[Gensyn sæson 3: flere Cthulhu-scenarier] Jeg har besluttet at udsætte gensynet med nyere Warhammer-scenarier: Jeg tog i stedet stor omgang med Imperiet, jeg har lige brugt en masse tid på Emmanuelle, og lige nu er jeg begejstret for På sporet af Lovecraft-podcasten, så jeg rider med på bølgen og giver WFRP en pause.
Der var nogle nye Cthulhu-scenarier jeg overså sidst, der er kommet flere til, og så fylder jeg op med lidt ældre stuff, tilbage til 1995. (Faktisk er der nok scenarier online til også at køre en omgang med de helt gamle – men det kræver nok en særlig læsevinkel, for efter moderne standarder er det meget simpelt – jeg ville dog gerne hylde genrens koryfæer som Paul Hartvigson og Merlin P. Mann.)
En rådden sag i staten Danmark, 2021 (remaster af Something Rotten in the State of Denmark, 1992), Casper Angelo, Bo Hasle Buur, Rasmus Bartholdy Jensen, Michael Jørgen Jørgensen & Christian Preuss (Bo står for remaster)
[Gensyn med scenariet – sæson 3: Cthulhu kalder igen] In the Grip of… Winter? (Call of Cthulhu) Af Jacob Schmidt-Madsen, premiere på Fastaval, 1995
In the Grip of… er Jacobs første kongresscenarie, men han har på dette tidspunkt allerede været udgivet i magasinerne Saga og Fønix. Jeg husker Jacob dukke op til Fastavals scenarieforfatterweekend og forsøge at forklare sin ide. Han var så tydeligt selv klar over hvad han ville, men jeg tror jeg taler for mange af de tilstedeværende når jeg siger at vi sad lidt forvirrede tilbage. Nu har jeg så endelig læst scenariet, og Jacob havde styr på det. Selvom det er lidt knudret.
Mening med galskaben? (spoiler)
Urguden Ithaqua er forvist til planeten Borea hvortil han henter mennesker fra forskellige polarkulturer, men ikke alle er ham tro. Hans præster har derfor lagt en plan om at hidkalde et nyt kuld (nemlig karaktererne, en enhed fra Stalins Røde Hær) og under rejsen gennem kosmos “befrugte” dem med et bæsts bevidsthed. Derefter vil bæstet altid kunne finde dem og de oprørske bygder. De indser snart at de ikke længere er i Sibirien (det er selvfølgelig et vigtigt twist), og det er op til dem at forhindre de onde planer – hvori de selv er tiltænkt en rolle. Klimaks udfolder sig med det næsten obligatoriske ritual, en monstrøs massakre og karakterernes dystre erkendelse af deres skæbne.
Der er bipersoner at snakke med og nogle fastlagte begivenheder, men der er en del frihed til at folde efterforskningen ud. Tekstmængden er betydelig, men scenariet er velformidlet (omend stift i sproget) og gennemtænkt og virker ligetil at køre. Karakterernes relation til Ithaquas bæst kunne godt have været klarere, men historien udspiller sig om spillerne forstår det eller ej. Parallellen mellem Stalins og Ithaquas udrensninger er god på papiret, men det er overladt til spillerne at give det vægt.
Kosmiske rædsler
Først på scenen i denne omgang af Gensyn har vi Ithaqua, her placeret på planeten Borea som jeg ikke kendte før, men som blev introduceret i Mythos af Brian Lumley. Der er også tekeli-li og en enkelt tcho-tcho, for hvorfor ikke. Til gengæld tror jeg “bæstet” er Jacobs egen opfindelse. Der er faktisk ikke så meget Lovecraft over monstrene her (Ithaqua kommer fra August Derleth), men rædslen over at være fanget udenfor tid og rum og i en tragisk undergang er velkendte HPL-temaer. Boreas rolle i plottet betyder at vi er lidt i fantasyland, men koblingen med jordisk politik giver noget grounding i det fremmede og alligevel velkendte. Man kan også argumentere for at Stalins voldsregime er et billede på den verdensorden genrens ellers normalt ret umotiverede kultister stræber efter. Endelig byder scenariet på ritualer, magiske genstande, en gal videnskabsmand, kultiske præster, og hvad der ellers hører sig til i Call.
Infernalske mekanismer
Ift. regelsystem er det helt vanilje-Call of Cthulhu. På positivsiden er der mange konkrete og meningsfulde forslag til hvad man skal rulle for, noget man ikke kan tage for givet. Hver karakter har sin egen galskab eller særlige evne der opstår af at blive kastet over i en fremmed verden, men det fylder kun lidt. Karaktererne er ellers fine for deres tid – de har alle en grund til at tjene Stalin men også til at hade regimet, og den konflikt leder direkte over i Borea-konflikten. Af virkemidler er der breve (med en lidt bøvlet “håndskrift”-font), et 1:1 fodaftryk fra bæstet (den humanoide form tyder på en yeti-lignende fysik?) og kort.
Hinsides tid og rum
Et iderigt, Mythos-fyldt og grundigt scenarie af den klassiske CoC-skole. Her er potentiale til mange timers underholdende spil – efter min smag alt for langt til en spilblok, et problem der kommer til at gå igen med flere af de næste scenarier. Men det er også noget der har rykket sig med tiden, og i 1995 har man jo bare spillet hele natten.
Ikke en eneste Otto-nominering fik Winter, men ser man på 1995-kandidaterne, hænger det givetvis sammen med et skifte i scenarieskrivningen hvor bevægelsen går i en anden, mere “litterær” (eller måske rettere Hollywood-ificeret) retning. (Året efter tog Jacob fire nomineringer og vandt publikumsprisen for Oculus Tertius der med sit intrigeformat bedre ramte tidens designtrends – og også bedre udtrykte hans særlige tilgang til fortællinger.) Uanset hvad en helstøbt og ambitiøs debut.
†
Dette er sæson tre af Gensyn med scenariet: Cthulhu kalder igen. Jeg læser Mythos-inspirerede scenarier der er tilgængelige på Alexandria og udkom tidligst år 1995 (frem til i dag, 2024). Listen over sæsonens scenarier finder du her, og der er flere gensyn samlet her.
[Kampagne: Ventrue Chronicles / Vampire the Masquerade] Vores vampyrer i New York anno 1895 (nu ’96) holder til i det kulturrige og moralsk anløbne Tenderloinkvarter, med base (Haven) i en tidligere danseskole. Vi er også i gang med at genopbygge et palæ til tøjproduktion og teater/festlokale, med henblik på at skabe et nyt Elysium (huset tilhørte Tenderloins tidligere hersker, en højtstående, nu, a-hm, forkullet Toreador). Og så har vi planer om at opbygge vores egen drosketjeneste. Vi bruger rigtig meget kampagnetid på bare at være de sære vampyrer vi nu er, og på at styrke vores territorie. De seneste spilgange har Johs endda gjort et par af vores planer til konkrete langtidsmål der kræver et antal terningerul for at blive realiseret, som man også kender downtimeaktiviteter fra Blades in the Dark og efterhånden mange andre spil.
Natteliv i Tenderloin ca. 1890.Det er samme kvarter som bordellerne i The Alienist (Netflix) ligger i.
Det fik mig til at tænke på at Vampire 5th. edition (vi spiller, meget løseligt, Revised Edition) har regler for at sætte stats på ens koteris domæne, og jeg har for sjov overvejet på vores. Som udgangspunkt får man 1 pt. per vampyr eller 2 hvis man er færre end 4 spillere. Da vores koteri startede ud med magtfulde Ældres velsignelse, tænker jeg at 8 pt. er okay. Der er følgende særlige stats for Domain (hvert point er en “0”):
Chasse (geografisk område/jagtrevir): 000 (hele Tenderloin er nok 4-5 pt. værd, men vi kan vist ikke påstå at have fuld kontrol; ikke desto mindre er det et juicy bohemekvarter med mange lette ofre)
Lien (integration med dødelige): 0 (i praksis højere, for samspillet med de lokale går lige nu gennem vampyrernes egne kontakter; men vi forsøger faktisk at udnytte/indgå i Tenderloins naturlige dynamik)
Portillon (forsvar mod invasion): 0 (vi har spioner ude, men Tenderloins mangfoldige gadeliv gør det også svært at sikre mod infiltration; NB: gælder ikke for vores Haven der er bedre beskyttet)
Advantages & Flaws
Et domæne kan også have de samme baggrundstræk som enkelte vampyrer. Det overlapper lidt, og reglerne lægger op til at man kan bruge private point på fællesskabet. x’er er flaws der tæller minus, og 0’er i parentes er de facto-niveau via vampyrers personlige baggrunde. Her er et bud:
Substance Use: Addiction: x (flaw) Vi har en slags fe boende der giver euforiserende blod. Det er måske at trække den at kalde det en afhængighed, men det er i hvert fald et særtræk vi er stolte af og benytter os regelmæssigt af.
Allies: – (oo) Ligger nu hos de enkelte vampyrer, men det er fx Sallys gadebørn og veltrænede sufragetter. Vi andre har også hjælpere, men ingen kommer vist højere end de 2 pt. Disse kunne godt på sigt konsolideres i domænet, enten som Allies eller højere Lien.
Contacts: – (ooo) Ligger nu hos de enkelte vampyrer, og det er særligt Gertrudes rige venner der giver økonomisk råderum og handlemuligheder, specielt familien Munroe. De er ikke som sådan bundet til vores domæne, måske tværtimod.
Fame: – Faktisk noget vi arbejder på, men vi er endnu kun i forarstadiet til at udbrede vores ekstravagante modehus (Duval’s, ironisk nok opkaldt efter den brændte Toreador) og teatralske/rituelle produktioner/fester (The Gallery). Men 1896 bliver stort!
Influence: – Ikke rigtigt, kun gennem andre.
Haven: 00 + 0000 (Hidden Armory, Library, Location, Warding); Haunted: x (flaw) Et pænt stort byhus til 2 pt. plus nogle særlige features etableret gennem spil: våbenlager, Rolfs bibliotek, beliggenhed og magisk beskyttelse (en urgammel sump og førnævnte fe). Man kunne måske også argumentere for celler og operationsstue, men det er ikke blevet specifiseret. En magisk tilstedeværelse gør det til gengæld “hjemsøgt”, sådan i bred forstand.
Herd: – Ligger nu kun hos de enkelte vampyrer, Benjamin har fx sine indvandrerfamilier, men domænet som sådan giver alle et godt boost (Chasse). På sigt er målet at det nye teater – og generel kontrol med nattelivet – vil give en lettilgængelig, fælles Herd.
Mawla: 00 / Adversary: xx Vi har magtfulde venner og lige så magfulde fjender, men begge parter er lidt på afstand eller kommer og går, så jeg har nedgraderet dem fra de 3-4 (på begge sider) der nok er mere passende. Vi kunne stå lidt bedre hvis vi mere helhjertet hjalp vores lokale Ældre, Aimery, men den relation er lidt … kompleks.
Resources: – (00) Vi er faktisk begyndt at arbejde på indtjening (mode, teater, taxitjeneste … måske kokain-/opiumsalg), men lige nu lever vi i praksis af andres penge.
Retainers: 000 En meget magtfuld ghoul, Halvdan, og et par andre, mindre nyttige. Vi har også en levende ursump, men graden af kontrol er begrænset.
Status: 0; Notorious: x (flaw) Qua vores Sires og tydelige indblanden i Sabbatkrigen må vi trods alt have en vis status i Camarillaen … men også et ry for at gøre lidt som det passer os.
I alt: 8 point (fraregnet Haven’s særlige features og karakterpoint i parentes). Reelt kunne nogle af posterne godt være højere, og det ville ikke være urimeligt i betragtning af hvor meget domænet fylder i kampagnen. Men så er der noget at arbejde videre på.
[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: mit bud] Efter de indledende artikler er det tid til at konkludere på hvem Emmanuelle von Liebwitz egentlig er. Vi har i kilderne set en bevægelse fra en enkelt sætning i originaludgaven af Warhammer over en mere chauvinistisk fremstilling i 2nd. edition, til 4.-udgavens øgede fokus på hendes handlekraft og evne til at spille med om magten og gøre det med humor (og generelt et bredere udsnit af kvinder i forskellige roller). Det kan jeg godt lide, men her følger min egen “head canon” der går lige et skridt videre, uillustreret for at give fantasien plads.
Nuln som bagtæppe
Fristaden Nuln og Emmanuelle er så nært forbundet at jeg er nødt til at starte her. Nuln var hjem og trone for Magnus den Fromme, og byens historie som kejserstad vil have sat sig dybe spor i arkitektur, kultur og selvforståelse – og dermed i komtessens opdragelse. Den er også hjemsted for Den kejserlige artilleriskole der udvikler og producerer krudtvåben: moderne industrielle tiltag. Det passer også med orienteringen mod Tileas bystater og hele den medfølgende parallel til renæssancens opblomstring indenfor kunst, videnskab, krigsførelse osv. Det understreges også af Verenas rolle som lokal skytsgud og byens berømte universitet. Samtidig med at Sigmar også må have sat et stærkt aftryk, ikke mindst efter at Magnus den Fromme reddede verden for blot 200 år siden. Nordens gamle guder har ingen plads her.
Uden et modsvar til Altdorfs magiske kollegier må denne storby have en meget anderledes fornemmelse – mindre udsat for magiens omskiftelige vinde, måske? Men menneskelig stræben giver rigelig uro i sig selv, hvorfor Emmanuelle benytter sig af hemmeligt politi og tileanske lejesoldater. Blandingen af oplysningstid og censur giver også grobund for en masse propaganda og revolutionære modbevægelser der igen kan være med til at skabe et særligt billede af Sydens perle og fristadens underskønne overhoved, på godt og ondt.
Man kan måske lidt groft sige at det idealiserede Aldorf – med krigerkejseren på sin hippogrif, storteogonen og de magiske kollegier – er billedet på high fantasy/Battle-udgaven af Warhammer. Men med sin sump og tåge og tusindvis af ølstuer og galehuse også på de mest mudrede og “gritty” dele af Fantasy Roleplay. Prægtigt, skummelt og tungt. Overfor det står Nuln på spring til en industriel og kulturel revolution efter længe at have hensygnet i sydens arrogante magelighed. Hvis man tager den vinkel et skridt videre og overvejer hvordan alt det her kan bruges, så tilbyder det helt grundlæggende en alternativ tilgang til Warhammer: Hvordan ville et sådan spil se ud hvis man byggede hele universet ud fra Nuln på samme måde som fra Altdorf? Med Emmenuelle som bannerfører for denne nye verden, på samme måde som Karl-Franz er det for både Battle og Fantasy Roleplay – og vigtigt: med samme grad af moralsk morads, for ingen siger at en industriel revolution drevet af en autokratisk leder, konstant krig og kosmisk korruption er uproblematisk.
Opvækst
Emmanuelles forældre kan bruges næsten som de er beskrevet i Beasts in Velvet: en kvindehadende, fraværende, akademisk far og en mor der var forblændet af sociale normer og magtspil og døde i en droskeulykke. De står som kongen og dronningen af Emmanuelles primære arenaer, intellektuelt og socialt, men også komplekse og mere skræmme- end forbilleder. Det nye Warhammer har gjort Emmanuelles barndomsvenskab med Karl-Franz og hans senere førsteleskerinde Maria-Luise varmt og ægte, men det udelukker ikke at der stadig er et gran af sandhed i at han hjalp hende til magten i Nuln, særligt når hun nu ovenikøbet havde en lillebror, Leos, man kunne have givet en forlomme. Faktisk giver det god mening at hun så til gengæld ikke griber ud efter magten ibm. Tumulten (The Enemy Within) hvor huset Holswig-Schliestein er på randen af sammenbrud.
Vi ved ikke med sikkerhed om de hemmelige agenter og grå troldmænd der forsvarer hendes magt, er hendes ide eller noget hun har arvet, men jeg formoder det sidste. Det er ikke sikkert at hun bryder sig specielt om dem, men det er tydeligt at hun anerkender dem som en nødvendighed. Der er også flere navngivne slægtninge, og ingen af dem lader til at hade hende, så man må formode at hun vitterlig har lært at begå sig, i hvert fald blandt socialt og intellektuelt ligesindede. Byens borgere kender hende jo ikke, men elsker ideen om hende, så hun (eller hendes forældre) har også formået at skabe et positivt image. Og igen, måske fik Emmanuelle tronen fordi hun var den ældste, men det er også muligt at hendes egen charme og politiske tæft fra starten spillede en væsentlig rolle i at sikre den frem for hendes lillebror, den ekstremt komplekse Leos.
Tragedien Leos
Jeg vil fortsat lade spørgsmålet om Leos stå lidt åbent, men jeg tænker at hen blev født i en drengekrop og aldrig rigtigt fandt sig til rette der (altså i stedet for historien om en pige der blev tvunget til at vokse op som en mand). Sociale normer, pligtfølelse, og utvivlsomt også problematiske mønstre i opvæksten, forhindrede hen i at blive lykkelig. Men det gjorde hen ikke til et bæst. Der var et kvindehadende bæst i Altdorfs tåge, og måske blev en forpint Leos involveret, måske endda som (velvilligt/selvmorderisk?) offer – da hen endelig turde stå ved sin kvindelige identitet? Uanset hvad, en tragedie der førte til hens død.
Leos er i Beasts in Velvet fremstillet som et monster, skabt af sine syge forældre og Emmanuelles forfængelighed. Hen er et twist på tropen om den psykopatiske transvistit hvor det normalt er en mand der skjuler sin implicit voldelige natur bag et uskyldigt feminint (og falsk!) ydre. Det er dog stadig en ret problematisk fremstilling, og efter at hen er blevet indlemmet i kanon, har man ladet det stå lidt mere åbent hvad hens problem egentlig var – vi ved bare at hen er død, og at det gav Emmanuelle et stærkere behov for at kunne forsvare sig selv … hvilket antyder at Leos for hende var en oprigtig beskytter. Far Konstantin har foragtet Leos’ feminine tendenser og sikkert også hens manglende akademiske interesse. Mens mor Adelina (et navn jeg har givet hende) så en mulighed for at forfølge sine egne ambitioner og drømme om magt og skønhed gennem sin datter (og derfor svigtede sin søn). Leos betroede sig til sin storesøster, men for at skærme hen, måtte hun tage magten på sig, og det bandt Leos til den uønskede manderolle som hendes dødelige beskytter.
Emmanuelle bærer en skyld, for at have svigtet Leos i hens barndom, og senere, for ikke at kunne redde Leos der ellers var så villig til at ofre sig for hende. Men ikke for at have skabt et morderisk, sadistisk monster.
Magtens redskaber
Emmanuelle har imponerende nogle stats (jeg regnede ud at Detlef Sierck havde brugt 7.000 xp alene på talenter, og hun er endnu vildere) og et magisk sværd (og muligvis andre unikke trinkets), og hun omgiver sig med grå troldmænd der også giver en overnaturlig fordel. Men usædvanlig skønhed, høj selvopholdelsesdrift, et skarpt sind og politisk tæft er hendes eneste “gaver”. Der er ikke noget magisk ved hende, og de grå troldmænd i hendes tjeneste bruger deres skyggeillusioner til at spionere, ikke til at trylle hende ung. Der ligger således heller ingen pagter med Kaos bag hendes skønhed eller magt.
Rygterne om en vis skamløshed ved hoffet i Nuln er aldrig bekræftet. Indtrykket af Emmanuelle som en libertiner er med andre ord primært baseret på sladder fra folk der ikke kender hende, og et bevidst seksualiseret spil på hendes navn. Men det er samtidig også udtryk for Imperiets konservatisme og latente fremmedhad, for hoffet i Nuln er præget af nye, progressive – og af nogle set som farlige – strømninger. Dette er ikke blot baggrundskulør, men udtryk for et radikalt skisme. Emmanuelle er ekstremt veluddannet og politisk en fritænker. Det vil hendes fjender selvfølgelig bruge mod hende – på samme måde som en klog kone kan sværtes som en heks, kan en smuk, intelligent kvinde fremstilles som en promiskuøs rænkesmed. Det er sandt at Emmanuelle har potentialet til at ruske op i den kendte verdensorden, herunder sociale og seksuelle normer. Men hun ved udmærket at hun lægger hovedet på blokken for sin sag, og hvis ikke hun helt bogstaveligt ønsker at miste det (jf. The Execution of Lady Jane Grey), er hun tvunget til at spille et livsfarligt og intrigant spil, og det giver hende en beregnende side der benytter alle magthaverens kneb – spionage, berufsverbot, snigmord, militære trusler, handelskontrol. Det er ikke det der nedsættende betegnes kvindelist, bare fordi det ikke direkte involverer åben krig (selvom hun også holder det greb åbent ift. ekspansion ind i naboprovinserne), og hun tilfældigvis er attraktiv og giftemoden.
Jeg har allerede været inde på det, men artilleriskolens kanoner og universitetets lærdom er lige så vigtige redskaber som de livslænge venskaber (og ja, sikkert også romantiske besættelser) hun har skabt gennem et langt liv i Imperiets øverste kredse.
Køn og alder
Jeg har flere gange dvælet ved Emmanuelles alder og de kronologiske udfordringer den giver. Men sandsynligvis er det ikke noget årtiers skiftende mandlige Warhammer-designere/-forfattere har tænkt videre over: Hun er “ung og smuk” – det er bare en del af hendes beskrivelse, uanset om vi snakker hendes ungdom i 2490, hendes kroning i 2503 eller “nutiden”, 2512. Hvad er et spænd på 25 år med den rette diæt? I hvert fald, der er ingen overnaturlig forklaring. Hun er bare objektivt en smuk kvinde der holder sig ung gennem et seksuelt aktivt, indholdsrigt og intellektuelt stimulerende liv – i sig selv en sjældenhed i Den gamle, grumme verden. Jeg er endt på en Emmanuelle i start-30’erne (se tidslinje i tidligere indlæg).
Sam Manleys illustration i Rough Nights er som nævnt den første officielle illustration af komtessen, og jeg blev virkelig skuffet. Det var et alt for vampet billede til den komplekse kvinde jeg havde forestillet mig. Men der er alligevel er noget playfulness der kommer til sin ret i det kostume jeg også har postet – det kræver noget ungdommelig friskhed uironisk at bære sådan et udstyrsstykke, og det formår tegningen ikke at løfte. Så kudos til cosplay-modellen der helt anderledes er i stand til at sælge kostumet – det er dog stadig ikke sådan jeg forestiller mig hende. Men vi er ude i fantasy fashion, så jeg tror ikke jeg kan beskrive det nærmere, og hårfarven må du selv bestemme.
Jeg har også allerede behandlet spørgsmålet om hendes seksualitet, og hvordan den i en periode blev fremstillet som noget skamfuldt. Men der er ikke belæg for at Emmenuelle skulle være sexkultist, endsige lesbisk, nonbinær, panseksuel eller andet spændende. Men hvorfor ingen mand eller børn? Længe var hendes rolle at være “the most eligeble spinster of The Empire”, og hun var nødt til at holde alle muligheder åbne, men sandsynligvis med både elskere og længerevarende hemmelige forhold. Eller måske er der hold i rygterne om en tilbøjelighed mod sit eget køn. Måske har hun allerede, som rygtet, født en arving og holdt ham/hende hemmelig. Måske er det bare ikke muligt for hende at føde børn. Der kan være endnu flere dramatiske muligheder – hvis der er skeletter i skabet vil de i deres natur, og særligt i hendes hjemby, være dybt begravede hemmeligheder. Den lille tvivl er en del af attraktionen ved hende, så lad mig bare holde (skeletskabs-)døren på klem.
Fremtiden
Efter Tumulten står rigsgrevinde Emmanuelle politisk styrket med nye besiddelser og et endnu tættere forbund med kejseren. Et bedre parti end nogensinde. Hun er tydeligvis optaget af at sikre og udvide sit domæne, men ikke på bekostning af Rigets sikkerhed, så Nuln vil også fremover være hendes herresæde, og så må ekspansionen foregå på de indre linjer: øget velstand, større sikkerhed – fremskridt.
Men jeg tror hun vælger ikke at få børn, og dét er i sin enkelthed det mest kontroversielle ved min Emmanuelle. Blodet er et stærkt argument for at udpege en arving og sikre sit eftermæle, men i Imperiet langt fra det eneste. Det er bestemt muligt at hendes seksualitet er så frisat at hun i sine senere regeringsår vil have lov til åbent at have en elskerinde, men det vil jeg ikke bestemme. Jeg synes det er langt mere interessant at hun går foran her og ikke lader sig reducere til en fødemaskine for patriarkatet! I stedet vier hun sit liv til kultur og skønhed, videnskab og åndelighed, til nye tider – selvfølgelig godt bakket op af militærmagt og tankepoliti.
Damen er jo ikke dum.
†
Pyh. Efter hele det lange tilløb kan mit klatmaleri jo nærmest kun skuffe, men det her er mit bud. Var det så mit sidste ord om Emmanuelle? Lad os se …
[anbefaling af ny podcast,TTRPG-nyheder & YouTube-anmeldelser] Hvis man er så obskurt involveret i rollespil at man læser min blog, så er disse tre tip nok ikke nye, men jeg nævner dem alligevel, for det er alligevel sjældent at bordrollespil pludselig får så meget godt digital “content” på én gang.
På sporet af Lovecraft
På sporet af Lovecraft er en dansk podcastserie der gennemgår hele H.P. Lovecrafts forfatterskab kronologisk. Værterne, Merlin P. Mann og Dennis Jacob Rosenfelt, nævner begge specifikt deres rollespilsstamtavle og hvilken betydning Chaosiums Call of Cthulhu har haft for dem. Så udover at få serveret en lun, men også vidende præsentation af kildematerialet til en af de vigtigste rollespilssettings, håber jeg også de kommer til lidt mere direkte at behandle den vinkel.
Der er foreløbig to afsnit ude, det er gratis, og det er godt. Man kan deltage i snakken på Instagram.
Rascal
Jeg har ad flere omgange ledt efter gode nyhedssites om rollespil der ikke kun poster om de største aktører, men det har været tyndt. Nu forsøger et nyt medie sig, kaldet Rascal, og jeg kan umiddelbart godt lide de foreløbige takter. Fun fact, Johan Nohr (det gale geni bag Mörk Borgs look) har designet logo – det er ikke en dårlig start.
Det koster penge at læse, men for en $-femmer om måneden kan man jo se om det er noget for en – i hvert fald har jeg foreløbig fået hvad jeg har gået og ledt efter. Fx et interview om …
Quinns Quest
Quintin Smith, som alle allerede kender som Fastavalgæst, fra Shut Up & Sit Down (hvor han var den der en sjælden gang rettede søgelyset mod rollespil) og måske også People Make Games, har nu lavet en dedikeret kanal til rollespilsanmeldelser. Præsentationen er gøglet op med et look a la Discovery Channel fra anno Dengang Jeg Var Ung – helt overflødigt, sikkert for fluffy for nogle, men anmeldelserne (foreløbig af The Wildsea og Lancer) er på hans sædvanlige gode, reflekterede niveau.
YouTube-kanalen (gratis) er suppleret af en Patreon hvor han “blogger” (“That gum you like is going to come back in style”, som man siger, baglæns) og poster ekstra indhold, fra 30 kr.+moms/md.
[et kig på Werewolf – “A Storytelling Game of Environmental and Spiritual Horror”]
Jeg var all-in på World of Darkness da det eksploderede ind på rollespilsscenen i start-90’erne. Måden at skrive rollespil på og hele det univers der foldede sig ud. Vampire: the Masquerade føltes virkelig som noget helt nyt, både ift. at spille monstre i eksistentiel krise og at sætte ens menneskelighed på stats, og systemet var samtidig så deskriptivt at det var velegnet til at understøtte vores stadigt mere terningløse spilstil. Derfor var der dengang heller ingen tvivl om at jeg skulle eje Werewolf: the Apocalypse selvom det måske stemningsmæssigt ikke så meget var min jam (men den der hardcover med flænger gennem omslaget var nu ret dope). Sådan er det også lidt nu: Jeg syntes Vampire 5e var en ret fed bog, så jeg er villig til også at kaste lidt snoldepenge efter Werewolf selvom det ikke er noget jeg kunne finde på at spille (faktisk er det eneste Werewolf jeg har spillet, i forbindelse med at skrive et scenarie til Fastaval 1994).
Herhjemme har Werewolf haft (har?) et stærkt larp-miljø, og jeg kan godt se den side af spillet fungere godt live: samlet om bålet, fortællinger om natur og ånd, inderlighed og integritet. Og samtidig har man som spiller et menneskeligt ydre der kan fremstilles overbevisende, og et rigt og farligt indre liv man kan sidde og trippe lidt over i sin fantasi (på en god måde). (Disclaimer: Jeg har ingen anelse om hvad larperne rent faktisk laver.)
Præsentation
Werewolf fremstår meget forskellig fra Vampire-bogen der bruger fotos, blod, sort baggrund, skiftevis sat i to og tre slanke spalter på glat papir og fiktion i form af sms’er, breve osv. WtA5 er en mere klassisk rollespilsbog uden så meget lir. Illustrationer er i farver og generelt udmærkede, ingen fotos, papiret er lidt grovere, layoutet helt straight (men pænt nok), og der er stort set ingen multimedie-/fiktion. Det virker overall som en lidt billigere og i hvert fald mindre ambitiøs produktion, men samtidig også i tråd med settingen og stadig af en god kvalitet.
Bogen er hardcover med læsebånd og på 320 sider (mod Vampires 400+). Der er et kort scenarie og et afsnit om “Considerate play”.
(Obligatorisk wishlist-kommentar: Der er åbenbart også kommet en Hunter: the Reckoning 5e- bog (spørgsmålstegn/shrug), så nu må Mage 5e da være næst? Man har lov at håbe. 5th. edition er generelt gået efter at strømline systemet og samtidig gøre de unikke elementer ved settingen mekanisk mere “mærkbare” – noget Mage kunne have særlig glæde af. Men jeg håber ikke produktionsværdien så falder yderligere.)
Apokalypsen kommer
Jeg kan forstå, sådan set fra sidelinjen, at mange af de eksisterende fans er kritiske over for alt der er 5th. edition, både regelrevisioner, men måske særligt lore. Da jeg i forvejen ikke er inde i den “gamle” udgave af verden, og da slet ikke hele dens historie som foldet ud gennem tonsvis af udgivelser, skal jeg ikke kloge mig, men spillet adresserer det selv i en af de første noter (s.9):
If you’re familiar with previous editions of Werewolf, let’s be up front and state that this fifth edition is a re-imagining, not a continuation. You can even call it a reboot if you prefer.
Helt konkret er der nogle varulvestammer der er røget ud, og stammernes oprindelige tilknytning til oprindelige/naturfolk/hedninge (i ordets bedste forstand) er skåret fra, hvilket objektivt virker klogt. Apokalypsen er gjort til en umulig kamp; ulvene har allerede tabt. Det er trist, men måske også en fair fremskrivning i en tid hvor man snakker om klimaangst, og vi konstant overskrider “sidste chance” – det er mere frustration og håbløshed der præger kampen for Gaia, og selv et eventuelt raseri er dybest set impotent.
System
Oprydningen af regler indledes med et bemærkelsesværdig citat (s. 115):
The most basic of these rules, and the fastest and cleanest to use in play, appear here. (…) Expanded rules (…) can be found at (webadresse), available for free.
Lidt i stil med Vampires “three-two-done!”-regel om ikke at trække voldelige konflikter i langdrag? Men også lidt vildt i et spil der helt klart har lagt mere op til “fysisk” powerplay – det har altid været en vigtig del af attraktionen at man var et bæst der bogstaveligt kunne rive sine fjender midtover. Man skal dog ikke tage fejl: Systemet belønner “Rage” mere end nogensinde (har jeg læst andre steder). Man har nu “harano” og “hauglosk” der styrer ens Rage og Willpower og er yderpositioner på hvordan varulven håndterer sin rolle som naturens beskytter: med spirituel depression eller retfærdig harme, jf. min kommentar ovenfor om klimakampen. Mekanisk fungerer det umiddelbart parallelt til hvordan Vampire 5e har givet blodtørst sin egen terning der kan føre til Frenzy – således er der også et unikt sæt WtA5-terninger der kan tilkøbes (men man kan godt bare bruge d10).
†
Alt i alt, meget hvad jeg havde forventet, efter at have skimmet og pletlæst (så det her er ikke en anmeldelse). Et lidt fjollet spontankøb, men ikke en bog jeg er ked af at have stående. (Find flere anmeldelser/smugkig her.)
Development and design: Justin Achilli and Karim Muammar World of Darkness / Renegade 2023
[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: inspiration udefra] Uden at det skal udvikle sig til en større kunstkritik, for det kan karakteren trods alt næppe bære, så eksisterer Emmanuelle jo ikke i et vakuum. Der er både noget der er kommet før, og andre medier er kommet i spil siden. Her er “lidt” inspiration fra andre steder end Warhammer.
Gennem nøglehullet
Jeg gætter, men mon ikke de oprindelige forfattere af Warhammer-universet har været inspireret til komtessens navn (og ry) af filmserien Emmanuelle (baseret på en roman af Marayat Rollet-Adriane), en række erotiske eskapader der havde deres storhedstid i 70’erne, med Sylvia Kristel i hovedrollen. Jeg kan ikke påstå at have set dem, men navnet står stærkt i popkulturen med sine associationer til erotik og blød porno (der samtidig pressede grænserne for en X-rating) – sådan lidt datidens Fifty Shades of Grey, men nok lidt mere frisindet. Det er en meget indirekte kobling, men navnet har stadig en reel effekt – helt konkret var der en rollespilsforfatter der snublede over at jeg overvejede et scenarie kaldet Emmanuelle (selvfølgelig om/med hende) fordi tankerne straks gik i en helt bestemt retning.
Det er ikke fordi jeg tror at forfatterne var særligt bevidste om det – det er bare et let greb til hurtigt at bygge noget verden. Meget af det der senere klæbede sig til karakteren, fulgte måske af navnet, men som jeg har citeret er hun allerede fra starten beskrevet som ombejlet og extravagant. Fordi Warhammer-Emmanuelle ikke (før for nylig) er grundigt beskrevet, har de konstante små hentydninger til hendes mulige promiskuøse adfærd fået lov at fylde i billedet. Det bliver uanset intentionen forstærket når man kobler det sammen med navnet, for hjernen vil lede efter sammenhænge.
Det er også en fodnote værd at sex i Warhammer hurtigt bliver forbundet med Kaos-magten Slaneesh, og ikke kun det perverterede, men allerede i det vulgære og i vores verden ellers uskyldige kinks kan det let få en farlig tone. Det er alvorlige anklager, så de fleste går nok stille med dørene, men det er ikke overraskende at Skavenslayer både får nævnt rygterne om Emmanuelles … appetit og en Slaneesh-kult i Nuln. Dekadence er ikke kun en last, det er en dødssynd.
Dronning Margot
Og apropos kvinder der står ved deres lyst … Jeg er ikke så godt inde i Alexandre Dumas som jeg sikkert burde være, men var vild med Patrice Chéreaus filmatisering af La reine Margot fra 1994 der vrimlede med fransk films degang største stjerner – bl.a. Isabelle Adjani, Daniel Auteuil og Jean-Hugues Anglade. Jeg koblede straks den franske dronning med Emmanuelle. Okay, én ting er min fantasi, men lige nu lytter jeg til romanen, og jeg kan ikke slippe tanken om at jeg måske ikke greb det helt ud af det blå. Skrivende rollespilsnørder har helt sikkert været velbevandret i Dumas, og hofintrigerne omkring en politisk, men absolut også sensuel kvindelig regent og hendes vigtighed som bærer af arvefølgen – blandt et hav af krigeriske mænd – er helt sikkert spot-on ift. Emmanuelle, inkl. social etikette og et minutiøst fokus på kjoler og smykker. Og en koket lille maske der gør hende fuldstændig ugenkendelig.
Selv hvis ikke de første Warhammer-forfattere tænkte på Margot, så virker det oplagt som om det henad vejen blev formularen for at inddrage komtessen i ethvert plot. (Det skader ikke at settingen omkring den blodige Bartolomæusnat i Paris i 1572 også rent visuelt kunne gå som en fremstilling af Warhammer-universet (udskift huguenotter og katolikker med asketiske ulrikanere og kejsertro sigmaritter), men det er nok mest relevant ift. filmen.) Der er i øvrigt også “magi” med idet florentineren René tager varsler der faktisk holder vand (Dooming, anyone?), og der er et rygte om at dronningen gemmer sine elskeres hjerte på glas hvilket også ville passe naturligt til en fantasy-Margot. (“Nogen” derude burde måske faktisk bare lave et Donning Margot-scenarie.)
The female gaze
Jeg bevæger mig helt væk fra mulig inspiration og over til min helt egen forståelse. Jeg overvejede film som Elizabeth, 1998 og The Other Boleyn Girl, 2008 (der igen ift. periode passer ret godt ind), men det er primært kærlighedshistorier, og den fortælling er bare ikke rigtigt en del af Emmanuelle (endnu). Desuden er det sjovt nok film instrueret af mænd om en kvinde, i modsætning til de to jeg har valgt:
Først Sofia Coppolas Marie Antoinette fra 2006, med Kirsten Dunst. Her er både kærligheden og intrigerne skubbet i baggrunden (men det er der) til fordel for at vise den unge dronning uden fordømmelse, med både sult på livet og stor sårbarhed. Jeg kan ikke sige at der direkte er noget jeg lægger ned over Emmanuelle andet end at tænke over at vi mangler fremstillinger af magtkvinder der ikke kun sætter dem i rollen som forfører/intrigant/træsk kvindelist etc., men som menneske først. Og maskeballer, altid.
En anden kandidat er Sally Potters Orlando fra 1992, med Tilda Swinton (gratis på Filmstriben, desværre i en ret fuzzy kvalitet). Det er også lidt en kærlighedshistorie, men den har vigtigere pointer omkring køn og forventningen om, særligt som kvinde, at skulle holde sig evigt ung – det er prisen for at Orlando kan få alt af den aldrende dronning Elizabeth: aldrig at visne … og i øvrigt skabe mening i sit liv ved at føde en søn. Den er desuden opdelt i en række afsnit der omhandler relevante emner som posei, politik og sex. Filmen åbner med ordene, “Der hersker ingen tvivl om, af hvilket køn han er, trods de feminine træk, som tidens unge mænd stræber efter”, hvilket også bringer mindelser om Leos (og apropos hen, tjek lige Swinton i mandekostume i år 1600 her til højre).
Filthy Shades of Grey
Og så har jeg medtaget et maleri jeg har været optaget af siden jeg faldt over det, og det har altid været en del af mit Warhammer: The Execution of Lady Jane Grey af Paul Delaroche, 1833. Jane blev udråbt til dronning af England i 1553, afsat efter ni dage og henrettet året efter. Det udstråler magt og femininitet, og det er super dramatisk. Og igen, Warhammer-periodisk “korrekt”. I Den gamle verden kan den kvinde kun være én. Og heller ikke en usandsynlig skæbne hvis man forestillede sig Emmanuelle udråbe sig selv til kejserinde fx i forbindelse med Tumulten.
En anden Elizabeth … og en helt tredje
Først, Elizabeth Báthory (1560-1614) der enten var en blodtørstig massemorder eller offer for politisk motiveret falske anklager og en heksejagt. Emmanuelle er ikke nogen steder fremstillet som blodtørstig, men ift. evig ungdom er det jo en klassiker at bade i blod, og sjovt nok er hendes “runefang”-sværd kaldet “Blood-Biter”, så der kunne meget vel gå nogle grumme rygter om hvordan hun mon bruger det. Báthory er i øvrigt ikke fremmed for Warhammer-universet, for Jack Yeovil har givetvis brugt hende som inspiration til en af sine vampyrer i serien om Genevieve, nemlig tsarina Kattarin den Blodige om hvem det netop blev sagt at hun blev vampyr for at holde sig evigt ung.
Sissi, af Franz Xaver Winterhalter, 1865
Og så fik jeg lige hvisket en kandidat i ørene jeg ikke selv havde overvejet, nemlig Elisabeth“Sissi” af Østrig-Ungarn der i 1800-tallet var berømt for sin store skønhed – i en sådan grad at andre vurderede hende på om hun levede op til sit ry eller ej, og det blev også en væsentlig del af hendes egen selvforståelse. Andre sjove detaljer er at hun grundet sin skønhed overhalede sin storesøster indenom som kejserens viv (powermove!), at hun senere i ægteskabet blev offer for ondsindet sladder, og at hun blev dræbt i et attentat. Good stuff. Derudover var hendes hår åbenbart en særlig fantastisk feature ved hende – helt parallelt til Emmanuelle der jo åbenbart er i stand til at skifte hårfarve som ved et trylleslag. Og ligesom Margot var hun i øvrigt belæst i sprog.
Ellers er det mest sigende ved at inkludere hende her måske det at der ikke er så mange paralleller til historiske kvindelige ledere – der både kan være hjemme i et magisk Disneyprinsesseslot og blandt Warhammer-universets mørkeste kaosintriger.
Maskeballet er så tilbagevendende en begivenhed når nogen skal beskrive Emmanuelle, så det er kun passende – særligt på en blog ved navn Pjaltekongen! – at slutte af med et andet fiktivt statsoverhoved (måske, sort of?), nemlig Cassilda fra Kongen i gult. Men Chambers nævner hende så lidt at det er umuligt rigtigt at forbinde de to kvinder som andet end en flygtig fornemmelse. Det er vel egentlig meget passende.
†
Næst: En form for konklusion? Gætværk? Lige nu skal jeg vist lige tænke over hvad jeg egentlig er kommet frem til …
[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: modstridende udsagn og strømlining] Det er en udfordring at samle trådene fra de mange års udvikling af Emmanuelle (se del 1) – og det samme gælder andre aspekter af Warhammer-universet der ikke altid har været specielt godt kurateret. Dertil kommer problemet med romanerne der lægger deres egen narrative logik ned over, foruden andre kilder såsom computerspil (hvor Nulns Elector Count ikke er Emmanuelle!), og figurspillet som jeg slet ikke har berørt. Bare en lille ting som at hendes hårfarve beskrives som ravnesort, brun og gylden – og selv indenfor 4th. edition skifter det på illustrationen fra lyst til mørkt. På et tidspunkt ændrer slægten navn fra Liebewitz til Liebwitz uden nærmere forklaring, og et banner (nederst her på siden) staver hende “Emanuelle”.
Illustration af Andrew Law
Men det er også trist hvis man for at ensrette billedet udelukker interessante kilder. Fx opgiver 2nd. edition (ifølge en wiki) hendes fars navn som Konstantin, og det er jo en fin lille info – men samme wiki har hende også som Emmanuelle XV hvor hun i det nye WFRP kun er den anden af det navn. En detalje, men hvor begynder man at skære? Bemærk også illustrationen fra Warpstone #30 (2014): Jeg har ikke læst scenariet, men “Den faldne komtesse” er åbenbart navnet på skændigt maleri, og det handler muligvis mere om smugling end Emmanuelle – men der er træk ved kostumet der minder lidt om illustrationen i Rough Nights. Et eksempel på at et stykke historie ikke behøver være sandt for at opnå sandhedsværdi!
Noget der også har bølget gennem udgivelsesrækken, er præcis hvilke provinser der hedder hvad og kommer ind under Nuln hvornår – det har jeg lidt opgivet at få styr på. En anden stor kilde til forvirring er at Karl-Franz på et tidspunkt (formentlig i Battle-universet) står til at være født i 2470; det passer egentlig ret godt på ham, for han har en masse familie der så vil give mening – men hvis han og Emmanuelle skal være jævnaldrende, begynder det at krakelere.
I det hele taget er de tilbagevendende beskrivelser, på tværs af versioner, af Emmanuelle som “ung” lidt en udfordring. Og jo jo, en kvinde kan være smuk og i sin bedste alder gennem hele livet, men netop hendes ungdom er en bemærkelsesværdigt konsekvent del af beskrivelsen (eller måske ikke så overraskende? Mere i del 3 (og måske 4)!). Hun er på den måde en lidt “tidsløs” karakter – og det kan man jo også vælge at se som et træk ved hende, ikke en fejl. En anden mulighed er at hun faktisk holder sig unaturligt ung. Ikke usandsynligt i en magisk verden, men det er ikke noget der ellers er antydet – i hvert fald kun som rygter om Kaos, mere specifikt Slaneesh. En tredje forklaring er netop det med at hun ofte omtales indirekte gennem sladder, og måske har rygtet om hendes skønhed vokset sig ind i himlen, i en grad hvor kroppen og realiteterne ikke kan følge med – det ville der også være noget spændende ved. Måske er hun bare så sindssygt charmerende at alle ser det smukke menneske indeni og læser det som ydre skønhed – det ville være en dejlig tolkning, men ikke helt godt underbygget (udover de 115 % i Charm). Eller måske ser folk hende som drømmen om hvad de kunne blive hvis de havde hendes ufattelige rigdom. Uanset hendes alder er hun helt sikkert ungdommelig af sind. Det ser vi både i hendes fortsatte lyst til at forny kulturen i en storby der samtidig er Imperiets teknologisk mest avancerede, og et skarpt intellekt – et aspekt der er ekstremt underudviklet i lyset af hendes rolle som kansler på Nulns Universitet.
Pointen er at inden jeg nu går videre til at prøve at slå nogle søm i visse fundamentale planker og kassere de rådne, skal man huske ikke at forkaste alt der stikker lidt ud – det er en del af det sjove at ikke alting passer ned i en kasse. I del 4 vil jeg forsigtigt komme med mine egne svar (de er stadig under udvikling).
Hm. I virkeligheden er det her jo en øvelse der kun er sjov netop fordi der endnu ikke er skrevet en ordentlig guide til Nuln og/eller en god karakteristik af Emmanuelle. Men der er vist ingen sådanne planer fra Cubicle 7 i 2024, og hun har summet i tankerne i årtier, så nu skal hun ud af sit gyldne bur!
Revideret tidslinje
Her er ikke desto mindre et bud på en tidslinje der inkluderer mest muligt. Men i den sidste ende har jeg valgt at det mest konstruktive er at forholde sig til 4th. editions udlægning, for det er ganske enkelt her der gøres det bedste forsøg på at strømline rodebutikken, og det er også først her Emmanuelle rigtigt tages alvorligt. I denne udgave er romanerne faktisk sket, men ikke helt som beskrevet – og ikke nødvendigvis når vi troede. Den store knast er Emmanuelle og kejserens venskab – for at bringe dem tættere sammen har jeg gjort hende fem år ældre (man kan ikke skrue på Karl-Franz uden at komme i problemer med hans børn).
2477: Karl-Franz (KF) bliver født
2480: Emmanuelle (Em) bliver født (ældre end kanon, men tættere på KF)
2483: Leos bliver født (alderforskel til Em er mindsket, så hun er ikke er involveret i “the Beast”)
2490-95: KF (13-18) og Em (10-15) er “barndomsvenner“ ved hoffet i Altdorf (Maria-Luise (ML) er der også, jævnaldrende med KF)
2496: KF (19 år) får sønnen Luitpold med sin førsteelskerinde ML
2497: Ems mor dør i en droskeulykke
2502: KF (25 år) bliver kejser af Imperiet
2503: Em (23 år) bliver rigsgrevinde af Nuln (da hendes far, Konstantin, dør, må man formode); Leos træner under Valancourt på Akademiet i Nuln og forsvarer nidkært hendes ære
2504: ‘Skavenslayer’: skaven-komplot i Nuln; det hemmelige politi tjener Em
2505: ’Drachenfels’, Luitpold (9 år) traumatiseres (Em er med blandt gæsterne, men hun har ikke som beskrevet lagt an på prinsen)
2506: Tågeoptøjerne i Altdorf og ‘Beasts in Velvet’; Leos (23) dør (sandheden er uklar)
2512: ‘Empire in Ruins’ og Tumulten: Emmanuelle bliver rigsgrevinde af Wissenland (32 år). Kronprins Wolfgang (19) dør eller umyndiggøres. Kejser Karl-Franz (35) og Maria-Luise (begge er Ems gode venner) bliver gift, og deres børn bliver officielt anerkendt: Alia (5 år?) bliver Imperiets kronprinsesse frem for Luitpold (16)
Efter Tumulten står hun styrket med nye landbesiddelser, men hun må også formodes snart at vælge sig en mand hvis hun vil sikre en arving af blodet – men det behøver hun jo strengt taget ikke. Og hvis Forges of Nuln står til troende, så er hun stadig pebermø i 2522. I hvert fald er det uanset hvad et punkt der er værd at tage fat i: Hvis hun er så attråværdig og magtsyg (eller et naivt, let offer, whatever) … hvorfor har hun så ikke fundet sig et stærkt parti og bragt et barn til verden?
[Historien om Emmanuelle von Liebwitz: tilbage til kilderne] Jeg har fra starten af Warhammers levetid haft en fascination af Emmanuelle von Liebwitz af Nuln. En magtfuld, smuk og ligefrem sexet hersker i en grum og beskidt verden. Det her er ikke et udtømmende studie, men i et par indlæg vil jeg forsøge at samle op på hvad vi ved, og måske begynde at tegne et samlet – og fornyet – billede. I denne artikel vil jeg starte med at se på det officielle materielle (ikke en komplet gennemgang, men det jeg selv har på hylden), så læs videre hvis du ikke er bange for at se kejserinden uden tøj på.
Ad fontes
Jeg har ikke brugt kræfter på at bekræfte den første introduktion af Emmanuelle, men det er muligvis blot som et navn og en titel i Warhammer Battle. Efter en kort kommentar WFRP-grundbogen (1st. edition) optræder hun i nogle af de kun semi-kanoniske romaner der peger karakteren i lidt forskellige retninger. 2nd. edition behandler hende decideret dårligt, og først med 4th. edition begynder der at komme mere kød på damen (so to speak) – der sker også en drejning i karakteristikken, men mere om denne “redemption arc” senere. I virkeligheden er de få og modstridende kilder en del af anledningen til at myten om hende vokser. Spoiler-advarsel for de citerede værker.
Warhammer Fantasy Roleplay
[Grundbog (1st. edition), 1986] Ser man bort fra romanerne er denne snas omtrent så udviklet hun bliver de næste 20 år:
The current ruler of Nuln is the Countess Emmanuelle von Liebewitz, who is famous for throwing lavish parties and all night balls in her splendid palace, which many regard as rivalling the Imperial court in Altdorf. Regarded as the most eligible spinster in The Empire, she attracts suitors from every comer of The Old World.
Empire in Flames
[Scenarie, The Enemy Within (del 5), 1989] Emmanuelle bliver måske nævnt i rygter et par gange i kampagnen (?), men det føles meget påklistret da hun i slutningen dukker op og bliver gift med den nye kejser. Hurraaa!
Aged 28 (i 2512, red.) and from Nuln City-State. Ostensibly neutral, she is secretly involved with Heinrich Todbringer (the son of Graf Boris Todbringer). As a result she supports the pro-Ulric faction.
It takes only half an hour to crown Emperor Heinrich X, even though Emmanuelle forgets most of her words and has to be prompted
Drachenfels
[Roman af Kim Newman, 1989] Emmanuelle deltager i romanen som tilskuer til skuespillet Drachenfels der opføres på den hjemsøgte borg ved samme navn. Ingen særlig rolle; beskrivelser går mest på hendes forfængelighed.
The lady mayoress and chancellor of the University of Nuln, Countess Emmanuelle von Liebewitz, rumoured to be the most eligible spinster in the Empire, was not winning any friends with her whining about the tedious details of the hundreds of masques and parties she had thrown. Karl-Franz was both amused and appalled at the realization that the countess was cooing over Luitpold not in any motherly sense but because she regarded the future Emperor as an ideal marriage prospect despite the obvious disparities of age (bogen foregår ca. 2505, så hun er mindst 21 år (måske noget ældre), og prinsen er 12, red.) and temperament between them.
The Countess Emmanuelle was endeavouring to outshine everyone in the room (…) Their gowns (den anden part er Lilli Nissen, aldrende primadonna, red.) were a match for tastelessness and discomfort. (…) complemented themselves on their youthful appearance, venom dripping from every syllable. (…) Emmanuelle was wearing another astonishing creation this evening. It took the off-the-shoulder concept to such an extent that it might almost be classified as off-the-entire-body.
Beasts in Velvet
[Roman af Kim Newman, 1991] Emmanuelles søster/bror Leos er romanens “beast” – h/n fortjener sit helt eget afsnit, men Emmanuelle fylder indirekte en del. Vi får kælenavnet “Yelle”, endnu større amorøse drifter, tro på guder (måske), lidt om hendes forældre – og familiens mørke hemmelighed. Hendes rolle i Leos’ undergang er utilgivelig, men også apokryf – selv i den formindskede grad man i rollespillet anerkender romanerne, er dette ikke et element der er båret med over.
The young viscount’s (Leos, red.) sister, the notorious beauty Countess Emmanuelle von Liebewitz, had enough devotion to the amorous arts for any one family. (…) Back in Nuln, she was the foremost hostess in the Empire (…) The whisper was that the countess always went to these functions escorted by Leos, but that he came back alone, leaving his sister in the arms of ther amour-of-the-moment. (…) Emmanuelle was bored, and boredom made her angry. She had not ventured out on this hell of a night to watch some cowlike creature (danserinden Milizia, red.) shake her udders all over a stage. (…) Emmanuelle screamed. She hated being in a room with commoners. (…) She prayed to all the gods. She asked for forgiveness. Mama, Papa, forgive me! Leos, forgive me!
“But I don’t want a little sister,” a pretty child said “I want there to be only me.” Her father protested, but mother – already a convert to the cause of her eldest daughter’s position as the Empire’s greatest beauty – was insistent. “What my little Yelle wants, my little Yelle shall have.” Their father, the old Elector of Nuln, knew what his wife and daughter wanted was wrong, but he had always been a slave to women. In the end he was glad to have one less in his household. And he had always wanted a son. If he had lived, he would have found an ally in the ‘boy’, Leos, who grew up to hate women so much… (…) Father, Chancellor of the University of Nuln, would lock himself up with books of history, while mother supervised the children. Yelle would be rewarded, Leos would be beaten. (…) When Yelle was seventeen and Leos eight, mother died in a coach accident (…) Shortly after the death of ther pet cat, Yelle stopped beating the boy. She was his mother now and could have him sent away or punished at will. She used her power over him sparingly, remembering just what she had created in her brother. Besides, Leos was now devoted to his sister. (…) Emmanuelle became quite protective of Leos, mothering him far better than their real mother had.
Emmanuelle was talking in a low, serious voice, giving orders to Daniel Dorrie, one of her retainers and, it was rumoured, one of her lovers. (…) Emmanuelle was back in Nuln with her courtiers and her conscience, her sister buried in the family vaults with an inscription referring to her as ‘beloved son and brother’.
Skavenslayer
[Roman af William King, 1999] Her får vi en historie sat i Nuln og en cameo af Emmanuelle. Onde skaven angriber under et maskebal på slottet – en type festlighed der kommer til at tegne komtessen. Hun er stadig en partygirl men udviser også mod. Det er muligvis også første optræden af byens (og stadsfruens) hemmelige politi. Det nævnes også at hendes krav på tronen er spinkelt og muligvis en foræring fra hendes barndomsven kejseren.
At that time, the Countess Emmanuelle was at the height of her fame, power and beauty
It must be that brother of hers! Leos was a bad influence. (…) Soon it would be time to reveal that Emmanuelle’s guest, the Emperor ’s own brother-in-law, was secretly a mutant and worse yet, the countess’ latest lover.
a portrait of the Elector Emmanuelle, a ravishing raven-haired beauty garbed in a less than modest ball gown
She pulled off her mask to reveal a pale but determined face. “I believe you are looking for me,” she said defiantly. “I am Elector Countess Emmanuelle!” (…) “I will do no such thing,” Countess Emmanuelle said shakily. “I would rather die than order my troops to surrender to you foul vermin.”
Forges of Nuln
[Scenarie/baggrund (til 2nd. edition), Paths of the Damned-kampagnen (del 3), af Robert J. Schwalb, 2006] Indeholder en kedelig beskrivelse af Nuln med et kort afsnit om Emmanuelle, og hun optræder som biperson til et, tada!, maskebal. Introducerer Wolfhart, hendes inkompetente nevø. Fremstillingen er entydigt negativ, en “dum dåse”. Hun er “midaldrende” hvilket henviser til at 2nd. edition er sat i 2522, så hun er cirka 40 (?).
Emmanuelle gained her seat around the same time that Karl Franz was crowned Emperor. A childhood friend of the current ruler, she had a claim to the title of Elector Count, but not a good one. By currying the favour of Franz—some suggest she seduced him—she took the title of Elector Countess in 2503. (…) She proved she had no head for governing; she was more concerned with the luxuries of her status than with the minutia of ruling (…) She detests the burghers and commoners of Wissenland (…) the Countess adores the city. She loves the culture, the pomp, the majesty, its history, and its deep coffers. No matter how desperate the plight of the commoners, she can always be guaranteed comfort and pleasure whilst installed in her seat as Countess of Nuln. (…) Most consider her barely competent in her position. The saying goes, “the Countess’ head is as empty as her manifesto.” Still, the people love her. Now in her middle years, she retains her youthful beauty
She (is) wearing a long white dress beaded with pearls. She wears her brown hair piled on top of her head in ringlets and is a breathtaking beauty. She wears a simple white mask that suggests the features of a fox. (…) the Countess loses some of her credibility with the rest of the Elector Counts (not that she had much in the first place).
A Night at the Opera
[Fra scenariesamlingen Rough Nights & Hard Days, af Graeme Davis, 2019] Sat i Nuln og med en større birolle til Emmanuelle der involveres i indtil flere mulige attentater i operahuset, og hun er fremstillet som sjov og kompetent (den gennemgående tråd i scenarier er hendes kusine, gravin Maria-Ulrike von Liebwitz af Ambosstein). Det er utroligt nok også første gang man ser en officiel illustration af hende (af Sam Manley), plus imponerende stats der også fortæller en historie. Hendes Dooming (dødsvarsel): “They end is not thy end.” Jeg har for nemhedens skyld blot indsat hele beskrivelsen herunder (klik på damen for at få hele teksten med).
Empire in Shadows Companion
[Tillæg til The Enemy Within-kampagnen (del 1), 2020] Warhammers store kampagne blev genudgivet til 4th. edition som Director’s Cut. Nedenstående beskrivelse fandtes også i den gamle udgave (1986), men denne version er lidt mere malende. Og så er alderen igen korrigeret (Karl-Franz sættes i samme afsnit til 35).
Emmanuelle II of House Liebwitz, Grand Countess of Nuln and an Elector Countess, is based in Nuln. She is 27. She has no publicly named heir, fuelling rumours that she has at least one secret child hidden away.
Empire in Ruins
[Scenarie, The Enemy Within-kampagnen (del 5), 2021] I den nye udgave af kampagnens slutning er Emmanuelle ikke blot staffage for kejseren men en aktiv politisk spiller, og deres barndomsvenskab er en afgørende brik (dog: lidt uklart hvordan de har været venner som børn eftersom Karl-Franz jo er 8 år ældre). Hendes venskab med kejserens førsteelskerinde, Maria-Luise, er “ægte”, og ML kalder hendes for “Emmy”. Der sættes også navn på flere af hendes betroede folk. Ift. originalen har hun skiftet side fra Ulric til Sigmar og vinder Wissenland i borgerkrigen. Hendes stat-line er genbrugt fra Rough Nights og beskrivelsen ændret lidt:
She is a careful and clever political player, but not without caprice — as a number of co-conspirators would attest, if they still lived. Emmanuelle has faced down her share of horrors, and narrowly avoided disaster during Altdorf’s Great Fog Riots (henviser til Beasts in Velvet, red.) and a chain of events that saw a portion of Nuln destroyed eight years ago (henviser til Skavenslayer, red.). Emmanuelle emerged from the aftermath a stronger ruler, but with an edge of ruthlessness when it comes to the pursuit of her own protection.
Emmanuelle is a strong and beloved ruler (…) Emmanuelle’s chief obsession is to obtain a license to annex the neighbouring province (Sudenland, red.). (…) She underestimates the seriousness of the conflicts between provinces in the Empire’s north. (…) Alliegience: Moderate Sigmarite
Countess Emmanuelle has an especially fine tunic that is somehow both formal and the height of fashion. (…) Emmanuelle sweeps in and gives ‘Karl-Franz’ (ikke den rigtige Karl-Franz, red.) an elegant wave. She speaks loudly for all to hear, ‘What a gathering. It rather reminds me of the event your father arranged for your 16th birthday, Your Majesty.’ (…) “Oh come on. You might fool this lot, but I’ve known him (den rigtige Karl-Franz, red.) since we were children.”
The Grand Countess and Karl-Franz are old friends and staunch allies. The Grand Countess is honoured to manage her suzerain and has no desire to rule the whole Empire. (…) Use the knowledge of ‘Karl-Franz’s’ deception, but do not give away the secret, out of regard for Maria-Luise’s position. Seek maximum advantage while averting a total Imperial breakdown. (…) Emmanuelle is articulate, and measured in her use of words and shrewd in her judgement
†
Næst: … men blev vi klogere på hvem hun egentlig er? Copyright til billeder og citater tilhører udgivere og kunstnere.
For nogle år siden kom det frem at Games Workshop genopliver deres gamle Warhammer Fantasy Battle som Warhammer: The Old World (hvilket egentlig er sympatisk nok, for det giver de gamle knarke en god chance for at få brugt deres bly!). Men nu kommer der så også en rollespilsudgave. Det er igen Cubicle 7 der har fået licensen, og den skal løbe ved siden af deres WFRP 4th. edition (og Age of Sigmar og diverse 40K-produkter). Der er ikke kommet noget frem om hvad rollespilssystem, stil eller fokus bliver – men jeg håber at der da (for pokker) må være noget der adskiller det fra WFRP siden det ikke bare kunne klares med en sourcebook. Jeg ved faktisk ikke om deres 40K-spil har forskellige systemer, men det kan man måske udlede noget af.
Jeg har ikke sat mig ind i The Old World (WHOW?), men pointen er at tiden er skruet tilbage til De tre kejsere, dvs. 2200-tallet. Ikke rigtigt længe nok til at påvirke teknologi eller civilisationen nævneværdigt (i denne verden). Jeg kan være bekymret for at det endnu en gang vil fokusere på kamp, siden krig er udgangspunkt for tidsskiftet – men de første nyheder om krigsspillet peger på at man også vil udforske nye dele af verden, fx Border Princes og Cathay. Lige nu er info samlet på Warhammer Wiki.
Pjaltekongen 