[Først karakterscener hvor hver spiller sætter en lille vignet om tiden mellem missioner: Ottfried låner en bue af forsyningsofficeren Erhardt til gengæld for at han for hver dags lån spiser noget klamt. Jacob søger råd hos Gisela om sin rette plads mellem hærens civile og militære grene. Gisela foreslår Jürgen von Hapfenberg at hun kan fungere som en slags udsending til landsbyer på vejen.]
Hochland, 22. sigmarzeit 2524
Vi er velankommet til Wildjägers skovfæstning, en bastant bygning med mange slanke tårne. Professor Felix er denne gang med os, nyligt opstanden fra sin sygeseng, og det står hurtigt klart at der mangler en brik i det skakspil vi er her for at hente: den sorte konge, eller Schwartze Taal. Fæstningen er lovformeligt overdraget fra familien Wildjäger til Hapfenberger efter et spil terning i Altdorf. Hovmesteren Jacobi fortæller at den gamle baron var en gudsfrygtig mand mens hans arving er mere optaget af skuespil og fjas. Den manglende brik (mørkt træ, udskåret, ca. 70 cm høj) blev hentet af den gamle barons lillebror, Ottwar, kort efter at bygningen skiftede hænder hvilket må siges at være et brud på aftalen.
Herr Felix bliver tilbage med tre vagter (Jaspar, Rudi og Heinrich) for at pakke de 31 brikker ned mens jeg selv, Jacob og Ottfried, ledsaget af Jacobi og Soren, drager afsted til den hellige Taal-lund hvor Ottwar holder til. Undervejs får vi øje på en død goblin mellem træerne. Da vi undersøger den – Jacobi oplyser at den tilhører ‘Rødtandsklanen’ – kommer en håndfuld skovbæster stormende mod os. Jeg undgår med nød og næppe et spyd der desværre rammer Jacobi dødeligt. Det er alt sammen meget ubehageligt, og i kampens hede lykkes det mig at blive ramt af både et vildbæst og Jacob, men det er næppe med vilje. Jeg kan dog med nogen stolthed melde at det også lykkedes mig at give lidt igen.
Soren er også blevet såret, og det kunne være gået meget værre hvis ikke en mægtig, gammel kronhjort netop da var kommet dundrende. Den fældede hurtigt et par af bæsterne, og så var den væk igen, efter utvivlsomt at have reddet en eller flere af os. Den døende Jacobi når at give en lykkemønt til Ottfried med ønske om at den overdrages til Ottwar.
Vi bærer Jacobi med os og ankommer snart til en hytte hvor Ottwar holder til, en skægget, brysk herre, tydeligvis tæt viet til sin primitive skovgud, Taal. Han har ikke den store respekt for sin nevø, baron Wildjäger. Om aftenen, i fuldmånens skær, klæder han sig nøgen og udfører et rite til Taals ære og for at bisætte Jacobi. Hen mod slutningen finder han skakbrikken frem og smører den ind i frisk kaninblod.
Det fører til lidt et dilemma: Brikken tilhører utvivlsomt fæstningen som en del af løsøret, men det er vanskeligt at fornægte at Ottwar var en god vært der hjalp de sårede og måske også var medvirkende til kronhjortens rettidige komme. Jeg foreslår mine rejsekammerater at vi måske kan tilbyde en jagt i Taals ære som betaling, men enden bliver at vi lister af med brikken som tyve i natten. Jeg efterlader dog et brev med mit tilbud, illustreret for det tilfælde at gamlingen ikke er i stand til at læse (vedlagt i kopi efter bedste erindring med henblik på at verificere det hos baron Jürgen).
Under alle omstændigheder, det lykkes at hjembringe endnu en kunstskat og, trods skrammer, at holde alle i live. Note: Der skal dog ansættes en ny hovmester.
Vi nærmer os Gruyden (i folden, nederst).
Pjaltekongen 