januar, 50
Noget helt andet … det lader ikke til, at vi ikke uden videre kan afskrive Collins’ spøgelseshistorier – jeg har kigget lidt på nogle ting fra Lafayatte, Louisiana: det drejer sig om opgravning af lig. Morbidt! Men det er da klart, at det set i lyset af, at de andre netop er stødt på en gruppe dedikerede “kultister” i San Luis Obispo, kan man ikke uden videre udelukke, at nogen skulle have foretaget opgravningerne med et mindre end lødigt formål.
Husker du MSt fra indianer-sagen i sommers? Well, det lader til, at vi ikke får chancen til at vende tilbage til ham som lovet alligevel – nogen har slået ham ihjel (så du får hans fulde navn: Martin Stantz). Han blev fundet Phoenix – banket med et baseball-bat og ordet “traitor” skåret i brystet. BKd blev dømt til stolen, men jeg tror lige, jeg vil tjekke, om det blev til noget …
Apropos gamle sager, så er der også ved at være ro omkring San Luis Obispo-sagen. De indstiller eftersøgningen af Fernando og det barn han muligvis har kidnappet (kvinden, Amanda, er fundet død). Formanden, der skød Cordell, og Louis Parson, der stod bag okkulte ritualer, får deres straf. Men der er stadig nogle interessante ting omkring familien, Black Flag og en politisk dimension.
Nytårsløfter? Naaah … jo, jeg er virkelig glad for Kate. Jeg mener, virkelig. Jeg ville ønske, vi kunne flytte sammen, men jeg et) jeg mangler penge til at finansere et hjem, og to) jeg har stadig ikke noget konkret på hånden, og tre) jeg frygter lidt, hvad der så vil ske … jeg mener, er vi klar til det? Nu har vi lissom vænnet os til situationen, som den er nu – og hvad med børn? Jeg ved, Kate ikke har travlt på det punkt. Og jeg tænker bare på Cordell – han lå på det nærmeste og blødte fra et skudsår, medens hans kone fødte deres barn! Hvordan lever man med den slags risici? Det er på den anden side også nogle vanvittige overjelser! Hvis døden er noget jeg frygter i dette job, bør jeg så ikke stoppe? Og det skal da ihvertfald ikke være en undskyldning, at jeg frygter at rive Kate bort fra det liv, hun har nu – med nye venner osv – vi er trods alt forlovede! Skulle jeg måske frie og få det overstået? Hvad siger du – er du best man? Nej, jeg ved ikke. Jeg tror, jeg vil lede efter noget fast, flytte smmen og så se tiden an.
De næste måneder vil jeg koncentrere mine kræfter i den retning. Der er eksaminer, jeg kan tage uden at skulle bruge en masse tid på universitetet – dem kunne jeg satse på. Se om jeg kan score lidt ekstra kontanter. Holde øjnene åbne efter noget ordentligt at bo i. Jeg kan rent faktisk også spare nogle af de penge, jeg pt giver til at have Packard’en parkeret. Inden længe er det to år siden, jeg kom til Portland – der skal ske et eller andet!
februar, 50
Tingene er kommet ind i en slags hverdag – en anspændt hverdag: Cordell er kommet igang igen, men han er ikke bedre afbalanceret nu. Tværtimod – han skød en mand i selvforsvar for et par uger siden. Okay, det sker … men lad mig sige det på denne måde: det er næppe tilfældigt, at det sker for netop ham. Han arbejder – som jeg selv – uafbrudt. På kontoret er han begyndt at kigge på nogle bizarre sager – det kan vise sig vigtigt, for som nævnt tidligere lader det til, at vi ikke kommer udenom at beskæftige os med “sære” sager. Bare vi ikke gør os selv til grin. Men også i hans fritid kører Cordell omkring i byen. Desværre har han fået et hjælpetræner job på et college i byen, så chancen for at træne med ham er nok glippet i denne omgang. Hans kone er indlagt med en eller anden form for psykose. Tanken skræmmer mig – jeg mener, nu arbejder jeg aktivt for at få et tættere samliv med Kate, og et barn ville være en naturlig afløber … hvis vi kunne få tid. Nej men, det kan jo ske for hvem som helst? Men angående huset, så har jeg ikke haft helt det forventede udbytte af den ekstra indsats. Collins har også være ude med, at jeg arbejder for meget solo. Faktisk har han tilbudt at hjælpe med et indskud – han har åbenbart en sideløbende pension fra hæren. Det bryder jeg mig ikke så meget om. Så kunne vi ligeså godt gå til Mrs. Rukeyser. Nej, det tror jeg ikke. Pengene skal nok komme.
Jeg var inde at runde en interessant sag fra Louisiana – om gravskænding. Ja, det startede egentlig bare med en avisnotits, men jeg rekvierede relevante rapporter fra New Orleans, og det vidste sig mere speget end som så. Det er åbenbart meget tys-tys, så jeg vil ikke gå i detaljer, men siger stemplingen “28-A (TS) ‘Safety Pirate’” dig noget? Da jeg ville forhøre mig nærmere affødte det åbenlys vrede og bekymring fra min SO – nogen ringede til ham umiddelbart efter.
Din mentor, Russ Manning svarer i et kort communique:
Bag en “uden nogen åbenlys årsag” gemmer sig en årsag der er vigtig nok til ikke at være åbenlys. Søger du videre, finder du svar som du måske ikke ønsker at finde, da sandheden aldrig har gjort nogen tilfreds.
R.M.
marts, 50
Endnu en sag: Vi blev kaldt ud på en militærbase for at se nærmere på et formodet selvmord (JH), der hurtigt viste sig at være mord. Basen beskyttede et hold videnskabsfolk, og det var en fra deres rækker, der blevet fundet i en sø (det viste sig, at han var blevet druknet i sit badekar). Vi fandt også snart ud af, at endnu en forsker, VA, var forsvundet – hans lig var på basens område. Den skyldige, SQ, var halvgal og havde kontakter udenfor basen til hvem han solgte tophemmelige informationer fra projektet. SQ troede han solgte til russere, men vi formoder, at der faktisk er tale om gangstere i San Francisco. Desværre mistede vi tråden, da vi prøvede at fingere en handel.
Med til billedet hører, at videnskabsmændene alle vil blive sigtet for sammensværgelse, da de havde oprettet en Pagt med det formål at holde resultater tilbage fra vores regering, der havde ansat dem. Det var vanskeligt at komme ind på dem, bundet af deres tåbelige løfte, som de var. Vi har fået rejst sag imod dem for at konspirere om at tilbageholde oplysninger fra staten, men deres anættere vil formentlig stryge dem med håret. De har også først & fremmest dummet sig, og jeg har egentlig ingen interesse i at se dem dømt for forrædderi eller noget i den størrelsesorden, men forhåbentlig får de sig en lærestreg – jeg kan næsten ikke fatte, hvor naive og selviske de har været. Begge blev myrdet, fordi de ville afsløre Pagtens resultater, og SQ ønskede at holde dem hemmelige længst muligt for at kunne bringe eksklusive informationer ud. Hvilket jo strider noget mod hans erklærede ønske om at fordele viden – det gav jo tværtimod den ene part (fjenden) en fordel. Men som sagt, han var heller ikke for klog. Der er dog stadig aspekter af hans metodik, der ikke synes at hænge sammen, men om han selv er klar over, hvad der egentlig er foregået er ikke givet.
Apropos metodik, så var der igen enkelte uoverensstemmelser. Men det var også en lidt pinibel situation. Vi var kaldt ud for at efterforske et muligt mord pga vores statslige clearance og ikke andet. Alligevel var det oplagt at overveje om ikke Pagten dækkede over arbejde, der ikke havde relevans for staten – et farligt projekt, som forskerne ønskede at have for sig selv. Derfor fandt jeg det relevant at spørge til, hvad de arbejdede med. Det var nu formentlig ikke noget særligt. Men principielt. Black Flag og 28-A (TS) har jeg ikke villet grave i, da det var allierede, men jeg mener, at FBI må varetage borgernes interesser, og hvis militæret – eller fraktioner derindenfor – arbejder med ting, der kan skade borgeren, så må vi kunne gribe ind.
Et andet punkt der gav grundlag for uoverensstemmelse var omkring selve fremgangsmetoden. Hvor hårdt kunne vi tillade os at gå til dem. Men vi var ikke særligt konsekvente, og det kunne være et udslag af, at vi igen ikke havde en CO. Næste gang tager jeg jobbet, med mindre Barry udpeger en.
Ellers synes jeg, at ActaCon stadig gør et godt stykke arbejde og kan fungere som en gruppe – til trods for de meget selvstændige medlemmer. Jeg vil fortsat se efter de store linier, medens andre hellere vil se mere fokuseret på de enkelte sager, og sådan kan det fint fungere. Men jeg mener – helt ærligt – at mine talenter vil gøre mig til en bedre leder af gruppen end de andre, hvis der på et tidspunkt bliver tale om, at vi skal lede os selv.
april, 50
Carver, Collins og jeg er lige hjemvendt fra San Luis Obispo. Det er fortsat ikke lykkedes at finde FdB – troldmanden. Carver benyttede lejligheden til at besøge pigen, Maria, som passede den forsvundne – han har forsøgt at adoptere hende, men den katolske mission i San Miguel har taget ansvar for hende. Den anden der passede FdB, David, ligger endnu i koma, men der håb for, at han kommer til sig selv og måske bringer nye spor frem. En anden mulighed er at vente på, at LP – den unge kultleder – kommer ud fra fængsel og måske prøver at opsøge troldmanden.
april, 50
Et år er gået siden ActaCon blev oprettet. Det blev ikke markeret med ubehagelige overaskelser – såsom lukning – men heller ingen særlige goder, f.eks. lønforhøjelse. Vi har været gennem indtil videre fire større sager og nogler mindre opgaver. På den bizarre side er det ting som hjerneædere fra Mars (angiveligt), sort magi og gravskænding. I flere sager har folk været undertrykt eller forfulgt for deres race – de sorte i Thomasville, indianerne i Sandwell og mexikanerne i San Miguel. Vi har set sammensværgelser blandt forskere, sheriffer, kommunister og vinbønder. Og der er stadig uafklarede organisationer/ fænomener som Black Flag, 28-A og senest HQ. Men ActaCon er ikke kommet meget tættere på at få defineret sit arbejdsområde.
Sleator virker ikke som om han er specielt interesseret i at finde den defination. Carver antyder nu & da komplekse teorier – eller måske mere spørgsmål – om altings sammenhæng (han har i øvrigt lige fået afslag på at adoptere en stum pige fra San Miguel, Maria). Collins lader ikke til at være så bekymret over situationen og har alligevel helt tydeligt sine egne idéer om den. Han mener, at ActaCon bør fungere på et ligeværdigt grundlag og gensidighed – jeg overvejer stadig, om vi ikke bør have en chef på kontoret. Cordell er meget ustabil for tiden – problemer med kone, barn og hjem går ham på, og jeg tror egentlig ikke, han burde være med i ActaCon (måske var det værd at følge op på hans kontakt på Hawaii?).
Nå, men lad os se, hvad næste års jubilæum har bragt.
april, 50
Ting er under opsejling. Jeg har opgivet at spare sammen til et indskud i et hus. Jeg er lidt i et kapløb med tiden, for både Kate og jeg finder situationen utilfredsstillende – så selvom jeg kunne opspare pengene, vil det tage for lang tid. Kate brugte sin børneopsparing på uddannelse og har siden nægtet at tage imod penge fra hendes – rige – moder. Så nu har jeg talt med banken om at optage et lån. Og det har ført overvejelser med sig om at investere i nybyggeri. Collins – der åbenbart har en betydelig opsparing – var straks med på idéen, og vi prøver også at få de andre med. Cordell kan nårsomhelst blive hjemløs pga. hans familie-situation, Sleator har vist ikke noget særligt sted at bo – jeg ved ikke med Carver. Men jo flere vi er des bedre.
maj, 50
For hver familie – et hus. Moderne bekvemmeligheder. Og Russ: En garage. Jeg har lagt knap $20.000 i et byggeprojekt på bjergets knæ ikke for langt fra bymidten. Det inkluderer mit eget hus. Det er i pæn, klassisk stil – med porch, lidt have og en dobbeltgarage. Omgivelserne er naturskønne, men selve gaden er endnu mest jordlodder – indtil her kommer liv, træer, huse, familier, vil det være lidt trist. Men som sagt er der ikke mange minutter ind til byen. Hvis jeg og bankmanden får ret i vores overslag, så – ja, det vil kunne betale sig om ganske få år. Specielt da det lykkedes at få resten af ActaCon med – jo større indskud, des mere indflydelse og udbytte. Collins har som nævnt været med på idéen fra starten af, og han har lagt en del penge. Men også Sleator gik med, og Cordell har solgt skilt sig af med det hus, han og Lara boede i – han fik en del penge på hænderne, da hun tog Carmina med til Texas – de må have lavet en form for aftale. Trist affære, men måske kommer Cordell tilbage på ret køl. Carver skal passe det hele sammen med familien, så han har endnu ikke forpligtet sig.
Huset er knap nok færdigt, men da de grundlæggende ting var på plads, holdt Kate og jeg en lille fest. Hendes søster, Karina, var her, og min bror, Eric. Eric er virkelig blevet en tørvetriller – jeg savner ikke derhjemme. Derudover vores venner fra henholdsvis bureauet og avisen. Meget festligt. Sleator blev virkelig fuld, Cordell havde en lampeskærm på hovedet, og Collins slog en lidt for smart bladsmører. Jo, jo – særdeles festligt.
juli, 50
Jeg ligger på hospitalet og skriver. En mand skød mig i benet – sjovt nok i kælderen under et andet af byens sygehuse. Jeg husker, at vi – Collins, Cordell og jeg – kørte ned med elevatoren, og der var røg i den smalle gang foran os, og skudhuller i væggen og elevatordøren. Tiden gik pludseligt lynhurtigt, og jeg kom til mig selv i elevatoren, der var på vej op. Jeg må indrømme, at angsten havde overtaget et øjeblik. Da jeg kom ned igen, var der ingen at se, og jeg råbte efter de andre. Det blev omgående besvaret med et skud fra længere nede af gangen. Jeg kan underligt nok huske både at jeg faldt, og at der gik tid, men fornemmelsen for omgivelserne var forskruet, og jeg tror ikke, jeg helt sansede, at jeg var blevet ramt. En skikkelse kom i mod mig, og jeg skød instinktivt mod vedkommende. Til alt held ramte jeg ikke, for det var Sleator. Han fik mig hjulpet væk. Det var gået ud over benet, og skuddet kom fra en karabin. Jeg har heldigvis ikke set såret selv. Det går fint nu. Måske undrer du dig over, hvad jeg lavede i en duel under et hospital, men det var afslutningen på en noget mystisk sag.
Medens vi holdt 4th of July i mit nyindrettede hus, skød en mand et ægtepar oppe nordpå – Trenton, Washington. Ægteparret havde en søn, DH, siddende i fængsel i Portland, og vi opdagede, at han havde udøvet en slags hjernekontrol over en fangevogter, Max Kenyon. Cordell og Collins skød og dræbte Max, efter at han havde dræbt en lokal agent. Det viste sig, at der foregik velorganiserede forsøg med mentale patienter – styret af en udbrydergruppe fra vores egen CIA.
Vi fik ram på en del af dem – bla. i duellen under det hospital, hvor en del af forsøgene var foretaget – men den ledende læge og 8 forsøgspatienter (og DH) undslap. Vi var i kontakt med en CIA-officer, der overlod os sagen, hvis de kunne undgå at blive eksponeret offentligt og få udleveret overløbere. Carver har en fortid i the Company, og alt tyder på, at det er standard procedure at klippe båndene til agenter, hvis en operation slår fejl. Med andre ord var forsøgene formentlig et officielt CIA-projekt, indtil det gik galt. Men det kan vi aldrig bevise, og jeg må også sige, at vores kontakt var en positiv overaskelse.
DH selv var en spændende type, der havde en dyster opvækst i et strengt kristent, eskatologisk miljø, hvor han var udset til en Messias-rolle. Imidlertid udviklede han Multiple Personality Syndrome – han havde angiveligt både Satan og Hitler boende i sig. Lægerne bag de parapsykologiske forsøg forklarede, at evnen til at kontrollere andres hjerner var særligt latent hos folk med MPS, og at det var en evne, der kunne smitte. En ubehagelig tanke. Det får uværligt en til at overveje om der er noget om historierne om russisk hjernevask?
september, 50
Ærgeligt at du ikke kunne komme til bryllupet – det forløb elegant. Kate og jeg tog til Philedelphia for at tale med hendes moder, Margareth – jeg ville ikke have et jødisk bryllup, og Kate ville ikke gøres arveløs. Kompromisset blev et borgerligt bryllup, som svigermor ikke viste sig til men stiltiende accepterede. Hun er en sjov en. Vi var på Lake Gonquinn – her er altså et fantastisk landskab, uanset hvad du siger – vi havde lejet en selskabsbåd, og om aftenen fortsatte festen hjemme i huset, der efterhånden ser anstændigt ud. Min broder opførte sig nogenlunde, men Collins kiggede langt efter Kates søster, Karina, indtil han opdagede, at hun var gift. Cordell havde sikkert på et eller andet tidspunkt i løbet af aftenen en lampeskærm på hovedet.
Margareth ville heller ikke give gave, men Kate har røbet, at hun har fået lov til at købe møbler på hendes regning. Fader har betalt for en lakering af Pacakard’en – forudsat at det sker hos en af hans bekendtes venners fætre i Salem; whatever! Jeg har besluttet at gå efter en fløde-hvid finish, jeg fik nemlig 4 dæk med lys ring, og jeg skal alligevel ud og finde interiør. Det bliver smukt!
december, 50
Jeg døjer med benet. Genoptræningen er gået udemærket, men nu og da kommer der smerter. Min læge henviste mig til Joseph Swan, en psykolog. Det har ikke hjulpet, så det droppede jeg. Jeg træner baseball uden problemer – smerterne kommer uforudsigeligt.
Og så ender det med, at Carver og hans familie kommer hertil – så er banden samlet. Og apropos livet her i det grønne sving, så har jeg fået en hund: Teddy – efter Roosevelt. Det er det skønneste gadekryds, og når både Kate og jeg har travlt, kan han bo hos sin fader – der selv bor hos en nytilflyttet familie; vældigt rare – flygtet fra Balkan og kommunisterne. Og de skal nok lære engelsk engang. Men det var ikke uden en pris at få Teddy: Kate har fået en kat – Selina. Og hun hader mig – katten, altså.
Pjaltekongen 