[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: mit bud]
Efter de indledende artikler er det tid til at konkludere på hvem Emmanuelle von Liebwitz egentlig er. Vi har i kilderne set en bevægelse fra en enkelt sætning i originaludgaven af Warhammer over en mere chauvinistisk fremstilling i 2nd. edition, til 4.-udgavens øgede fokus på hendes handlekraft og evne til at spille med om magten og gøre det med humor (og generelt et bredere udsnit af kvinder i forskellige roller). Det kan jeg godt lide, men her følger min egen “head canon” der går lige et skridt videre, uillustreret for at give fantasien plads.
Nuln som bagtæppe
Fristaden Nuln og Emmanuelle er så nært forbundet at jeg er nødt til at starte her. Nuln var hjem og trone for Magnus den Fromme, og byens historie som kejserstad vil have sat sig dybe spor i arkitektur, kultur og selvforståelse – og dermed i komtessens opdragelse. Den er også hjemsted for Den kejserlige artilleriskole der udvikler og producerer krudtvåben: moderne industrielle tiltag. Det passer også med orienteringen mod Tileas bystater og hele den medfølgende parallel til renæssancens opblomstring indenfor kunst, videnskab, krigsførelse osv. Det understreges også af Verenas rolle som lokal skytsgud og byens berømte universitet. Samtidig med at Sigmar også må have sat et stærkt aftryk, ikke mindst efter at Magnus den Fromme reddede verden for blot 200 år siden. Nordens gamle guder har ingen plads her.
Uden et modsvar til Altdorfs magiske kollegier må denne storby have en meget anderledes fornemmelse – mindre udsat for magiens omskiftelige vinde, måske? Men menneskelig stræben giver rigelig uro i sig selv, hvorfor Emmanuelle benytter sig af hemmeligt politi og tileanske lejesoldater. Blandingen af oplysningstid og censur giver også grobund for en masse propaganda og revolutionære modbevægelser der igen kan være med til at skabe et særligt billede af Sydens perle og fristadens underskønne overhoved, på godt og ondt.
Man kan måske lidt groft sige at det idealiserede Aldorf – med krigerkejseren på sin hippogrif, storteogonen og de magiske kollegier – er billedet på high fantasy/Battle-udgaven af Warhammer. Men med sin sump og tåge og tusindvis af ølstuer og galehuse også på de mest mudrede og “gritty” dele af Fantasy Roleplay. Prægtigt, skummelt og tungt. Overfor det står Nuln på spring til en industriel og kulturel revolution efter længe at have hensygnet i sydens arrogante magelighed. Hvis man tager den vinkel et skridt videre og overvejer hvordan alt det her kan bruges, så tilbyder det helt grundlæggende en alternativ tilgang til Warhammer: Hvordan ville et sådan spil se ud hvis man byggede hele universet ud fra Nuln på samme måde som fra Altdorf? Med Emmenuelle som bannerfører for denne nye verden, på samme måde som Karl-Franz er det for både Battle og Fantasy Roleplay – og vigtigt: med samme grad af moralsk morads, for ingen siger at en industriel revolution drevet af en autokratisk leder, konstant krig og kosmisk korruption er uproblematisk.
Opvækst
Emmanuelles forældre kan bruges næsten som de er beskrevet i Beasts in Velvet: en kvindehadende, fraværende, akademisk far og en mor der var forblændet af sociale normer og magtspil og døde i en droskeulykke. De står som kongen og dronningen af Emmanuelles primære arenaer, intellektuelt og socialt, men også komplekse og mere skræmme- end forbilleder. Det nye Warhammer har gjort Emmanuelles barndomsvenskab med Karl-Franz og hans senere førsteleskerinde Maria-Luise varmt og ægte, men det udelukker ikke at der stadig er et gran af sandhed i at han hjalp hende til magten i Nuln, særligt når hun nu ovenikøbet havde en lillebror, Leos, man kunne have givet en forlomme. Faktisk giver det god mening at hun så til gengæld ikke griber ud efter magten ibm. Tumulten (The Enemy Within) hvor huset Holswig-Schliestein er på randen af sammenbrud.
Vi ved ikke med sikkerhed om de hemmelige agenter og grå troldmænd der forsvarer hendes magt, er hendes ide eller noget hun har arvet, men jeg formoder det sidste. Det er ikke sikkert at hun bryder sig specielt om dem, men det er tydeligt at hun anerkender dem som en nødvendighed. Der er også flere navngivne slægtninge, og ingen af dem lader til at hade hende, så man må formode at hun vitterlig har lært at begå sig, i hvert fald blandt socialt og intellektuelt ligesindede. Byens borgere kender hende jo ikke, men elsker ideen om hende, så hun (eller hendes forældre) har også formået at skabe et positivt image. Og igen, måske fik Emmanuelle tronen fordi hun var den ældste, men det er også muligt at hendes egen charme og politiske tæft fra starten spillede en væsentlig rolle i at sikre den frem for hendes lillebror, den ekstremt komplekse Leos.
Tragedien Leos
Jeg vil fortsat lade spørgsmålet om Leos stå lidt åbent, men jeg tænker at hen blev født i en drengekrop og aldrig rigtigt fandt sig til rette der (altså i stedet for historien om en pige der blev tvunget til at vokse op som en mand). Sociale normer, pligtfølelse, og utvivlsomt også problematiske mønstre i opvæksten, forhindrede hen i at blive lykkelig. Men det gjorde hen ikke til et bæst. Der var et kvindehadende bæst i Altdorfs tåge, og måske blev en forpint Leos involveret, måske endda som (velvilligt/selvmorderisk?) offer – da hen endelig turde stå ved sin kvindelige identitet? Uanset hvad, en tragedie der førte til hens død.
Leos er i Beasts in Velvet fremstillet som et monster, skabt af sine syge forældre og Emmanuelles forfængelighed. Hen er et twist på tropen om den psykopatiske transvistit hvor det normalt er en mand der skjuler sin implicit voldelige natur bag et uskyldigt feminint (og falsk!) ydre. Det er dog stadig en ret problematisk fremstilling, og efter at hen er blevet indlemmet i kanon, har man ladet det stå lidt mere åbent hvad hens problem egentlig var – vi ved bare at hen er død, og at det gav Emmanuelle et stærkere behov for at kunne forsvare sig selv … hvilket antyder at Leos for hende var en oprigtig beskytter. Far Konstantin har foragtet Leos’ feminine tendenser og sikkert også hens manglende akademiske interesse. Mens mor Adelina (et navn jeg har givet hende) så en mulighed for at forfølge sine egne ambitioner og drømme om magt og skønhed gennem sin datter (og derfor svigtede sin søn). Leos betroede sig til sin storesøster, men for at skærme hen, måtte hun tage magten på sig, og det bandt Leos til den uønskede manderolle som hendes dødelige beskytter.
Emmanuelle bærer en skyld, for at have svigtet Leos i hens barndom, og senere, for ikke at kunne redde Leos der ellers var så villig til at ofre sig for hende. Men ikke for at have skabt et morderisk, sadistisk monster.
Magtens redskaber
Emmanuelle har imponerende nogle stats (jeg regnede ud at Detlef Sierck havde brugt 7.000 xp alene på talenter, og hun er endnu vildere) og et magisk sværd (og muligvis andre unikke trinkets), og hun omgiver sig med grå troldmænd der også giver en overnaturlig fordel. Men usædvanlig skønhed, høj selvopholdelsesdrift, et skarpt sind og politisk tæft er hendes eneste “gaver”. Der er ikke noget magisk ved hende, og de grå troldmænd i hendes tjeneste bruger deres skyggeillusioner til at spionere, ikke til at trylle hende ung. Der ligger således heller ingen pagter med Kaos bag hendes skønhed eller magt.
Rygterne om en vis skamløshed ved hoffet i Nuln er aldrig bekræftet. Indtrykket af Emmanuelle som en libertiner er med andre ord primært baseret på sladder fra folk der ikke kender hende, og et bevidst seksualiseret spil på hendes navn. Men det er samtidig også udtryk for Imperiets konservatisme og latente fremmedhad, for hoffet i Nuln er præget af nye, progressive – og af nogle set som farlige – strømninger. Dette er ikke blot baggrundskulør, men udtryk for et radikalt skisme. Emmanuelle er ekstremt veluddannet og politisk en fritænker. Det vil hendes fjender selvfølgelig bruge mod hende – på samme måde som en klog kone kan sværtes som en heks, kan en smuk, intelligent kvinde fremstilles som en promiskuøs rænkesmed. Det er sandt at Emmanuelle har potentialet til at ruske op i den kendte verdensorden, herunder sociale og seksuelle normer. Men hun ved udmærket at hun lægger hovedet på blokken for sin sag, og hvis ikke hun helt bogstaveligt ønsker at miste det (jf. The Execution of Lady Jane Grey), er hun tvunget til at spille et livsfarligt og intrigant spil, og det giver hende en beregnende side der benytter alle magthaverens kneb – spionage, berufsverbot, snigmord, militære trusler, handelskontrol. Det er ikke det der nedsættende betegnes kvindelist, bare fordi det ikke direkte involverer åben krig (selvom hun også holder det greb åbent ift. ekspansion ind i naboprovinserne), og hun tilfældigvis er attraktiv og giftemoden.
Jeg har allerede været inde på det, men artilleriskolens kanoner og universitetets lærdom er lige så vigtige redskaber som de livslænge venskaber (og ja, sikkert også romantiske besættelser) hun har skabt gennem et langt liv i Imperiets øverste kredse.
Køn og alder
Jeg har flere gange dvælet ved Emmanuelles alder og de kronologiske udfordringer den giver. Men sandsynligvis er det ikke noget årtiers skiftende mandlige Warhammer-designere/-forfattere har tænkt videre over: Hun er “ung og smuk” – det er bare en del af hendes beskrivelse, uanset om vi snakker hendes ungdom i 2490, hendes kroning i 2503 eller “nutiden”, 2512. Hvad er et spænd på 25 år med den rette diæt? I hvert fald, der er ingen overnaturlig forklaring. Hun er bare objektivt en smuk kvinde der holder sig ung gennem et seksuelt aktivt, indholdsrigt og intellektuelt stimulerende liv – i sig selv en sjældenhed i Den gamle, grumme verden. Jeg er endt på en Emmanuelle i start-30’erne (se tidslinje i tidligere indlæg).
Sam Manleys illustration i Rough Nights er som nævnt den første officielle illustration af komtessen, og jeg blev virkelig skuffet. Det var et alt for vampet billede til den komplekse kvinde jeg havde forestillet mig. Men der er alligevel er noget playfulness der kommer til sin ret i det kostume jeg også har postet – det kræver noget ungdommelig friskhed uironisk at bære sådan et udstyrsstykke, og det formår tegningen ikke at løfte. Så kudos til cosplay-modellen der helt anderledes er i stand til at sælge kostumet – det er dog stadig ikke sådan jeg forestiller mig hende. Men vi er ude i fantasy fashion, så jeg tror ikke jeg kan beskrive det nærmere, og hårfarven må du selv bestemme.
Jeg har også allerede behandlet spørgsmålet om hendes seksualitet, og hvordan den i en periode blev fremstillet som noget skamfuldt. Men der er ikke belæg for at Emmenuelle skulle være sexkultist, endsige lesbisk, nonbinær, panseksuel eller andet spændende. Men hvorfor ingen mand eller børn? Længe var hendes rolle at være “the most eligeble spinster of The Empire”, og hun var nødt til at holde alle muligheder åbne, men sandsynligvis med både elskere og længerevarende hemmelige forhold. Eller måske er der hold i rygterne om en tilbøjelighed mod sit eget køn. Måske har hun allerede, som rygtet, født en arving og holdt ham/hende hemmelig. Måske er det bare ikke muligt for hende at føde børn. Der kan være endnu flere dramatiske muligheder – hvis der er skeletter i skabet vil de i deres natur, og særligt i hendes hjemby, være dybt begravede hemmeligheder. Den lille tvivl er en del af attraktionen ved hende, så lad mig bare holde (skeletskabs-)døren på klem.
Fremtiden
Efter Tumulten står rigsgrevinde Emmanuelle politisk styrket med nye besiddelser og et endnu tættere forbund med kejseren. Et bedre parti end nogensinde. Hun er tydeligvis optaget af at sikre og udvide sit domæne, men ikke på bekostning af Rigets sikkerhed, så Nuln vil også fremover være hendes herresæde, og så må ekspansionen foregå på de indre linjer: øget velstand, større sikkerhed – fremskridt.
Men jeg tror hun vælger ikke at få børn, og dét er i sin enkelthed det mest kontroversielle ved min Emmanuelle. Blodet er et stærkt argument for at udpege en arving og sikre sit eftermæle, men i Imperiet langt fra det eneste. Det er bestemt muligt at hendes seksualitet er så frisat at hun i sine senere regeringsår vil have lov til åbent at have en elskerinde, men det vil jeg ikke bestemme. Jeg synes det er langt mere interessant at hun går foran her og ikke lader sig reducere til en fødemaskine for patriarkatet! I stedet vier hun sit liv til kultur og skønhed, videnskab og åndelighed, til nye tider – selvfølgelig godt bakket op af militærmagt og tankepoliti.
Damen er jo ikke dum.
†
Pyh. Efter hele det lange tilløb kan mit klatmaleri jo nærmest kun skuffe, men det her er mit bud. Var det så mit sidste ord om Emmanuelle? Lad os se …
Pjaltekongen 