Foromtale
Nu var det en hed juli, og sommerferiens afslutning og det 9. skoleår nærmede sig alt for hastigt. Der var sol, sommerfugle og gul varme i luften. Lunden havde været uudholdelig, havde det ikke været for det svalende vand i Kilden. Alligevel var det kun Christopher, der havde klædt sig næsten helt af, for at „mærke græsset ånde“. Denne sommer var der kommet noget ind i deres venskab – en blufærdig selvbevidsthed; og Wendy var ikke længere en lille pige.
Jonathan havde selv beskrevet det, som om jorden omkring Welshbury Brook var levende. Det var lidt, som om de væltede obelisker, der afgrænsede lunden, også var grænsen til et separat stykke natur, hvor tiden ikke var som i Verden udenfor.
Og lundens hjerte var Kilden. Selv når Jonathan nynnede som nu, kunne man høre vandet – det lød som solens spejlreflekser i den altid krusede overflade. Det var det sikreste holdepunkt, de seks venner havde i deres liv. Når de havde brug for at slippe ud af Welshburys stramme rammer og befri sig for de snærende traditioner, var det her, de kunne finde ro.
Men forandringerne og uroen i dem selv var bragt med dem til deres private helligsted – bækken, der flød fra Kilden, slæbte usunde, rådnende gevækster med sig. Uskylden var væk.
Deklaration
- Setting: nutidens (dvs. min opfattelse af halvfemsernes) Wales
- System: Werewolf – the Apocalypse
- Genre: coming-of-age drama & action
- Form: klassisk (action) med forholdsvis meget vægt på rollespil
- Karakterer: seks (til nøds færre), teenagere, varulve in spe + spil-leder
- Samarbejde: Mikkel Juul Jensen (illustrationer)
- Premiere: Fastaval 94
Note, 2004
Jeg skrev udelukkende Welshbury, fordi Mark Rein•Hagen skulle være æresgæst på Fastaval. Men faktisk ser jeg det selv som noget af det mest helstøbte, jeg har lavet. Troels Chr. Jakobsen var rigtig god til at stille „men hvad /handler/ det om?“-spørgsmålet så tilpas mange gange, at jeg måtte tage stilling til det. Det var i El-Museet, et bofællesskab på Vestergade i Århus, som jeg delte med Mette Finderup, Lars Andresen og altså Troels, og arbejdsværelset summede af scenarieaktivitet. Det var et vanvittigt år, for jeg skrev samtidigt på Laaste Døre – ak, hvor var man ung og rørig. Mikkel lavede tegninger, og jeg føjede lidt ekstra til og lavede layout.
Scenariet var en pæn succes på Fastaval 93 – den sædvanlige håndfuld hold, og pæn, om ikke ekstatisk, feedback. Til gengæld blev det nomineret i snart sagt alle Otto-kategorier.
I 1996 og igen i ’99 var jeg i Wales, og der er selvfølgelig ikke, som jeg har beskrevet det – det er min eneste rigtige fortrydelse, og da jeg i 2003 genskabte scenariet i InDesign, tilføjede jeg et ekstra appendiks om virkelighedens Wales.
På Fastaval 04 kørte Welshbury på Rerun Søndag. Fra spil-leder-bedømmelsesseddel: „God dybde i karakterernes baggrund og personlighed. Dog er karakterernes forbindelse til deres Garou baggrund ikke helt holdbar. Et rigtigt godt scenarie for spillere der ikke kender Werewolf. For kendere af Werewolf vil scenariet nok ikke holde, da det er for klassisk. (Jeg har bedømt scenariet udfra hvordan det virker i 2004.)“
Dragecon 2006 havde det også på programmet, med en erfaren Werewolf spil-leder. Feedback fra arrangørerne: „I øvrigt gik scenariet rigtig godt. Spillerne var utroligt glade for at spille det, og de kom også og spurgte, om der ikke er en fortsættelse. Der måtte jeg jo så desværre skuffe dem, men det er fedt, at de nød det så meget. Så mange tak for at vi kunne få lov til at køre dit scenarie, vi har virkelig sat pris på det!“
Faktisk førte det til at der blev skrevet en uofficiel toer af Welshbury Brook til Dragecon 2007: Rite de Passage, af Thomas Thomsen.
Pjaltekongen 