[◄◄] Averheim Averessen (Imperiet)

Af Johannes Busted Vestergaard
Fra antologien Imperiet, 2009 (eget %-system)

På eventyr i Averland

Averheim er en gammel og vigtig provinshovedstad. Men langvarige magtkampe betyder at her ikke er noget formelt hof. Så når en mesterkok som Rofus Rotzen slår sin biks op der, er det for at være den ubetinget største fisk i et lille vand. Og det potentiale skal han – og hans lille flok af umage hjælpere – levere på i aften hvor gæsten er adelsfamilien von Grieg. Det er stjerneregn eller dø.

Turplan

Efter at have set en retssag brugt som naturligt narrativt skelet, er det denne gang tilberedelsen af fire fine retter i kombination med et eskalerende køkkenkaos (herunder decideret Kaos). Hver scene har en fastsat længde, fx 10 min., og ledsages af en håndfuld mulige konflikter som spil-leder kan introducere efter behov. Målet er at søsætte flere udfordringer end køkkenet kan håndtere (“nøgleordet er stress”), men stadig nå igennem alle retter for at belyse hvor langt karaktererne vil gå for perfektionen.

En af spillerne er selveste Rofus, men i scenariet er ansvaret for kokkeriet ligeligt fordelt. Hver karakter har tre-fire procentbaserede evner som de kan bruge til at løse de mange problemer i køkkenet. De er formuleret subjektivt som fx “Bedømme situationen og gribe chancen på det helt rigtige tidspunkt: 4 %” og “Jamen, den klarer jeg. Man er vel Bretonnianer: 63 %”, en stil der udover visse Warhammer-scenarier også er blevet brugt i Call of Cthulhu. Det er et meget enkelt og malende virkemiddel. Der er en enkelt henvisning til at score point for at klare et tjek på første side, men det skulle vist bare have været redigeret ud. Man spiller scenen frit, men det er et enkelt rul der afgør udfaldet. Man mister evnen hvis rullet fejler, og er ude af scenariet hvis man løber tør. Det skal også med at man efter hver af de tre først retter kan vinde en “skat”, en lille mekanisk fordel kan man tage med sig videre.

Rejseindtryk

Dette er det tredje af Imperiets scenarier (efter Smørfalskneren og i nogen grad Jagten) der arbejder med at piske en hektisk stemning op – noget der kan være meget effektivt når spiltiden samtidig er begrænset.

Køkkeneskapaderne eskalerer helt efter bogen for hver ret, rotterne bliver større og større indtil de har skaven-størrelse, Kaos træder mere og mere tydeligt frem, poesien stadigt mere bretonnisk, og der er små prik til karakterernes skavanker der skal tjene til at provokere dem individuelt. Dertil skal lægges de interne konflikter karaktererne imellem. Masser at trække på.

Selve tilberedningen af retterne – der ellers er fint beskrevet – er sekundær. Der er en mere eller mindre slagtet fedekalv der skaber en rød tråd, men måske kunne man have brugt det lidt mere direkte til at foreslå handling, fx at der er en fond der skal holdes i kog hele vejen indtil den skal bruges i hovedretten (“Hvem har saucen?!”), en særligt krævende tilsmagning på hovedretten hvor alle smager noget forskelligt, eller en kunstfærdig flourish på deserten der reelt kun kan lade sig gøre ved magi. Men det er også nemt at sidde her og sige efter to sæsoner af The Bear!

Guidens anbefaling

Hell’s Kitchen på gummegodt.

†

NB: Scenariet er også fejlagtigt kendt som Averheim Abendessen.

I Mootland skal vi overvære En sommernats fortælling.