[◄◄] Smørfalskneren (Imperiet)

Af Olle Jonsson (“med hjælp fra Luisa Carbonelli og Frederik Berg Olsen”)
Fra antologien Imperiet, 2009 (systemløst)

På eventyr i Ostermark

Oh, Ostermark, Imperiets madkammer. Et knoldesparkerland der ofte regnes uden for lands lov og ret. Men visse retsspørgsmål er så vigtige at de må have afklaring og konsekvenser. Det gælder fx når et mælkeprodukt af tvivlsom kvalitet og oprindelse har fundet vej fra provinsen til et højbord i kejserstaden. Skandale! En dommer, med følge, sendes straks til landsbyen Remer for at føre sagen mod den skyldige smørfalskner.

Turplan

Scenariet benytter sig af det dramatikeren Mogens Rukow kalder “den naturlige historie”, her centreret om en retssag hvor spillerne indtager “asymmetriske” roller: Én er anklager, en anden er forsvarer. To spillere repræsenterer en bred vifte af vidner og eksperter. Og endelig er der en form for in-game moderator, nemlig magisteren (spil-leder). Efter maks. halvanden times spilletid (ca. 8 vidner) fremfører advokterne deres afsluttende påstand, og der falder dom.

Der er lagt op til en lettere kaotisk affære hvor forsvarer og anklager har meget frie rammer til at påstå alt muligt, sætte scener med vidner (de har en liste), klage over procedurefejl (overtage den anden parts vidne) og beklikke modpartens karakter (her vendes rollerne rundt på en måde jeg vist ikke helt forstår, men det lyder sjovt!). Hvad bipersonerne finder på at svare når de sidder i skranken, er ligeledes ekstremt åbent. Magisteren kan forsøge at holde sagen på sporet, men man fornemmer mellem linjerne at det kun vil være ekstra sjovt hvis h/n forgæves banker til orden og bliver meget rød i hovedet.

Rejseindtryk

Eksempler på bipersoner.

De to advokater er det tætteste scenariet kommer på traditionelle karakterer, men spillerne bliver ikke præsenteret for navn eller køn – de er først og fremmest udtryk for deres profession. Magisteren er også en bestemt, men lidt diffus person – metarollen som tovholder er vigtigere. Bipersonerne er en sjov liste af 20 mere eller mindre relevante, men overvejende underholdende typer. Bipersonspillerne har lidt mere info end advokaterne, men sandhedsgrad og relevans står i skyggen af komisk timing. Processen er klart vigtigere end udfaldet (smørfalskneren formodes skyldig og bliver slet ikke hørt), og spillerne opfordres til at protestere og benytte latinske (øh, klassicistiske) termer ad absurdum.

Spillerne kan søge fælles referencepunkter til “retssalskomedien” i populærkulturen – hvad enten man sigter efter Monty Pythons absurde udstilling af magtinstitutioner eller Ace Attorney-spilseriens melodramatiske protest!-udbrud.

‘Smørfalskneren’ er (næsten) spillederløst, hygge-antagonistisk semi-bipersonrollespil der benytter sig af en åben scenestruktur, flashbacks, karakterombytning og obskure handouts, og alle kan bidrage med miljøbeskrivelser, så alt er i spil. Novellen er en suppegryde af lutter gode ingredienser, men der er også fem kokke der skal finde den rette balance. Potentialet for en sjov oplevelse er skyhøjt, men kræver en dyb indånding og så ellers hovedet under armen. Humor er svært i rollespil, men Olle tror på os og giver tøjlerne fri til spillerinddragelse og uforudsigelighed.

Guidens anbefaling

En ekstremt charmerende præmis, og det er let at se retssagen folde sig ud som det glade vanvid.

†

Efter en lille midtvejspause skal vi i Talabecland næste gang opleve Taals retfærdighed og nåde.