Siden sidst: Shiro har søgt hjælp i bebyggelsen Hvideklint efter et par udmattende træfninger. Hun og hendes rejseledsager modtager råd og heling, men da det er på tide at rejse videre, er Setara væk.
(Jeg havde allerede planlagt at teste Delve-udvidelsen og forberedt en setting, men ved slutningen af sidste spil viste der sig organisk en ny chance, så den greb jeg. I dag gik jeg desuden all-in på Ironsworn som writing-prompt. Det var ikke specielt bevidst, men jeg har kigget misundeligt efter et par af de andre solospillere, og jeg vil gerne i gang med at skrive. Denne gang brugte jeg Ironsworn Assistant. %-tegnet står for et orakel-tjek).
Discover a Site
Theme: Hallowed
Domain: Sea Cave
Dangerous (jeg valgte en let start, dels fordi jeg stadig gerne vil gennem den Formidable Delve jeg har forberedt, dels for at holde det enkelt, og dels for at give Shiro en chance – hun er virkelig slidt, og jeg synes egentlig ikke det her er et oplagt sted at ende eventyret).
Denizens: Very Common: visions/memory ghost; Common: haunt, lightning eels, large crabs, Uncommon: sodden, warrior (og så har jeg den korrupte lindorm oppe i ærmet)
Morgensolen bliver reflekteret i de hvide klipper der knejser over landsbyen. Shiro står på pladsen hvor hun og Setara blev modtaget for få dage siden. Hvor hun førte Aida bag lyset og fremstillede sig selv som et offer. Hvor hun mødte goden Glain, den naive tjener af stenstøtternes ånder. Der er ildevarslende stille. De lave, simple huse er stængede og tillukkede. Hun modstår fristelsen til at sparke en dør ind og kræve svar. Hun ved endnu ikke med sikkerhed at landsbyboerne er hendes fjende – måske er det en udefrakommende trussel der har taget Setara og skræmt byen? Men hun ved at noget er galt. Og hun ved instinktivt hvor hun skal begynde at lede.
Shiro tager det meste af sin udrustning med sig – og bemærker at Setaras stadig ligger i den lade hvor hun har fået husly – og følger den bugtende grussti længere op ad bakken, mod de knogleblege, strittende klippesten.
Efterhånden som hun bevæger sig opad, får hun bedre udsigt over fjorden og den bløde skråning der forbinder stranden med landsbyen. Der ligger ingen skibe, og det bekræfter hendes fornemmelse af at svarene skal findes her. Hendes sår er nogenlunde helede – ingen af dem var dødelige – men nu svider de, og det har kostet kræfter at komme sig. Shiro hiver efter vejret da hun endelig står i skyggen af de seks truende obelisker. Turen op var kort, men stejl, og en voksende knugen for brystet gør hende stakåndet.
Stenene udgør ikke en regulær cirkel, og jorden omkring dem virker hullet og vendt, med masser af hulninger og tuer. Hun ser spor efter en godes arbejde: udhulede sten med aske efter røgelse, ridsninger i det nederste af de hvide kridtsten der er høje som masten på et langskib, et slidt tæppe hvor man kan sidde og meditere i skyggen af stenene. Shiro bevæger sig rundt indtil hun finder den sten Glain påstod han var blevet indviet ved. Den hælder i forhold til de andre, og på bagsiden er der et hulrum, som et væltet træ hvor rødderne har efterladt sig et ar i skovbunden. Men mørket her er dybere end det burde være i morgensolen: Hullet rækker længere ind, dybere ned.
Shiro nikker for sig selv og lader sig dumpe ned i fordybningen. Der lugter af muld og underligt besk, som om jorden har ligget i en eddikelage. Hun mærker stengrund under det løse lag af småsten og jord, fornemmer mørket strække og åbne sig nedad under hende. Det er hér.
Shadow-walk: (10, 3) vs (4 + 2 (shadow) + 1 (asset) = 7): Weak Hit
+1 momentum (=5), reroll ambush/hide/sneak once, Face Danger
(Starter med at aktivere en asset)
Face Danger: (5, 3) vs (1 + 3 (heart) = 4): Weak Hit
%Mystic Backlash: You develop a strange fear or compulsion, ÷1 momentum (=4)
(Ikke decideret backlash, bare lidt inspiration)
Hun beslutter sig for at indhylle sig i Mulmens mørke. List vil bringe hende længere ind i mysteriet inden hun tager en beslutning om at hjælpe eller straffe Hvideklints borgere. Den våde muld er velegnet: Hun maser det ud mellem sine flade hænder og tværer mørke striber i sit ansigt mens hun kalder på ånderne og trækker fiskeskindskappen tæt om sig.
Og mørket kommer. Men det bringer denne gang ikke kun med den betryggende følelse af hjemvant, men også med noget truende, hvirvlende, koldt. Mørkere end selve Mulmen? Nej, umuligt. Men fornemmelsen vil ikke slippe Shiro selv da hun runder ritualet af. Skyggerne er hos hende som deres pagt forpligter dem til, men denne gang er det også som om en del af hende stadig er hos dem, hvor de lever i havets dyb. For første gang på denne færd tager hun sig selv i at tøve på tærsklen. Så hanker hun op i sig selv og skubber sig frem på bagdelen, lader sig glide ned under stenstøtten og forsvinder i mørket. Setara venter dernede.
†
Delve the Depths: (2, 5) vs (3 + 2 (shadow) = 5): Weak Hit
%40: Mark progress (=2)
%64: Feature: Flooded chamber
%15: Focus: Trigger
(Tog et ekstra Focus-rul for at få lidt mere info at spille på; man kan også bruge edge (hast) eller wits (kløgt) til Delve, men Shiro er klart mest lusketypen, derfor shadow)
Da Shiro først er forbi den trange tragt der fører ned under jorden, kan hun sætte fødderne på sikker stengrund. Der er mørkt omkring hende, men hendes skyggegængermagi giver hende en fornemmelse af omgivelserne, og mørket skræmmer hende ikke, tværtimod. Langsomt begynder hun at fornemme at der er lys hernede. Ikke meget, men her og der brydes gangens ujævne overflade af hvide sten magen til klipperne over jorden. Hun mindes noget Glain fortalte hende da han beskrev sin indvielse: Hvordan de seks kæmpesten var et lys over Hvideklint i selv deres mørkeste stunder. Hun er ikke i tvivl om at det også skulle forstås bogstaveligt: Glain kender sikkert runer eller remser der kan aktivere lyset i stenene når han kommer her. Lige nu er det kun et ganske fjernt skær, som af kolde stjerner på nymånenat. Men det er rigeligt.
Gangen fører hende nedad ad et svimlende serpentinerspor. Den er ujævn og virker næsten naturlig selvom det er usandsynligt. Endelig begynder den at blive mere plan, og Shiro sætter fødderne i iskoldt vand. Kulden rører hende ikke – det her er salt havvand: Det samme som hun blev kastet i som en lille hvalp, det samme der med en skummende bølge spyttede hende ud igen og op på stenkysten for hendes fader og moders fødder – for hendes liv var endnu ikke værdigt til Mulmen. Før hun kan drage ned i dybet, må hun bevise sit værd. Mulmen har ført hende hertil, nu, og hun skal nok vinde navnkundighed blandt stammens ånder og frænder.
Hun vader ud i vandet der snart når hende til brystet, og hun må mærke efter hvor hun træder, for ikke at synke i glubske huller. Stjerneglimtene af hvide sten er ikke nok til at oplyse kammeret, men efter at have gået lidt rundt i vandet, fornemmer hun at det er ganske stort, og måske ikke naturligt. Bærende stenstøtter danner hvælvinger højt oppe, og sine steder er der antydninger i klippevæggene der måske engang var stenporte, nu forvitrede og forbudne.
Shiro indser at der er seks søjler i kammeret og søger instinktivt hen mod den der bedst matcher klippen der førte ind i denne underverden. Den hælder lidt. Hun bevæger sig om på bagsiden. Tager en dyb indånding og dukker hovedet ned i det kolde vand. Mærker efter … dér! Nærmest på undersiden af stenen, en cirklende ridsning, og i midten af mønstret: en jernring. Hun trækker i den. Holder vejret. Anstrenger sig, så lyde og bobler undslipper hende. Og så: en dyb rungen da ringen endelig giver sig et lille hak, noget tungt og stort der skurrer under overfladen. Hun støder fra med fødderne, kommer lettet og gispende op til overfladen.
Delve the Depths: (6, 5) vs (6 + 2 (Shadow) = 8): Strong Hit
Mark progress (=4), Find an Opportunity
%83: Feature: Waterborne debris
%20: Focus: Hideaway
Find an Opportunity:
%67: A clue offers insight to your quest
(gain insight eller make a move +1? Jeg spørger oraklet hvad indsigten er)
%Action: Change
%Theme: Creature
gain insight/prepare: +1 momentum (=5)
Vandet er kommet i bevægelse, og Shiro mærker at hun bliver trukket ud mod en af væggene. Da hun kommer tættere på, ser hun at en af de før så tillukkede åbninger glider op og forsvinder ind i klippevæggen – strømmen suger hende ud gennem sprækken mellem det nederste af døren og vandoverfladen. Hun er tilbage i en af de smalle gange, men denne gang er hun fanget i en kraftig understrøm, der smælder vådt mod de mørke vægge, og hun bliver flere gange slået hårdt ind i klippen eller trukket under overfladen. Shiro bander og fægter med arme og ben for at komme til at ligge bedre frem for at blive trukket hjælpeløst med. Hun begynder at mærke en rytme i vandet – det føles som bølgebevægelser, som om hun er i kontakt med selve havet. Det her sted er hverken naturligt eller skabt af landsbyboerne i Hvideklint! Der er meget ældre og mægtigere kræfter på spil.
Uden væsentlige skrammer, men dog med nye flænger i tøjet og adskillige blå mærker, kommer Shiros vandfærd endelig til en slutning da hun støder hårdt ind i en klippe. Bølgerne fordeler sig på begge sider af den, og hun hager sig fast for ikke at blive trukket med. Klatrer op, med vandet drivende af sig. Klippen danner en lille ø, og et imponerende syn møder hende på den anden side: Strømmen fortsætter sin vilde færd gennem et landskab af strittende sten, og bølger brydes under skumsprøjt og en tordnende kaskade af kollisioner. Midt i det hele er en hvirvelstrøm hvor alle disse bølgers understrøm vender. Og ikke nok med det: Mellem sten og bølger ligger ligene af adskillige både – sprængte spanter stritter som dødninges ribben, master gennemborer skibene som blodtørstige spyd, og tønder rider i overfladen som opsvulmede maddiker.
Shiro ser på ødelæggelserne med ærefrygt og undren. Hun genkender flere af vragene som langskibe fra Skjoldøerne! Her ligger måske resterne af flere af hendes folk, tapre krigere der krydsede havet for at kræve sold af Jernlandet og bevise sig over for Mulmen! Men også større skibe … de må være fra Det gamle rige! En gravhelligdom, under Hvideklint!
Midlertidigt i sikkerhed på sin klippesten, mellem de rungende drøn fra malstrøm og bølger, tager Shiro sig et øjeblik til at orientere sig. Hvideklint er en handelsby i kraft af den milde skråning ned mod stranden der gør det muligt at fragte varer til og fra. Glain sagde at klipperne beskyttede byen, og de samme klipper førte hende herned, i dette underjordiske gravkammer. Talte han sandt? Er det her fjender af landsbyen der mødte deres skæbne? I så fald er det i sandhed mægtige ånder! Men det hun ser her, stemmer dårligt overens med de solbeskinnede hvide sten på overfladen og Glains ufarlige fremtoning. Og hvilken rolle spiller Setara i det her?
Så ser hun det: Det har været lige for øjnene af hende hele tiden, men hendes bevidsthed har holdt det nede. Glimt af noget gemt i malstrømmen, noget der glimter i farver der bryder den fløjlssorte vandoverflade. Skæl. Men ikke fra nogen fisk. Fra en orm. En kæmpe lindorm der kredser om sig selv. Rundt og rundt, som jagter den sin egen hale. Og Shiro husker fornemmelsen af fordærv i troldkarlens gemte slugt: Er det lindormen der skaber ubalance på det her sted? Ormen der har sænket Skjoldøernes skibe og ædt hendes frænder?
Reach a Milestone
Mark progress: Binde den fordærvede orm i dybet! (=½)
(uanset hvad er Shiro kommet et lille nøk nærmere den konflikt)
Shiro kan ikke blive på sin sten, men det er risikabelt at bevæge sig videre: Ikke kun på grund af de vilde vover, men nu også på grund af slangen i dybet. Efter sin første tur i vandet fornemmer hun at det vigtigste er at komme uset forbi ormen, med risiko for at slå sig på klipperne. Hun springer i det kolde vand igen og lader strømmen føre hende, frem for at larme ved at padle eller risikere at springe mellem klipperne.
Face Danger: (5, 2) vs (1 + 2 (shadow) = 3): Weak Hit
tired or hurt, ÷1 health (=1)
Det kolde vand trækker i hende, suger hende ned, maser hende ind mod klipper i grotten. Men hun bevarer roen og lader strømmen trække hende fremad, tættere på malstrømmen. Men da den truer med at suge hende ind i ormens kværnende strømhvirvel, risikerer hun et kast til siden, lader sig trække med af en bølge, direkte ind i et skibskrog dækket med rurer og fedtet tang. Det sortner kort for hendes øjne, hun ryger under overfladen og sluger saltvand, men så er hun videre, forbi malstrømmen.
Secure an Advantage: (9, 3) vs (4 + 3 (heart) + 1 (stamme) = 8): Weak Hit
+1 momentum (=6)
Inden hun forlader grotten ser hun chancen for at søge hen imod et langskib der ser ud til at være endt der for relativt nyligt. Det er svært for hende bare at efterlade sine brødre og søstre. Men da hun forsigtigt klatrer op på det der er tilbage af dækket, er det tydeligt at der ikke er noget at gøre for de druknede. Ikke engang ligene er at finde. Hun velsigner de døde, bekræfter sin ed om at binde ormen i dybet og takker dem for at have vist hende på vej. Mere er der ikke at gøre for dem, men langskibet kan stadig hjælpe hende: Et stykke af rælingen er revet af og ligger og duver i overfladen. Shiro finder også et humpel reb og en knækket åre der kan tjene som padle. Så lader hun sig glide i det natsorte vand, under tindrende stenstjerner, og driver videre på sin færd.
Delve the Depths: (7, 7) vs (6 + 2 (shadow) + 0 = 8): Strong Hit & Match
Mark progress (=6) + Find an Opportunity
match: ikke noget konkret, jeg skruer bare op for mystikken
%47: Feature: Eroded chamber
%97: Aspect: Forgotten
%23: Focus: Sign
Find an Opportunity
%62: A clue offers insight to your quest
(hm … jeg ruller for inspiration)
%Action: Uncover
%Theme: Ally
(kan jeg bringe min mentor ind i historien? Eller Glain?)
%Character role: Leader
(det kan vist kun være Aida?)
Med sine nye redskaber kommer Shiro let fri af den oversvømmede grotte, og hun skyller i land på fint sand og kan mærke skaller under sig. Bølgerne der dovent ruller ind over den underjordiske strand. Gennem årtusinder har de udhulet klippen og skabt et rum der skærer sig ind i landet. Hun nyder at have fast grund under fødderne igen, men er ikke sikker på hvor vejen går videre herfra. Det virker utænkeligt at Glain – eller hvem der end har taget Setara – er kommet forbi her.
Vandet strømmer ind fra flere gange i stil med den hun selv er kommet fra, og højt oppe slipper smalle kiler af dagslys ind. Det ligner en umulig opgave at komme ud den vej, men det er endnu mere umuligt at komme tilbage mod strømmen, så hvis situationen bliver desperat, kan det være en løsning.
Hun begynder at udforske den smalle stribe land og har ikke gået langt før hun bemærker et hvidt skær lidt oppe: Solstråler rammer en åre af hvid klippesten, magen til søjlerne over Hvideklint. Og da Shiro kommer tættere på, ser hun at der ligesom på støtterne er malet og ristet mystiske symboler. Hun klatrer derop – erodering har har fjernet svagere lag af kalksten og ler mellem klipperne, så det er relativt let. Tættere på er det tydeligt at billederne er langt ældre end dem ved landsbyen.
Noget snor sig, og selvom dele af tegningen er gået til, er det tydeligt at det må være ormen. En kvinde… nej, en mand i en hvid robe. Og dér, én til … og én til. Seks er der af dem. Men er det overhovedet mennesker? Der er noget overjordisk ved dem, og Shiro overvejer om det er væsner der boede her før Det gamle rige faldt, eller det måske er et primitivt forsøg på at fremstille ånder eller mystikere. Alle gestikulerer sært med hænderne, og alle har et symbol gemt i mønstret på deres kåber – det er ikke alt Shiro kan aflæse af den ældgamle kunst, men hun gør sit bedste for at lære det udenad. Det kan vise sig nyttigt. Shiro bevæger sig langs med den hvide åre. Der er mere, men meget er forvitret, og endnu mere uforståeligt for en ung kvinde opvokset på afsondrede, vilde øer.
Men da hun ikke kan komme længere, finder hun endnu en lindorm afbilledet, snoet om sig selv. Først virker den deform, og tættere på er det som om den skifter form: Spiralen der udgør kroppen, er ikke længere en slange, men en strålende sol der hvirvler om sig selv. Og i midten er det ikke et slangehoved der kigger ud … Shiro trækker sig fascineret tættere på indtil hendes øjne er lige ud for solens brændende hjerte. Hun synes hun kan mærke varmen på sin våde, kolde hud, og sveden drypper i forvejen af panden af anstrengelse. Ansigtet er et hun kender …
Aida!
Et pludseligt lysglimt rammer Shiro, og hun mister grebet i ren forbavselse.
Delve the Depths: (8, 9) vs (4 + 2 + 0 = 6): Miss
%47: Feature: Dry Passages
%97: Aspect: Active
%23: Focus: Valuables
(måske kommer oraklerne ikke i spil, for hun når jo ikke rigtigt videre lige nu, men så har jeg dem)
Reveal a Danger:
%50: You encounter a hostile Denizen
%6: Very Common
(det betyder egentlig en harmløs Vision, men da den skal være hostile, udskifter jeg den med en Bonewalker Crab)
Enter the Fray
Bonewalker Crab, Dangerous
(2, 3) vs (5 + 1 (wits) = 6): Strong Hit
+2 momentum (=8), vinder initiativ
(Ruller wits fordi jeg tager det som et baghold)
Shiro lander tungt i sandet der sprøjter op omkring hende, og hun får luften mast ud af lungerne. Inden hun kan nå at overveje hvad der lige skete, og hvad det var hun så, lyder en klakkende lyd bag hende, og hun ruller instinktivt til side. En kæmpekrabbe vender sig og løfter kløerne mod hende. Men … noget ved bæstet er ikke naturligt. Dens bevægelser er underligt hakkende, og fra dens pansrede krop undslipper en lyd som af kriblende, hvæsende insekter.
Strike: (3, 5) vs (3 + 2 (iron) = 5): Weak Hit
inflict harm, ubevæbnet (=2), mister initiativ
Hun tøver ikke, men springer frem og sparker ud efter det hæslige bæst. Hun rammer, men dyret tripper sidelæns og kommer hurtigt i kampposition, hvorimod Shiro nu er ude af balance og samtidig må famle med at få sin økse frem. Det giver dødskrabben en chance for at angribe.
Clash: (1, 6) vs (5 + 2 (iron) + 0 = 7): Strong Hit
inflict harm, ubevæbnet (=4), find opening +1 harm (=6), vinder initiativ
Bruger Sunderer Asset: ÷1 momentum (=7)
Strike: (4, 5) vs (3 + 2 (iron) = 5): Weak Hit
inflict harm, bevæbnet + Sunderer (=10 (faktisk 12, men 10 er max)), mister initiativ
Turn the Tide
vinder initiative +1 to next move (and +1 momentum on a hit)
(Jeg har allerede gjort en masse skade, men jeg kan ikke afslutte kampen uden at have initiativ, og jeg må ikke lave et progress move nu – det er faktisk lidt besværligt når jeg nu er så overlegen)
Strike: (5, 4) vs (4 + 2 (iron) + 1 (fra Turn the Tide) = 7): Strong Hit
behold initiativ, +1 momentum pga. Turn the Tide (=8)
(uendelig meget mere skade (=10 (faktisk 16!))
End the Fight
Progress Roll: (10, 2) vs 10: Weak Hit
(Arh, bah – der er intet tilbage af den krabbe, og jeg har 16 progress. Men hvis man kun tæller progress til 10, er det et Weak Hit. Men okay, jeg kan leve med: Others won’t forget)
Krabben løber direkte ind i en kampklar Shiro. Smak! Øksen fejer den til side, så de unaturligt dansende ben kollapser under den. Men kraften bag det knusende kæmpesving bringer Shiro forbi hendes fjende, og hun er ikke i position til at gøre en ende på kampen. Krabbekløerne hakker og sakser omkring hende, og der er en stank af død fra dyrets hule led. Shiro trodser faren og sætter endnu et hug i panserkroppen der er stor som en krigers skjold. Krabben vakler sidelæns og er ude af stand til at kæmpe. Men Shiro lader ikke udyret undslippe. Hun løfter øksen i begge hænder og kløver dens bagkrop. Skjoldet flækker, og ud myldrer en hær af mindre krabber der forsvinder i tusmørket på stranden. En syg dunst af død er det sidste der undslipper fjenden.
Delve the Depths: (4, 1) vs (2 + 2 (shadow) = 4): Weak Hit
Mark progress (=8) and Reveal a Danger
%47: Feature: Dry Passages
%97: Aspect: Active
%23: Focus: Valuables
(Beholder bare rul fra før)
Reveal a Danger
%16: Check the Theme Card: Greater Purpose is Revealed
(Lidt svær at se som en fare? Men det antyder i hvert fald et skummelt formål)
Shiro ser at de små kryb forsvinder ind i smalle sprækker i den naturlige klippe. Det er ikke indbydende, men det virker trods alt mindre risikabelt end at risikere at klatre op mod lysindfaldene. Og nu ved hun jo at krabbebæsterne ikke er stærke nok til at udfordre hende.
Hun er snart tilbage i de trange, stjernebeskinnede gange, men nu er hun atter på tør grund, på vej op fra dybet. Og snart fornemmer hun at hun ikke er alene. Og det er ikke de unaturlige skaldyr – det er noget andet der bevæger sig i gangene. Ud af øjenkrogen aner hun en skikkelse – et svagt lysende menneske … men større, slankere, unaturligt tyndt. Klædt i hvide, løse gevandter. Hendes hjerte begynder at banke, og hun kommer i tvivl: Er der i virkeligheden flere?
– Hvem er I? råber hun ud i mørket. – Jeg er Shiro, datter af Skyggebølgestammen. Kom frem og lad mig se jer!
Face Danger: (2, 4) vs (1 + 3 (heart) = 4): Weak Hit
÷1 Stress (=2)
(for at modstå frygt)
Endure Stress: (7, 4) vs (5 + 3 (heart) = 8): Strong Hit
Shake it Off: ÷1 momentum (=7), +1 spirit (=3)
Drømmeagtige lysvæsner flakker omkring hende, og nu er hun ikke i tvivl: De er flere. De kredser om hende, og hun fornemmer deres nærvær på huden som en forårsdag hvor solen varmer, og vinden køler. Deres overjordiske udstråling forplanter sig i hende som frygt, og selv hvis deres intentioner skulle være uskyldige, er deres fremmedartethed nok til at frastøde hende. Men langsomt får hun sin hjertebanken dulmet, og hun knuger en flig af sin fiskeskindskappe der forbinder hende til Mulmet.
Væsnerne svarer hende ikke, men bevæger deres hænder i fængende mønstre, og Shiro er mere rolig da det går op for hende hvor hun har set fagterne før: de hvide skikkelser på klippen. Væsnerne fører hende gennem gangene, og hun har en drømmeagtig fornemmelse af at svæve over en stjernehimmel, ledsaget af månebelyste skyer.
Deres færd ender da gangen åbner ind til endnu en grotte. Denne gang en sal, gulvet brolagt med et spiralmønster i glatte strandsten, loftet en hvælving i mørket over dem. Shiro synker i knæ, udmattet og overvældet. Lysvæsnerne svæver opad, og deres glans rammer hvide sten der fanger lyset og begynder at gløde. Seks vældige obelisker stikker frem gennem loftshvælvingen, nu oplyst og klare i skæret fra de seks væsner der hvirvler om hver deres sten. Hele rummet synes at summe af kraft, og snart er der lyst som dagen.
– De er ånderne der giver stenene kraft, hvisker Shiro for sig selv. Hun tænker: De har været her … siden de ældste tider. Glain ved det ikke, men spiller blindt et mummespil, holder riten ved lige. Men han er alene og har ikke styrken til at holde lindormen bundet. Den har været fri, i hvert siden jernlændingene kom og brød den naturlige orden på det her sted.
Nej, Glain er svag. Men der er en anden der har sikret pagten.
– Og jeg ved hvem …
Locate Your Objective: (1, 5) vs 8 progress: Strong Hit
make another move now +1
Escape the Depths: (4, 1) vs (4 + 1 (wits) + 1 (fra Locate Objective) = 6): Strong Hit
+1 momentum (=8)
Shiro bevæger sig længere ind i rummet og ser at der ligger en ubevægelig skikkelse: Setara. Shiro skynder sig hen til hende, men hun lader blot til at sove. Lyset ovenfra spiller på hendes kind, og Shiro husker hendes ansigt da de først besteg fjordens hvide klippeskråninger, og hun duftede til græsset og blomsterne. Shiro sidder lidt i lyset og lader den mystiske varme tørre hendes skind og klæder. Så vækker hun Setara der ser på hende, med det der forbandet forvirrende blik i øjnene.
– Det var … begynder hun, men Shiro skærer hende af.
– Jeg ved det. Lad os komme ud herfra.
– Jeg kender vejen, tror jeg, siger Setara.
– Det er dig der er vejviseren, svarer Shiro med et tørt smil.
Reach a Milestone
Mark progress: Binde den fordærvede orm i dybet! (=1)
(Hvideklint – eller måske Aida – kan et eller andet med at binde ormen)
(Pyh. Jeg spillede fra klokken 14 til midnat, selvfølgelig med pauser, men det var fedt bare at hakke løs på historien. Det blev noget mere metafysisk end tænkt, men hey. Jeg havde ikke kræfter til en konfrontation med Aida, og det var også lidt svært at passe ind i Delve-formatet – i stedet kan jeg starte et dramatisk sted næste gang. Delve-udvidelsen er fin, men jeg tænker at en lidt højere sværhedsgrad (Formidable) er bedre, for så kan mere af ens forberedelser (Discover a Site) komme i spil, flere Denizens, Features osv.
Jeg har lidt problemer med mine Vows, for det har lange udsigter at løse nogle af dem. Måske burde jeg have gjort det her Delve til et Vow, det havde jo været to lette XP til at forbedre en Asset. Hm – det overvejer jeg lige om jeg skal retcon. (Apropos: Ligesom i slugten fik jeg ikke brugt min Shadow-Walk, og momentum bare steg og steg).
Pjaltekongen 