Tilbage efter en pause. Så jeg lægger ud med en lille prolog for lige at komme tilbage i historien. Oversigt her.
Prolog
Det blæser ind over de græsklædte højdedrag langs den dybe fjord, og Hvideklints bautasten udsender flakkende lysglimt når solen med mellemrum trænger igennem de forrevne skybjerge der jager hen over himlen. Shiro tygger i et strå og stirrer ud over havet, mod de sorte, vilde klippeskær hvor hun har levet sit liv indtil for nylig.
Shiro indser at hendes bytte – jernlænderne, anført af høvdingen Eos, der har taget hendes søster, Jakira, til Stenspir – er ved at glide hende af hænde. Men hun har også indset at det her land er fremmed og fjendtligt, og hun har taget nok skade til at måtte erkende at hun risikerer at dø inden hun når frem hvis hun kaster sig hovedkuls ud på sin færd. Det er nødvendigt at være bedre forberedt, og hun har uafklarede tråde at udrede.
For det første er hun stadig ikke i optimal kampform. Aida og Hvideklint-samfundet kan hjælpe hende hvis hun er villig til at hvile ud her.
For det andet er hun blevet lidt klogere på ormene der plager det her land, men der er mere at lære, og det kan blive nyttigt når hun når frem til Stenspir, for de primitive jernlændere vil åbenbart vie Jakira til deres lokale lindorm. Hun har svoret at hun vil binde en af de lokale orme, Isaliki, i dybet – det kan måske vente, men hvis hun gør det nu, er hun muligvis meget bedre rustet til det opgør der for alvor betyder noget.
Og endelig kom hun tidligt frem til den konklusion at selvom hendes dybhavsånder er stærkere end de lokale, så har hun brug for at alliere sig med dem, eller i hvert fald finde ud af mere. De er på deres egne enemærker, og her foregår spillet på deres premisser – så det er ikke nok at være bedre end dem.
Shiro rejser sig og går hen til skrænten der falder stejlt ned mod en smal bræmme dækket af sten og rullende bølger. Sparker en jordknold ned og ser den falde. Det giver et jag i skulderen hvor såret efter en pil stadig er ved at hele. Mulmen tage det! Indtil nu har den ene beslutning taget hinanden, drevet af vrede og nødvendighed. Men hun er nødt til at sætte farten ned hvis hun skal stå en chance senere. Hun har brug for flere støtter i dette land fuld af fjender – Setara har været en god vejviser, men hun er også sårbar – og Shiro ved hvor hun skal begynde …
†
Gather Information: (4, 5) vs (6 + Wits 1 + Aida-bond 1 = 8): Strong Hit
+2 momentum (=6)
%Action: Remove
%Theme: Love
(Der er et kærlighedsbånd mellem troldkarl og ørn der skal brydes/er brudt)
Tilbage i Hvideklint trækker Shiro Aida til side.
– Inden vi kom hertil, mødte vi en troldkarl der tilsyneladende havde en forbindelse til en orm i dybet. Den samme orm som I kender som Isaliki, tror jeg. Han bar en fæl maske og kommanderede en ørn. Siger det dig noget?
Aida kniber øjnene i og sætter hænderne i siden. – Jeg har hørt tale om ham. Han er ikke herfra, men kom for godt et år siden, nordfra. Han fik hurtigt samlet en flok trofaste omkring sig. Rakkerpak, mest, men ingen kunne benægte hans åndekunst, så de fleste valgte at styre udenom hans lille samfund, selvom vi var flere der talte for at drive ham væk. Hun nikker lidt for sig selv – Men han kan måske være den der kan give dig oplysninger om hvordan du formilder …
– Jeg knuste skallen på ham, siger Shiro og stopper Aida. – Men hans ørn … jeg tror på en eller anden måde den er i stand til at skifte ham til menneske, og måske ved den lige så meget som dens falkoner.
– Ha, siger Aida. Så fortsætter hun eftertænksomt. – Den ørn er kendt for at jage for sig selv, så hvis den ikke har nogen at vende tilbage til, vil den formentlig være at finde på Højsædet. Det er en klippeformation inderst i fjorden, ikke en halv dags rejse herfra. Dyretale er ikke åndekunst jeg er klog på, men man siger at menneske og dyr skaber et bånd der ikke kan løses, og måske har troldkarlen på en eller anden måde sendt sin ånd over i ørnen? I hvert fald må du finde en måde at bryde deres pagt hvis du vil have noget ud af ørnen. Og hvis ikke du kan det, vil jeg anbefale dig at dræbe den, for ellers vil den til evig tid forsøge at hævne mordet på dens sjælemage.
Shiro pakker udrustning til en dagsrejse og sætter afsted mod Højsædet mens Setara får lov at hvile ud endnu en dag.
Takket være anvisningerne fra Aida er det ikke nogen sag at finde klipperne – det er bare at følge klinten. Men det er mindre ligetil at komme op ad de stejle skråninger, mellem spidse mosdækkede og fugleklattede sten og totter af flænsende tidsler. Over sig hører hun lange, sorgfulde skrig fra flere store fugle.
Face Danger: (5, 9) vs (4 + Iron 2 + 0 = 6): Weak Hit
Fire mulige udfald, 25% chance: 16 = ÷1 momentum (=5)
%Action: Locate (noget med at finde ørnen)
Set nedefra udgør Højsædet nærmest en sammenhængende skulptur, som om nogen har afgrenet et bundt træstammer og bundet dem løseligt sammen. Men klippeformationens proportioner narrer, og da først Shiro er et stykke oppe, bliver det vanskeligere at navigere: Der er hulrum og sprækker der lokker en ind i blindgyder, og hvor man gerne vil op, viser der sig pludseligt nederdrægtige fremspring. Klatreturen ender med at tage betydeligt længere end Shiro havde tænkt sig, og hun bander da hun endelig står på en af de lodrette søjler med fantastisk udsigt over hav og land – hun er kommet op det forkerte sted: Længere oppe og et stykke henne er endnu et plateau, og hun kan se flere imponerende reder på hylder og klipper. En enkelt rede er tydeligvis ørnereden, mens de andre er mindre fjeldfugle der er store nok til at forsvare sig mod rovdyret og små nok til at have glæde af den frygt dyrenes konge spreder.
Og dér, siddende akavet i reden, med hovedet halvt skjult under en vinge hvis skulderled stikker en anelse skævt ud, og gule øjne der ser med had og smerte ud på verden, ser hun troldkarlens mægtige dyrefrænde.
Face Danger: (6, 5) vs (6 + Heart 3 + 0 = 9): Strong Hit
+1 momentum (=6)
Shiro hanker op i sin begrænsede udrustning, synker en klump og giver sig til at krydse hen over klippernes tinder, forsigtig med ikke at glide i fuglelort eller træde i løse, smuldrende sten. Nedefra så klipperne slet ikke så høje ud som de gør nu hvor hun kigger ned. Vinden der har føltes som en behagelig brise på turen hertil, føles nu snarere som et sultent gespenst der river i hendes pjuskede hår og plukker i hendes klæder og får smykker af perler og skaller til at rasle. Og hele tiden følger ørnens blik hende. Hvide havfugle letter fra deres poster og skriger rasende ad hende. Enkelte kommer irriterende tæt på og gør passagen endnu mere faretruende, men det lykkes hende at komme sikkert frem, og endelig står hun foran ørnen.
I slugten hvor hun kæmpede mod den og hans menneske, var den begrænset af væggene og trækonstruktionerne, men her har den plads til for alvor at brede vingerne ud, dens ben er tykke som en kraftig vandrestok og dens kløer lige så lange som Shiros fingre.
Hun sætter sig i skrædderstilling få meter fra det sårede dyr og finder et par skaller frem som hun fylder med olier fra sjældne fisk, og siger et par ord på Dybets hemmelige, syngende sprog. Så pakker hun sin madpakke ud og giver sig til at spise.
– Ja, jeg ville byde dig, men jeg har ikke lyst til at få hakket fingrene af, siger hun. – Jeg kan se det er par dage siden du har jaget og spist. Sådan kan det gå når man lader sig slavebinde af et skide menneske. Hvad tænkte du på?
Secure an Advantage: (2, 8) vs (3 + Shadow 2 + Trickster 1 = 6): Weak Hit
+1 momentum (short-lived)
(bluffer for at ryste fuglen)
– Jeg kan se din sjæleskygge, lyver Shiro og tygger i lidt saltet fisk. – Da jeg knuste din herres maske, brugte jeg min magiske magt til at fange troldkarlens essens – og med dén, fik jeg kontrol over det bånd der binder jer. Hun spytter et fiskeben ud og finder en konkylie med et laksegl frem fra sin taske, sætter den på stenen foran sig.
Ørnen dukker hovedet ned mellem skulderbladene og retter en øvet jægers kolde, morderiske blik mod Shiro. Mod konkylien. Og så kigger den væk, løfter den raske vinge op som for at skjule sit ansigt. Den kolde vind der hvirvler om Højsædet, pisker pludselig kviste, blade og støv op, og da vingen igen fejer fra, er den forvandlet til en kappe, og Shiro ser igen mennesket bag fuglen.
– Fortæl mig om lindormen, og jeg vil give dig ham tilbage. Og du vil være fri.
Compel: (6, 9) vs (6 + Heart 3 + Trickster 1 = 10): Strong Hit
+1 momentum (=7)
(overtaler/lokker, men bruger en løgn som madding)
Gather Information: (9, 3) vs (6 + Wits 1 + Advantage 1 = 8): Weak Hit
+1 momentum (=8)
%Ironlander Name: Khinara (troldkvinde)
%Ironlander Name: Makari (ørn)
– Jeg er Makari. Du har dræbt min elskede. Jeg hader dig, men jeg vil give dig hvad du kræver, for at få bare en lille del af ham igen.
Og Makari fortæller. Han var jæger for en af bygderne et stykke fra kysten og levede meget af sin tid alene i skoven. Det var her han mødte Khinara.
– Hende du kalder troldkarlen, var del af en kreds af hekse. Makari kaster sig ud i en usandsynlig beretning om hvordan en gruppe jernlændere, alle kvinder, fandt noget i de dybe skove. Spor af en ældre civilisation. Det var endda til at tro på, men ifølge Makari – som altså kun har det fra Khinara – så var der stadig enkelte af dette folk tilbage. Disse „førstefødte“ var forfærdede over jernlændernes indtog og de skader de mente at menneskene gjorde på landet. Det var disse påståede overgreb der havde vækket ormene, og de førstefødte indgik en pagt med heksene om at binde disse urvæsner: De førstefødte lånte heksene lidt af deres kraft og gav dem masker der gør det muligt at se både det synlige jernland og dets skjulte ånd.
– Nu har du dræbt af en heksene, og dem der skulle være dine vigtigste allierede i din færd, er nu dine fjender.
– De vil binde ormene, jeg vil binde ormene. Jeg kan ikke se problemet. Hvad med dig? Hvordan passer du ind?
Makari skutter sig og stirrer ud i horisonten. Han tager sig til armen og fortæller. Han hjalp Khinara med at finde ormen. Shiro ser tvivlende på den udhungrede, sårede og knækkede mand da han påstår at være en dygtig jæger, men siger ingenting. Deres jagt på Isilaki bragte dem uløseligt sammen. Der er en del af den historie Makari ikke vil berette i detaljer, men jagten indebar en færd tilbage i tiden. Makari så landet som det var da de førstefødte herskede. Khinara fandt Isilakis sande navn, og Makari sin sande natur – det var der han fik evnen til at skifte til ørneham.
– Lyder snarere som om nogen har spist giftige svampe, mumler Shiro for sig selv. Hun rejser sig og sparker konkylien hen imod reden. – Tag den. Heksen fik som fortjent, men for dig har jeg medfølelse. Det er shamanens skæbne at binde og tjene ånder. Og jægerens at jage levende bytte i døden – men du blev selv et bytte, og slave af kræfter du ikke forstår. Had mig hvis du vil, men kommer du efter mig, er du død.
Makari kravler ud af reden og griber om konkylien med begge hænder. – Du forstår intet, ranskvinde. Vores bånd var ikke som herre og slave. Han løfter skallen op til kinden og lytter. – Det var kærlighed. Jeg ved Khinara ikke kommer tilbage, men genforenet med hendes ånd er der måske en vej tilbage til livet for mig.
Shiro ser på den ynkelige stakkel. Shiro er ikke selv helt sikker på om konkylien indeholder blæk fra en grottekraken eller nymåneskumsprøjt, men Khinaras sjæl er det i hvert fald ikke.
Hun ved også at det er lige meget.
Reach a Milestone: binde ormen i dybet (extreme: +½ progress) (=2)
Reach a Milestone: slutte fred med troldkarlens ånder (dangerous: +2 progress) (=4) (mindre oplagt end ormen, men Shiro blev lidt klogere)
Pjaltekongen 