februar, 49
Vinter i Portland. Jeg har nu boet her cirka 10 måneder, men der er ikke blevet så meget tid til at se de lokale sights. Det trækker i lejligheden – jeg har en fornemmelse af, at jeg sidder for dyrt, men der er ikke lige nu nogle alternativer – men jeg synes efterhånden også, her er helt hjemligt. En opfattelse Kate stadig ikke deler, og jeg har så småt indstillet mig på, at jeg må finde noget andet, hvis vi skal flytte sammen. Det grænser til det pinlige – hvor mange kender du, der bliver forlovet for så at flytte … i hver sin lejlighed? Også familien presser på. Men helt ærligt så har vi begge meget travlt med hvert vores – tingene bliver nemmere, når jeg kommer igang med rigtigt arbejde.
Træningen er spændende men også noget overfladisk – nogen gange føler jeg, at jeg lærte mere hos dig de par uger i New York. Jeg får til gengæld lov at rejse en del, for kontoret her er absolut ikke blandt de største, endsige bedst udstyrede, så jeg må udenbys for visse af kurserne. Jeg synes aldrig, jeg bliver færdig med det juridiske. Men nogle af de andre på lynkurset ser overhovedet ikke den overfladiske indføring i vores retssystem som et problem – jeg tror, de skærer det ned til benet, og så arbejder udfra den rudimentære kendskab. Jeg vil have det hele med og regner med om muligt at fortsætte studierne efter min forhåbentlige ansættelse.
april, 49
ActaCon er officielt! Jeg bliver en af de første agenter ansat på dette nye kontor. Dette er uden tvivl din fortjeneste, og kan jeg nogensinde gøre noget til gengæld, må du sige til. Det her er en chance, jeg har i sinde at udnytte til det fuldeste. Nu sidder du og smiler sarkastisk, og tolker det sådan, at jeg vil gå samme vej som dig! Jeg kender dig! Og okay, måske engang, men lige nu tror jeg på kontorets potentiale for at gøre godt for Amerika. Én væsentlig ting lærte jeg hos Atlon Smith: at det kan være svært at skelne ven fra fjende – allieret fra forrædder. Den lektie vil jeg aldrig glemme – for den uventede ven var dig, Russ, og fjenden den, der gav mig brød på bordet, Smith. Men FBI gjorde noget; det kan lade sig gøre. Og det giver mig optimisme i fht. arbejdet i ActaCon. Men håbet er betinget af en fortsat tro på det bedste i enhver sand amerikaner – så forræderiet i New York må ikke skabe barrierer af mistillid overfor alle og enhver. Frihed og Retfærdighed er for alle.
juni, 49
Vi venter.
ActaCon har fået kontor næsten øverst i bureauets bygning her i Portland. Nej, det er ikke oppe under loftet! – det er faktisk udmærket: et rummeligt lokale med plads til vore skriveborde, tavleplads, skabe, osv og store vinduer (kontoret ligger nede i byen, men man kan skimte bjergene længere ude – jaja, jeg ved det, du bliver dårlig af frisk luft). En særlig plads har Ms. Meadows, vores sekretær, fået. Jeg har ikke det store indtryk af hende endnu – men hun virker kompetent omend lidt … museagtig? Men det afkræfter da dine spydige kommentarer om, at vi blot ville blive stuvet af vejen oppe under loftet med støvede, uopklarede sager – vi har god opbakning fra vores Section Officer, William Berry. I hvert fald indtil videre – der har jo ikke rigtigt været det store endnu – det har mest været “er I ved godt mod?” og den slags. Som sagt, vi venter.
“Vi” er mig selv og de andre agenter. Mig kender du så rigeligt, men lad mig lige præsentere de andre. Det er lidt svært, for så meget har vi ikke talt endnu. De er alle tilflyttere – mere eller mindre lige kommet. Vi kommer fra meget forskellige baggrunde men ingen er fuldt uddannede agenter. Jeg er den yngste, men det var ventet.
Okay. Douglas Cordell falder mig først ind. Han er fra Texas, ung og er ligesom jeg ved at stifte familie her i byen. Også han virker lidt anspændt omkring det, men jeg ved ikke rigtigt hvorfor – hans kone var forbi forleden – en smuk kvinde. Men det sjove er, han er major league batter! Jeg har ikke lige fået at vide hvor, men han spillede også kun en enkelt kamp, inden han blev skadet. Umiddelbart lidt malplaceret kunne man tro, men han lader til at have gjort en indsats for at få dette her op at stå. Eller også har han bare gode kontakter … som jeg selv.
Så Jonathan Smith Collins – jeg tager hele navnet med, for det siger også noget om manden. Han er den ældste blandt os og meget … ordentlig. Professionel – lidt svær at være afslappet omkring, hvis du kender typen. Han har arbejdet for efterretningen i Tyskland under krigen, så jeg formoder, han har en god erfaring. Vi kom til at snakke lidt om nazismen – det lader til at være lidt af en kæphest for ham, men det må det være for alle samvittighedsfulde mennesker, der har haft det tæt på.
Den sidste er Robert Sleator – knap 30 år, irsk afstamning – noget politifamilie – og meget omgængelig. Og for det ikke skal være løgn fra Illinois. Han har erfaring med politiarbejde og falder let i snak med de ældre agenter på kontoret – noget jeg ikke selv synes er så let. Det skal jeg forklare ved lejlighed.
Alt i alt en broget flok, men jeg formoder, at der ræson i sammensætningen. Vores arbejdsgrundlag er noget løst, og man ønsker vel, at vi skal kunne møde alsidige udfordringer. Nuvel, jeg vil i hvert fald løfte min del.
juni, 49
Sommer i Portland. Et år er gået siden forlovelsen. Kate er som efter planen faldet godt til i byen og har fået en del venner på hendes avis, Pacific Mail. Udmærket i øvrigt – talentfulde journalister – ja, det skulle jeg jo sige – men en lidt svag leder-sektion.
juli, 49
Så skete det. Den første store sag. Det var spændende, skræmmende, medrivende, grufuldt, lærerigt, tilfredsstillende og udfordrende. Der er ikke ét ord, der kan beskrive det. Med mindre du kender et? Vænner man sig til det?
Sagen er endnu i det rets-forberedende stadie, så jeg kan ikke gå i detaljer angående mistænkte og vil bare bruge forkortelser. Vi fik sagsmappen torsdag den 25. juni og fløj til Phoenix, Arizona. Der var detaljer om en agent, Brian Atwell, der kunne hjælpe, men han viste sig at være blevet dræbt i et trafikuheld et par uger tidligere; i Phoenix fandt vi, at han havde kigget på mord i forbindelse med den sag, vi skulle efterforske, men det var noget, han selv havde påtaget sig under et besøg til kontoret dernede, og rapporten er formentlig verificeret af ham selv – lidt mystisk, ikke sandt?
Nuvel, vi fik en bil og ankom til Sandwell, Arizona. Kort fortalt: Et par hvide var dræbt og en var forsvundet – det lignede indianer-arbejde (ørkenen, tortur). Men da vi kiggede nærmere på det, viste det sig, at indianerne (Mahoco-stammen) var blevet forfulgt af en hård kerne blandt de lokale hvide ledet af MSt – de havde selv torteret, voldtaget og dræbt flere indianere (bla. de to som Atwell tjekkede) – med baseball i Phoenix som alibi. Banden blev afsløret, og National Garden tog sig af at fange overløber-indianerne (de blev dræbt i et shoot-out forleden).
Jeg arbejdede mest sammen med Collins. Han sagde ikke så meget men virkede interesseret i at opklare sagen grundigt. Sleator gav mere udtryk for at ville afslutte den – men som jurist kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at vi skulle have en ordentlig sag – også selvom vi ikke selv skulle føre den. Jeg tog mig af indledene interviews med mistænkte, og de gik godt. Cordell og Sleator arbejdede mere praktisk – Cordell tilså et af ligene, dernæst fandt de endnu et lig i ørkenen, og senere prøvede de at pågribe indianerne; på en måde var vi heldige, det gik så godt, som det gjorde: de pakkede eventuelle spor ned sammen med liget og ødelagde mordstedet, og Cordell blev skudt af de desperate indianere, der undslap. I mellemtiden var et billede begyndt at danne sig for mig af MSt’s aktiviteter og et racistisk motiv – ikke mindst fordi vi kom i karambulage med byens borgere, der ville hævne sig på de lokale indianere. Sheriffen greb ind, men det var MSt, der hidsede dem op. Der var vi i øvrigt i problemer. Hvad gør man? Jeg føler, at det var min pligt at forsvare indianerne om nødvendigt med våben, men overmagten var tydelig. Ikke desto mindre, så tror jeg, jeg ville have handlet – det lå i min troskabdsed, da jeg meldte mig: vi forsvarer større principper – det er vores pligt. Tilbage til MSt – jeg mente, at vi skulle koncentrere vores efterforskning om ham, men det var muligvis en fejl, for indianerne burde også have været forfulgt – de havde begået mord, og det ville have skaffet os mere medvind i byen. Jeg var imidlertid meget optaget af fra starten at etablere ActaCon’s rolle som efterforskere af sammensværgelser, og i den sammenhæng var MSt’s baseball klub mest interessant. Det var imidlertid også allerede på denne første sag, det skulle afsløre sig, hvor vanskeligt det er netop at efterforske sammensværgelser: MSt gemte sig simpelthen bag den dummere BKd.
Da Collins og jeg ville lægge pres på BKd, angreb han mig, og Collins måtte skyde ham – han angav MSt, men beviser, der evt kunne udpege bagmanden, var ødelagt, og vi havde tøvet et øjeblik for længe med at få en ransagelseskendelse til hans hus. Sagen overgik til Phoenix. Et ungt medlem af klubben flygtede og begik senere selvmord. Duellen med BKd var ikke helt uventet – han havde opført sig … mærkeligt, men det gik meget hurtigt, og uden Collins havde min eneste option været at skyde BKd. Jeg må indrømme, at jeg med min manglende kamperfaring havde risikeret at dræbe angriberen og dermed vores sag.
Men angående sagens afslutning, så ser jeg nogle klare lektier: konfrontations-strategien er effektiv til at sætte mistænkte under pres og derved opnå en reaktion, som vi kan handle på (som illustreret med BKd mfl). Den er også farlig for agenterne, der risikerer deres liv og lemmer mod desperate mænd (indianerne og BKd). Og man risikerer alt på ét bræt – en intelligent bagmand vil kunne benytte lejligheden til at trække sig ud med skindet på næsen (som MSt). Det andet er selvfølgelig erfaring fra marken – forhørsteknik, problemerne omkring den forsamlede hob, den dramatiske arrestation af BKd og sikkert også andre ting, som jeg først vil kunne se i et større perspektiv. Det tredie er holdarbejdets vigtighed: vi er ikke sammenkørte, og selvom jeg forsøgte at lægge en linie, havde jeg ingen reel autoritet i gruppen. Problematisk. Den langsomme fremfærd kunne måske have virket, hvis ikke tingene var blevet provokeret af andre agenter – og deres aggressive linie havde måske haft succes, hvis jeg havde bakket den op og straks pågrebet MSt. For det fjerde er det af største vigtighed, at alle uanset hvad yder deres bedste: Cordell begik efter min mening en fejl, da han anråbte indianerne og kom i skudveksling – og han og Sleator ødelagde et gerningssted, for pokker! Der var sikkert andre ting, der kunne trækkes frem, men pointen er, at der ikke er plads til fejl. Slutteligt bekræfter denne sag for, at vi som agenter altid må tilstræbe at holde den høje moralske grund med de personlige risici det indebærer.
Indianerne er døde, BKd ender formentlig i stolen – baseball klubbens forbrydelser har vist sig at være flere og grusommere end først antaget – den unge mand fra klubben er netop blevet fundet død for egen hånd i Phoenix, og bagmanden går fri. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men begge fraktioners forbrydelser er bragt til ende, og ingen uskyldige indianere blev ofre for racebetinget hævn. Vi har ikke glemt MSt. Og vi bliver bedre.
juli, 49
I alt virvaret omkring afslutningen af Sandwell-sagen glemte jeg helt at fortælle: Cordell forsøgte i Sandwell at lave en obduktion, men vi mente alle, at en expert havde været god at have. Det fik vi! (2-0 til ActaCon – endnu et bevis på, at vi ikke blot er et loftsdepot). Han hedder Eddie Carver og har som Collins arbejdet i Europa under sidste krig – tilsyneladende med at hjælpe modstandsgrupper og den slags. Og så skulle han altså være fuldt-uddannet patolog. Og han er lokal – har familie og alting. Måske kan han hjælpe lidt til med integrationen i Portland, der fortsat går lidt trægt. Ja, for mig ihvertfald – Kate arbejder meget af sin tid og lader til at føle sig helt godt hjemme. Vi prøvede at arrangere lidt på 4. juli. Collins kom alene – han har åbenbart kone og barn, men det er ikke noget, han gerne taler om. Sleator kom med en pige, jeg ikke havde set før. Kate var med. Carver var hjemme sammen med sin familie. Det var hyggeligt, men vejret var vildt – regnstorm og lyn og torden og varme. Du ville hade det.
august, 49
Jeg er tilbage på jurastudiet – aftentimer på Oregon State University. Det er hårdt, men siden Sandwell har vi ikke haft noget overhængende, og både af hensyn til min fremtid inden- og udenfor bureauet og af egen interesse er det værd at bruge kræfterne på. Kate bifalder det, men vores situation er ellers stadig en smule … fastlåst. Så længe ActaCon ikke giver bedre løn, og jeg ovenikøbet skal finansere studier, er det ikke muligt at finde noget afgørende bedre at bo i. Jeg er egentlig godt tilfreds (ja, nu er det jo også sommer), men det lader til at være et kardinalpunkt for hende. Okay, jeg savner også en garage – jeg må gå knap en mile for at komme hen til min Packard, og jeg kan ikke have værktøj liggende fremme, da det er en parkeringsplads, der bliver brugt af andre. Til og fra arbejde og uni er der heldigvis sporvogne.
november, 49
Så har vi igen været i felten. Sidste gang lovede jeg jo, at vi ville være bedre – var det tilfældet? Ja, jo – der blev stadig begået fejl, men situationen var også vanskeligere denne gang. Igen var der skyldige, der gik fri, igen fik vi stoppet en morder. Men denne gang lykkedes det ikke at forhindre selvtægt fra oprørte fanatister.
Igen kom vi ind fra en lidt skæv vinkel: En Dr. Strauss – tilsyneladende freelance tilknyttet bureauet – sammenknyttede to kvindemord i Thomasville, Georgia. Sagen kompliceredes af en begyndende klapjagt mod sorte – ofrene var hvide. Igen – jeg kan ikke gå i detaljer. Lad mig blot sige, at mordene var en gal mands værk, KKK involverede sig selv, vi var blevet inviteret dertil af en FBI-fjendtlig psykopat, og sherif-kontoret var … speget.
Det startede positivt – den 29. oktober: Jeg blev holdets første Case Officer – på grundlag af arbejdet i Sandwell. Det burde have givet mig den formelle autoritet til at lede og fordele, som jeg savnede i dén sag – og det gjorde det vel også – men det gjorde det faktisk ikke spor nemmere. Jeg er måske lige netop en naturlig leder – og har sværere ved presset, når lederrollen tildeles, og alle forventer, at man har svar på rede hånd. Der er så mange faktorer, man ikke kan styre. Jeg skuffede nok først og fremmest mig selv, og jeg vil tage den næste chance, der byder sig og forbedre min indsats. Lad mig også lige nævne, at Carver ved med for første gang, medens Cordell var i Texas hos sin kone for at arrangere at flytte hende til Portland.
Et sted, hvor man kan sige, det gik galt fra starten, var selve opgaven: Jeg og Collins var igen ude at foretage interviews, og det var … deprimerende. Der var jeg nok heller ikke professionel nok, men for pokker! Man skal have et tålmodigt øre for at holde ud at sidde igennem det ene pinagtige udsagn efter det andet. Racsimen var udbredt, og selvom mordene var reelle nok, motiverede de så at sige ikke min opdagelyst – jeg så efter sammensværgelsen. Måske tog jeg fejl – andet offers husbond, EHw, stod bag begge mord, og han var formentlig fortsat uden vores indgriben – og denne type “serie”-drab kunne måske på længere sigt komme under ActaCon’s område, hvis vi viser os særligt egnede som problemløsere i den slags sager. Og om han vidste det eller ej, så var EHw faktisk dækket af en sammensværgelse.
Lad mig fortælle om vores anden oplevelse med pøbler i år: Denne gang involverede den omkring tusind mennesker – inklusive kvinder og børn … KKK. Vi mødtes der meget tilfældigt – Collins og Carver havde fulgt en sort mistænkts, Abe, spor, så det brændende kors og var kørt ud til plantagen, hvor klanen holdt møde. Jeg og Sleator tog mest ud for at lodde stemningen. Imidlertid var hoben ved at brænde Abe levende, og jeg besluttede at gribe ind, selvom det syntes håbløst. Pyh. Jeg siger dig, det var nogle af de mest nervepirrende sekunder nogensinde. Jeg er stolt over, at jeg levede op til, hvad jeg skrev til dig efter Sandwell – at jeg ville stå fast som føderal agent på alle amerikaneres rettigheder. Uanset faren. Well, det gjorde jeg. Og vi fik Abe med – i live men forkommen. Mit alternativ var at afmaske en leder, arrestere ham for mord og så håbe at slippe afsted i live. Men det her var bedre.
Hvilket dog førte til næste krise og et eksempel på de problemer, man konfronteres med som leder. Vi besluttede at tilkalde hjælp, men indtil de kom, havde vi travlt – vi ville have mordvåbnet, der formentlig lå som lokkemad i sumpen, vi måtte beskytte Abe, vi skulle bringe EHw ind til forhør, og egentlig ville vi også have gået Abe’s hjem igennem for at finde spor. Så til trods for mit eget udsagn om, at vi skulle forblive i par, sendte jeg Sleator ud i sumpen, blev selv hos Abe og tog mig af de forskellige kontaker, og de andre tog EHw. Jeg blev lokket i en fælde – Abe blev dræbt med mit våben – og bortført af den deputy, der havde kontaktet os – Qk. Endnu en nerveprirrende situation i hans afsidesliggende hjem: han ledte kun efter en undskyldning for at dræbe mig. Jeg kom væk fra huset og synes egentlig set i bakspejlet, jeg handlede fornuftigt i situationen. Enden blev, at Collins kom til og skød Qk, der blev arresteret.
Igen var der lidt uenighed om hvilket tempo, vi skulle gå frem i. Jeg vil vedholde, at hvis vi havde gjort det efter mit hoved, så var vi ikke kommet i samme farefulde omstændigheder. Men der kommer de uforudsete faktorer ind. Og resourcemangel ikke mindst. Det korte af det lange er, at jeg fejlede i min pligt til at beskytte Abe. Men den virkelige morder bliver sikkert dødsdømt. Vi har intet konkret på klanen eller sherifkontoret, så igen viser de egentlige sammensværgelser sig dygtige til at forblive i skyggen, medens onde mænd – men i sidste ende syndebukke – bliver straffet. Og sagen lukkes. Her fortsatte den dog med endnu et hævndrab i selvjustits, da en sort organisation dræbte Thomasville’s borgermester – hvis søn, vi mener, var til klan-mødet.
Ovenpå denne sag, har jeg skrevet til ledelsen og forklaret vanskeligheden ved vores arbejde – jeg mener, vi må gribe tingene anderledes an, hvis vi virkelig skal kunne optrevle en sammensværgelse – krydsreferede arkiver, expertbistand, mm. Og bedt om træning i at håndtere pøbler. Jeg mener, jeg skyder glimrende, men Carver affyrede et shotgun-skud til klanmødet, hvilket kunne have fået alle til at gå efter deres våben – det er ikke dét, der skal til i den situation. Men jeg er blevet en lille smule klogere på klanen, og jeg mener nu mere end nogensinde, at de skal rammes … hårdt.
Vi var hjemme til Hallow’een. Igen en meget hurtigt afsluttet sag.
december, 49
Vi har lidt travlt for tiden. Det lader til, at der ikke er helt enighed om vores kontors berettigelse – eller ihvertfald om hvad vi helt konkret skal lave. Heldigvis har vi været effektive, i de sager vi har haft. Men lige for tiden drejer det sig mest om forhør af formodede kommunister og deres sympatisører. Ikke det det mest ophidsende. Og studierne strammer til – vi har en test i baggrund for økonomisk kriminalitet her om en uges tid. Og det er igen blevet hamrende koldt. Det er på en helt anden måde end i NY – bjergene gør forskellen. Mere isnende. Til gengæld ser vi praktisk taget ingen sne. Det har et par gange været oppe, at vi skulle få os en hytte oppe i bjergene – det kunne sikkert være udemærket … jamen du kender mig jo! Fint nok, men jeg skal ikke have det meget koldere, så der skal være en god pejs, før jeg skyder penge i! De andre har taget hul på noget boksning og flere andre agenter fra huset er allerede med. Det er ikke noget for mig, selvom jeg nok er i mit livs bedste form – mere pga travlhed end hårdt fysisk arbejde. Til gengæld håber jeg, at Cordell får held med at starte et baseball-hold. Det kunne jeg godt finde på at tage op igen. Tænk engang – med pro-træner! Kate og jeg er inde i en god stime – jeg gruer for, at hun kun elsker mig, når jeg har studie-stress! På den anden side har det lange udsigter med at blive færdig, når jeg skal arbejde ved siden af – så måske er det vejen til et langt, lykkeligt forhold? Hun har succes – selvfølgelig. Hun får mange gode jobs – politisk observatør, kommentarer, valgrapporter og den slags. Hun er ambitiøs – politisk redaktør eller dybdeborende artikler – et eller andet i den stil i løbet af næste år.
Hey – det bliver 1950! Hvor er vi på vej hen i det nye årti? Jeg frygter ikke kommunismen her i USA – måske er det kætterisk at sige, men det er nogle smålige, patetiske typer, jeg har mødt de sidste måneder. Men Sovietunionen lader til at have reelle muskler at spille med. En konfrontation i en eller anden form synes uundgåelig. Og selvfølgelig skal vi være på vagt herhjemme – men sådan som den offentlige mening er nu kontra den reelle trussel, så virker det … hysterisk. Til gengæld har jeg bakket Collins op i hans bestræbelser på at indsamle oplysninger omkring KKK og oprette et kartotek her på kontoret – han har også gang i andre løse efterforskninger – ikke mindst omfattende nazister … og underlige begivenheder – du ved, UFO’er og den slags. Meget spændende men jeg ved ikke rigtigt selv, hvad jeg skal synes – hvad siger du? Apropos nazister så lader jeg måske narre af de Røde? Jeg mener, dengang vidste vi, hvad der var hvad – de slog Christian, min bror, ihjel – den slags er til at forstå. De dræbte alle de jøder. Kommunisterne … de blev forfulgt af Hitler – vi gav dem våben, og de hjalp os. Og nu er vi fjender – måske gemmer de sig bag denne paradoxale baggrund? Måske er deså listige som antydet under de høringer, der har været. Måske er det spioner, der har givet dem bomben. Og måske er jeg bare naiv? Jeg ved ikke – det kommer nok også af, at folk jeg kender som gode mennesker – gode amerikanere – stilles i et dårligt lyd af paranoide fanatikere, og at jeg derfor uforvarende kommer til at forsvare de forfulgte. Det kommer til at lyde som om, dét var en forbrydelse. Pokker tage det! – jeg kender din holdning – at de skal efterforskes for at kunne renses, men Kate … hun kommer nogen gange frem til nogle menesker, der … ja, de er sgu blevet forfulgt. Af det justits department, der har ansat os. Her i USA. Land of the Free.
december, 49
Jeg bestod naturligvis, men sejrens sødme er blandet med ærgelse, for jeg gik glip af vores tredie store sag – denne gang ovenikøbet i California. Jeg havde eksaminer den 14.-15., så jeg havde taget læsefri i weekenden op til – og der strøg de andre afsted – den 12. december. Det er nu efterdønningerne, og eftersom jeg ikke var der selv, vil jeg ikke sige så meget om selve forløbet. Men sagen kører endnu – den er ret omfattende, og jeg kan heldigvis være til assistance i den videre opklaring.
En række ulykker i San Luis Obispo County blev knyttet sammen med EqB, en lokal vinbonde med formodede kriminelle kontakter i sin familie. I den sidste ende blev han ikke dømt for ulykkerne og de mord der knyttede sig dertil – personen bag dem er endnu på fri fod, og han har muligvis taget et barn, der stadig savnes. EqB havde til gengæld fingrene i andre ting, og han begik selvmord. Cordell blev skudt på EqB’s gård, og han ligger endnu i sengen, men han klarer sig.
Collins fastholder, at der kan være foregået uforklarlige ting – der var dokumenterede hekse-ritualer – satanisme – og en ung mand, LP, angiveligt kultlederen, står til straf i den forbindelse. Den virkelige skyldige i fht ulykkerne er muligvis EqB’s oldefader, FeB, men problemet i den teori er, at han burde være død. Jeg ved det lyder lidt utroligt, men han kan bare have været skindød, eller der er tale om en stedfortræder. Det, der er virkelig interessant, er, at EqB stod bag politisk subversivt arbejde – facisme, måske med et nazistisk islæt. Jeg har sat mig for at gå lidt mere til bunds i den side af sagen.
Black Flag – siger det dig noget? Well, det var via dem, at sagen endte hos ActaCon – det er en special-afdeling med subversive politiske grupper som område … men tilsyneladende med en ret bred tolkning. Og resourcer. De er hemmelighedsfulde, men det er vel at forvente med deres metier – et par af ActaCon-agenterne er mere mistænksomme end jeg. Og jeg finder dem interessante, fordi de arbejder med at indsamle baggrundsmateriale – præcist det, jeg mener, vi har brug for i ActaCon. Forskellen er selvfølgelig det lille “Acta” – vi skal gå ud og opnå resultater. Men kunne vi fortsat have kontakt til et sådan overordnet organ indenfor bureauet, ville vi være godt hjulpet. Gruppen fik uden problemer bevilliget ekstra mandskab og teknisk assistance, da der var brug for det. Faren kunne måske være, at vi ville få frataget så meget handlingskraft og selvstændighed, at ActaCon overflødiggør sig selv.
december, 49
Åh, Gud. Cordell’s kone, Lara, har født – en datter, Carmina hedder hun – men det gik ikke helt uden problemer. Hun er syg. Og Cordell er gået på druk. Vi havde snakket om at holde en frokost eller noget sammen på kontoret, men det er nok ude af billedet nu. Han har allerede været sig ved et par lejligheder at være en hårdt spændt bue – jeg håber, han genvinder jordforbindelsen, inden der igen kommer noget stort op.
Pjaltekongen 