Af Kristoffer Rudkjær og Anders Frost Bertelsen
Fra antologien Imperiet, 2009 (systemløst / kagemekanik)
På eventyr i Middenland
Den mørke nåleskov Drakwald breder sig over Middenland der således ikke er en af Imperiets frodigste provinser. Helt galt er det gået i landsbyen Nebelheim der efter flere års fejlslagen høst nærmer sig hungersnød. Heldigvis har fire unge knøse fundet et kort der viser vej til det sagnomspundne Slaaraphenland, dybt inde i skoven, der flyder med mælk og honning.
Turplan
Novellen er opdelt i 8 korte scener der beskriver rejsen til Slaaraphenland som en række stadigt mere saftige og kødelige fristelser, inden sandheden om “den hemmelige have” afsløres i klimaks. Scenerne består af et kort oplæg der beskriver en fristende situation som rollespilles, og man kan vælge at lade sig lokke eller ej. Alle spillere har en mazarintærte skåret i seks stykker, og hvis en karakter falder i, skal man som spiller rent fysisk spise et stykke. Ens handlemuligheder i slutscenen er bestemt af hvor mange stykker man har spist. Efter en hel kage er karakteren således ude af stand eller tilbøjelig til nogensinde at ville forlade Slaaraphenland der selvfølgelig er et lille hjørne af Kaosriget under Slaneesh’ indflydelse.
Rejseindtryk
Slaaraphenland er, i tråd med kaosgudens tilbøjeligheder, et lystent og lummert scenarie.Det benytter en letforståelig symbolskala for eskalering: sult/sukkertrang til lyst/begær til (mad-)orgie/eufori. Man kan ikke kalde det stuerent, men forfatterne holder sig dog fra svælgende fremstillinger i modsætning til et scenarie som Poppenfest! der virkelig dyrkede udskejelserne. Det er god balance ift. at det også skal være til at grine ad.
Man kan overveje om karaktererne egentlig har så meget grund til at falde i fra starten, for det er først efter det første og andet stykke kage at de begynder at komme i sansernes vold. Men sult og drenget dumhed skal nok få nødet dem derhen, særligt hvis man kan få lidt kappestrid op at køre mellem dem. Og selv hvis de er artige i starten, burde det snart stå klart at fristelserne aldrig stopper. Og hvis jeg skulle gætte, har der i samtlige afviklede spilgrupper været mindst en spiller der har mæsket sig med kage ved først givne lejlighed.
Forfatterne er meget insisterende på at man skal spise sin kage, så det har været vigtigt for dem at der er det overlap mellem fiktion og virkelighed. Jeg kan levende forestille mig at det skaber en “for meget af det gode”-stemning hen mod slutningen – et meget konkret eksempel på hvad virkemidler kan. Rent “mekanisk” er det så minimalistisk som det kan blive; et meget forsimplet Cthulhu Dark.
Guidens anbefaling
Et overflødighedshorn af sukrede fristelser lokker den uforvarende rollespiller ud på stadigt dybere vand, men én bid mere kan vel ikke skade …
†
Og det var sidste stop for denne gang. Tak for tålmodighed på rejsen.
Pjaltekongen 