good stuff. Derudover var hendes hår åbenbart en særlig fantastisk feature ved hende – helt parallelt til Emmanuelle der jo åbenbart er i stand til at skifte hårfarve som ved et trylleslag. Og ligesom Margot var hun i øvrigt belæst i sprog.
Ellers er det mest sigende ved at inkludere hende her måske det at der ikke er så mange paralleller til historiske kvindelige ledere – der både kan være hjemme i et magisk Disneyprinsesseslot og blandt Warhammer-universets mørkeste kaosintriger.
“Ingen maske? Ingen maske!”
Maskeballet er så tilbagevendende en begivenhed når nogen skal beskrive Emmanuelle, så det er kun passende – særligt på en blog ved navn Pjaltekongen! – at slutte af med et andet fiktivt statsoverhoved (måske, sort of?), nemlig Cassilda fra Kongen i gult. Men Chambers nævner hende så lidt at det er umuligt rigtigt at forbinde de to kvinder som andet end en flygtig fornemmelse. Det er vel egentlig meget passende.
†
Næst: En form for konklusion? Gætværk? Lige nu skal jeg vist lige tænke over hvad jeg egentlig er kommet frem til …
Pjaltekongen 