[◄◄] In the Grip of… Winter?

[Gensyn med scenariet – sæson 3: Cthulhu kalder igen]
In the Grip of… Winter? (Call of Cthulhu)
Af Jacob Schmidt-Madsen, premiere på Fastaval, 1995

In the Grip of… er Jacobs første kongresscenarie, men han har på dette tidspunkt allerede været udgivet i magasinerne Saga og Fønix. Jeg husker Jacob dukke op til Fastavals scenarieforfatterweekend og forsøge at forklare sin ide. Han var så tydeligt selv klar over hvad han ville, men jeg tror jeg taler for mange af de tilstedeværende når jeg siger at vi sad lidt forvirrede tilbage. Nu har jeg så endelig læst scenariet, og Jacob havde styr på det. Selvom det er lidt knudret.

Mening med galskaben? (spoiler)

Urguden Ithaqua er forvist til planeten Borea hvortil han henter mennesker fra forskellige polarkulturer, men ikke alle er ham tro. Hans præster har derfor lagt en plan om at hidkalde et nyt kuld (nemlig karaktererne, en enhed fra Stalins Røde Hær) og under rejsen gennem kosmos “befrugte” dem med et bæsts bevidsthed. Derefter vil bæstet altid kunne finde dem og de oprørske bygder. De indser snart at de ikke længere er i Sibirien (det er selvfølgelig et vigtigt twist), og det er op til dem at forhindre de onde planer – hvori de selv er tiltænkt en rolle. Klimaks udfolder sig med det næsten obligatoriske ritual, en monstrøs massakre og karakterernes dystre erkendelse af deres skæbne.

Der er bipersoner at snakke med og nogle fastlagte begivenheder, men der er en del frihed til at folde efterforskningen ud. Tekstmængden er betydelig, men scenariet er velformidlet (omend stift i sproget) og gennemtænkt og virker ligetil at køre. Karakterernes relation til Ithaquas bæst kunne godt have været klarere, men historien udspiller sig om spillerne forstår det eller ej. Parallellen mellem Stalins og Ithaquas udrensninger er god på papiret, men det er overladt til spillerne at give det vægt.

Kosmiske rædsler

Først på scenen i denne omgang af Gensyn har vi Ithaqua, her placeret på planeten Borea som jeg ikke kendte før, men som blev introduceret i Mythos af Brian Lumley. Der er også tekeli-li og en enkelt tcho-tcho, for hvorfor ikke. Til gengæld tror jeg “bæstet” er Jacobs egen opfindelse. Der er faktisk ikke så meget Lovecraft over monstrene her (Ithaqua kommer fra August Derleth), men rædslen over at være fanget udenfor tid og rum og i en tragisk undergang er velkendte HPL-temaer. Boreas rolle i plottet betyder at vi er lidt i fantasyland, men koblingen med jordisk politik giver noget grounding i det fremmede og alligevel velkendte. Man kan også argumentere for at Stalins voldsregime er et billede på den verdensorden genrens ellers normalt ret umotiverede kultister stræber efter. Endelig byder scenariet på ritualer, magiske genstande, en gal videnskabsmand, kultiske præster, og hvad der ellers hører sig til i Call.

Infernalske mekanismer

Ift. regelsystem er det helt vanilje-Call of Cthulhu. På positivsiden er der mange konkrete og meningsfulde forslag til hvad man skal rulle for, noget man ikke kan tage for givet. Hver karakter har sin egen galskab eller særlige evne der opstår af at blive kastet over i en fremmed verden, men det fylder kun lidt. Karaktererne er ellers fine for deres tid – de har alle en grund til at tjene Stalin men også til at hade regimet, og den konflikt leder direkte over i Borea-konflikten. Af virkemidler er der breve (med en lidt bøvlet “håndskrift”-font), et 1:1 fodaftryk fra bæstet (den humanoide form tyder på en yeti-lignende fysik?) og kort.

Hinsides tid og rum

Et iderigt, Mythos-fyldt og grundigt scenarie af den klassiske CoC-skole. Her er potentiale til mange timers underholdende spil – efter min smag alt for langt til en spilblok, et problem der kommer til at gå igen med flere af de næste scenarier. Men det er også noget der har rykket sig med tiden, og i 1995 har man jo bare spillet hele natten.

Ikke en eneste Otto-nominering fik Winter, men ser man på 1995-kandidaterne, hænger det givetvis sammen med et skifte i scenarieskrivningen hvor bevægelsen går i en anden, mere “litterær” (eller måske rettere Hollywood-ificeret) retning. (Året efter tog Jacob fire nomineringer og vandt publikumsprisen for Oculus Tertius der med sit intrigeformat bedre ramte tidens designtrends – og også bedre udtrykte hans særlige tilgang til fortællinger.) Uanset hvad en helstøbt og ambitiøs debut.

Dette er sæson tre af Gensyn med scenariet: Cthulhu kalder igen. Jeg læser Mythos-inspirerede scenarier der er tilgængelige på Alexandria og udkom tidligst år 1995 (frem til i dag, 2024). Listen over sæsonens scenarier finder du her, og der er flere gensyn samlet her.

2 thoughts on “[◄◄] In the Grip of… Winter?

  1. johsbusted april 30, 2024 / 1:18 pm

    Jeg elsker at selv tiden før min egen bliver husket i disse værkgennemgange. Tak Thomas!

    Liked by 1 person

    • Thomas Munkholt april 30, 2024 / 1:34 pm

      Jeg tror du vil blive ekstra glad for det næste! (Og jeg overvejer som sagt også lidt at grave tilbage i de virkelig gamle.)

      Like

Skriv en kommentar