Sølvgade 8. december 2019
Kort opsummering: Vi står foran et opgør med ekspeditionen fra Nuln der har plyndret gamle gravhøje og opsat fælder til at indfange magisk kraft fra Den gamle tros hellige steder. Den tæller Etelka Herzen, Teugens læremester Belfleur og dennes livvagt Schneider (og endnu en troldmand som vi ikke har set, men er advaret imod, Max von Dunkelhertz). De har fundet noget vigtigt i den største af højene og står nu foran et afgørende gennembrud. Vi har besluttet at udspionere dem og eventuelt sætte en stopper for deres planer. Det er stadig over midnat, den 7. erntezeit. Se også kampagnens egen side.
Først lidt mere info om hvad vi fandt i teltene i sidste spil. Felix fandt et meget gammelt digt i Belfleurs sager:
Gemt under Moders Høje
Det fyldte bæger
Ingen fødsel intet liv
Bærer af død
Livet uden ende
Intet lever der ikke kan dø
Livet uden ende
Født af glemte kræfter
Af det røde lyn på den blå himmel
Belfleur har skrevet adskillige noter hvor han forsøger at tolke digtet – mener det taler om en feminin guddom og evigt liv. Også: „Etelka kan skaffe kaossten fra Wittenberg!“ (Det røde lyn har vi selv set). Konrad fandt en glasflaske med væske opdelt i to rum, det ene med sten i, det andet med lidt metal. Han tog den ikke med sig.
Gennem grotterne
Men nu er indbruddet i teltene overstået, og vi beslutter at trænge ned i gravhøjen gennem en slugt der fører forbi nogle edderkoppehuler, i stedet for at benytte „hovedindgangen“ fra toppen af højen. Dværgen Durak Dimholt går med os.
Nedstigningen foregår i tre uelegante etapper. Vi laver en del larm, og Felix hører noget blafrende (flagermus?) og skrabende (edderkopper?). Berthold brænder sine hænder da han skal hjælpe Durak med at fire de andre ned, og de taber Konrad på det sidste stykke. Felix laver et kraftigt vindstød for at drive krybene væk hvilket har den effekt at flere af dem vågner, og det larmer. Omtumlede store flagermus dukker op, og kæmpeedderkopper kribler nysgerrigt tættere på. Vi skynder os gennem en lang slugt uden at blive angrebet.
Goblinkamp
Vi kommer ind i en naturlig hule med spor efter edderkopper (de ligner enorme husedderkopper, dvs. jægere, og deres spind ligner sjuskede pupper). Vejen deler sig, men Dicte finder vej. Felix fornemmer at der er fyret stærk magi af – vindene føles sære. I hulen ligger tre forvitrede lig, og en af dem holder et sværd med en rød juvel i hæftet, en anden bærer en fin rustning. Berthold træder på et „trommespind“, en form for alarm.
En goblin kalder: „Er I også Den røde krone?“
Dicte: „Nej.“
GM tegner kort over kampområdet …
I den gang vi skal igennem for at komme videre, står en goblinshaman (i kjole), en sergeant og yderligere et par goblins. Berthold flyver på shamanen der når at påkalde en regn af edderkopper (på størrelse med en hånd) over de andre. Konrad går samtidigt efter sergeanten, og kort efter kommer Dicte til – sammen får de krigeren nedlagt. Shamanen fyrer ild på Berthold (koster Fate-point), men da han skal til at gøre det igen, når Berthold at slå ham groggy. Imens peger Durak på flere kæmpeedderkopper der kommer krybende. Felix vil advare med et lyn, men magien slår fejl.
Dicte og Berthold forfølger de sidste flygtende goblins mens de andre tager sig tid til at se edderkopperne tage shamanen og sergeanten – de var i stand til at kommunikere med kliklyde. De benytter også anledningen til at plyndre de tre lig der tilsyneladende er af en fin herre og hans ridder og troldmand. Sværdet er sølv og ubrugeligt, men sikkert penge værd. Rustningen er ligeledes en parademodel. Men en taske indeholder guldmønter, diverse smykker og bøger, og der er også en tryllestav i ben.
Berthold og Dicte har i mellemtiden fået indhentet og dræbt de flygtende goblins, og gruppen genforenes.
Elevatorskakten
Vi befinder os nu i gamle, udgravede gange, og rødderne fra det mægtige væltede træ gennembryder væggene.
Gennem skakten der fører op, kan vi høre fordrukne dværge og leende goblins, og det gør Durak bekymret. Han beslutter sig for at klatre op og advare sine frænder. Der lyder bankelyde oppefra, og den goblinbetjente elevator bevæger sig nedad i hovedskakten. Elevatoren der fører ned til det nederste, tredje niveau, er ikke meget mere end en stor spand i et hejseværk. Vi ser en goblin køre ned forbi, og vi kravler det sidste stykke ned til bunden.
Her er byggeriet lidt finere, gangen er bredere og højere, og det minder om indgangen til et tempel. Der er opsat oliekar til belysning.
Berthold spørger den tænksomme goblin der er kørt ned: „Er du Røde krone?“ Den indhyller sig øjeblikkeligt i magisk beskyttelse og gør sig æterisk: synlig, men ikke korporlig. Så råber den op i skaten: „Wulf! Tosserne er her!“ inden den klatrer op. (Mener den mon den Wulf vi dræbte i Bögenhafen?)
Vi fortsætter hen mod døren for enden af gangen.
Etelkas offer
Tempelrummet er meget rodet – delvist sammenstyrtet og gennembrudt af rødder. Der er arrangeret lidt lys. Vi lytter lidt til tre personer tale sammen: en kvinde, en soldat og en ældre herre diskuterer for og imod om de virkelig skal gennemføre det de har planlagt. Vi kommer frem og kan se: Under loftet hænger en kæmpestor edderkop, stivnet/død, og den holder en puppe. Under den er et nybygget alter med en nøgen Etelka Herzen. De andre er professor Belfleur og ridder Schneider der står foran Etelka med et stort sværd (der er ingen Max von Dunkelhertz, den fjerde beboer i teltene og ifølge kultisten Miriam Kostenlos en ond troldmand). I templet er der også adskillige glasflasker som den Konrad fandt i teltet.
Nu kommer goblinen tilbage, og den har Wulf Sauer med, lægen der syslede med dødekunst og var med i Teugens inderkreds. Han mangler en arm og har et dødt blik i øjnene, uden dog at virke re-animeret/udød. Vi er ikke længere i tvivl om at goblinen er Gideon. Gideon vil stoppe Den røde krone og forsvarer hvad han gjorde i Bögenhafen – byens ledelse var inkompetente. Nu vil han bare have os til at gå, og så skal han nok klare det hele.
Dicte taler for at stoppe det forestående ritual, men Berthold går tilbage efter hende. Konrad føler sig dog sikker på at glasflaskerne indeholder de bomber vi tidligere har hørt om, og han tager sin armbrøst frem og skyder en af dem så den sprænger. Det udløser en kædereaktion – dog ikke den ødelæggende eksplosion han havde forventet, men derimod en udløsning af al den magiske energi Belfleurs ekspedition har indsamlet (tilsat Etelkas kaossten?). Edderkoppegudinden (avataren, eller hvad det er) optager den magiske/kaotiske kraft og vågner. Helt efter ekspeditionens plan.
Etelka lægger sig ned på alteret, og Schneider løfter sit sværd. Konrad skyder også ham, men ikke dræbende, og han halshugger Etelka. Puppen i edderkoppens arme brister, og en mælket væske skyller ned over hende … Konrad forlader templet som den sidste, og han ser væsken hvirvle om Etelka. Schneider skriger.
Flugten
I gangen trækker Dicte våben og går frem mod en irriteret Gideon, men Wulf går imellem for at forsvare ham, og de flygter ud via elevatoren. Felix ser dem stige ombord og springer på. Berthold, Dicte og Konrad når også at komme med.
Da de er oppe, finder de Durak. Han sørger over de døde dværge – alle er blevet forgiftet af goblinerne.
Gideon skifter nu endelig form til en ung mand og fortæller at Etelka vi genopstå som en mægtig, ond troldkvinde. (Var han Max von Dunkelhertz? Måske, men hvor kommer Wulf så fra? Og det virker også usandsynligt at han med sin fjendskab mod Den røde krone skulle have rejst med dem. Men hvor er Max så? Det er et mysterie til senere).
Lettere rystede stikker vi ud i natten, men stopper dog for at plyndre teltene i håbet om at finde spor til hvad vi skal stille op.
+200 XP
Pjaltekongen 