april, 51
En ældre agent fortalte i dag, at ActaCon II er blevet oprettet i Baltimore! Det bekræfter vel, at nogen synes, at vi er en succes – og vi har da ihvertfald fået gjort opmærksom på os selv. Men eftersom vi ikke har fået annonceret ACII offentligt, lader det ikke til, at det er meningen, vi skal opsøge eller samearbejde med dem.
Der har dog også været kritik i fbm ActaCons arbejde: At vi tager de gode sager fra det øvrige FBI ved simpelthen at kalde alt for sammensværgelser. At vi skrider for voldsomt frem og bringer retssikkerheden i fare. Og at opklarings-raten er svagere, end den umiddelbart ser ud, hvis man kigger efter krudtrøgen har lagt sig. Egentlig er jeg jo ikke uenig. Men vi er fanme effektive.
Og som det sidste: Solen skinner i Portland, og jeg har fået installeret radio i bilen. Jeg kunne godt tænke mig lidt flere hestekræfter – det er jo en ældre model – men motoren kører tilfredsstillende. Alt i alt er hun et smukt syn!
juli, 51
En af ActaCons gamle kendinge, Martin Stantz, dukkede op i Portland i går. En ret suspekt situation – ikke mindst fordi han burde være død. Vi skyggede ham til ejendomsfirmaret Johnson, Johnson & Johnson, hvor han afslørede falskt ID, Edward Smithers. Vi måtte imidlertid lade ham gå, da vi ikke havde noget belæg for at sætte efter ham – hvilket tydeligt irriterede et par af mine kolleger. Som jeg har været inde på, deler vi ikke alle den samme forståelse af arbejds-metoder. Men det er meget sjovt – Stantz har indtaget en ganske særlig plads i ActaCon’s – og måske særligt Sleator’s – hjerte, da han var den første klare fjende, vi var oppe imod. Set i lyset af senere affærer synes han en mindre fisk. Og så alligevel – han kan være involveret i noget større, men det er endnu ikke afdækket. Sleator prøvede at følge sporet her til Portland, men han blev stoppet efter ordre fra den lokale DA. Men alene det, at en død mand dukker op i sit nemisis’ hjemby, tyder på mere end umiddelbart er synligt.
Det udviklede sig. For SO Berry ville se os. Det skabte problemer, da det viste sig, at Cordell har kørt en privat efterforskning – det drejede sig angiveligt om mordet på en prostitueret – jeg vil helst ikke vide det. Berry blev vred, for Cordell kaldte ham ham en papirskubber, og han var ved at blive fyret; jeg må forklare, at Cordell er blevet skilt fra sin kone, der fik en slags psykose, og Carmina er gået til hendes forældre. Og vi stod ellers for at skulle til Washington – the powers that be har åbenbart endeligt fået øjnene op for os. Jeg må indrømme, at jeg antydede overfor Berry, at hvis det blev nødvendigt, ville jeg kunne anbefale en erstatning for Cordell – det gjorde det så ikke.
Om et par dage flyver hele holdet til Washington for at møde Vice Director Walborough.
juli, 51
Et hurtigt kort fra New Orleans. I går var vi til reception på Plaza Hotel for at møde Vice Director Walborough (Hoover var også til stede). Han tog os til en side og forklarede om Professer Max Henderson’s teorier om trusler mod samfundet og destabiliserende faktorer. Vi blev midlertidigt ansat under 28A – hvilket giver særlige beføjelser. Vi fik derefter en opgave i Lafayette, hvortil vi er på vej lige nu. På Bureauet her i NO har Jacob Boulder, der tidligere havde sagen, briefet os. Du husker måske, at jeg skrev om 28A tidligere – det er tilsyneladende den selvsamme sag med gravskænding, der stadig kører – man skulle bare have givet mig den med det samme! Du hører fra mig, når vi har løst sagen.
juli, 51
Lafayette ligger i sumpen – der var varmt og fugtigt – et ubehageligt vejr, der gør en glad for at være hjemme i Portland. Lig var forsvundet. Og en en lokal FBI agent. Der var snak om voodoo – en dødsfikseret overtro. Kort fortalt var vores lægelige kontakt, Francis Hopetown, den førnævnte Boulder og en militærperson gået sammen om en projekt, der skulle skabe supersoldater: “Black Sorcery”. Det var delvist statsligt – man har åbenbart diskuteret et force majeure-scenario, “White Ocean”, i tilfælde af en konflikt med Rusland. Vi stødte igen på “HQ”. Vi måtte lægge låg på pressen – det tog Sleator sig af. Og så gik vi simpelthen frontalt på forsøgs-basen ude i sumpen. Vi fik Boulder i live, men nogen havde forinden skudt lægen, og militær-bagmanden undslap. Jeg blev igen såret i ildkamp, men jeg gjorde det for at sikre os Boulder: Det vigtigste vidne. Han hjalp med at afslutte sagen men gjorde det til gengæld for immunitet, hvilket ærgrede mig inderligt. Han påstod, at det ikke var ham, der havde skudt Hopetown, men jeg er ikke sikker.
Det var den korte version, og sagen afsluttedes da også på blot tre dage. Men det var uden tvivl vores mest komplekse sag hidtil. Voodoo-præsten, Pierre Melange, havde sit eget magiske cirkus med afpresning og smugling. Han dræbte sin egen niece, det svin. Hun var en smuk pige – hed Marie. Men hvis vi gik efter ham, var vi bange for, at han ville blive den syndebuk, ActaCon så tit har døjet med, og de virkelige syndere ville kunne trække sig ud. På hans gård så vi personer, der virkede som om, de var zombier. Så var der journalisten, Stanton. Han var vist okay, men hans chef havde en rød tendens, der reflekterede negativt på skribenten. Sleator fik Stanton fyret. Men han blev senere skudt af to soldater i sammensværgelsens tjeneste – med Cordell’s tjenstepistol. Damnit! – den mand forstår virkelig at komme i fedtefadet. Soldaterne tog ham efter drabet med ud på basen i sumpen, hvor vi fandt ham bedøvet. En del af gravskændingerne, som var foregået forrige år, var begået af en gruppe unge hvide, der ville beherske voodoo – deres leder var Oscar Winthorpe, og de var ikke længere aktive. Oscar hjalp i fbm Marie, og jeg har sikret ham en god udtalelse; han kan blive et emne til bureauet senere. De lokale FBI-agenter hjalp Boulder. En af dem, Baxter, ville have skudt mig, havde det ikke været for en grå eminence, der blandede sig i vores efterforskning – han skød Baxter. Den forsvundne agent, Billings, havde fået dårlig samvittighed og begik selvmord. I hans garage fandt jeg og Cordell en bombe, der gik af – jeg har fået en permanent høreskade. Yderligere to agenter blev dræbt af Boulder – der var et større shoot-out, hvor Carver var involveret – det var i samme forbindelse, Hopetown blev dræbt. Basen i sumpen var meget professionelt ledet – den var ved at blive evakueret, da vi kom. Bla så vi dem skille sig af med forsøgspersoner, der virkede zombificerede. Sleator nedlagde en helikopter, og jeg blev som sagt selv skudt. Vi fik igen hjælp fra den grå herre, der gik under navnet Marc Thepideaux. Han ankom med en særlig FBI indsats-enhed. Hans præcise placering i det større billede forbliver uklar, men han er tilsyneladende på god fod med VD Walborough.
Som sagt en speget affære. Jeg kan næsten ikke udtrykke min skuffelse over de interne konflikter i vores statslige apperater – forbundspolitiet og militæret. At vores Director og Vice Director skulle køre seperate spil. At der er et Black Ops-korps indenfor bureauet, som jeg ikke umiddelbart kan få at vide hvem henhører under. At staten er villig til at sætte grundloven ud af kraft – afskaffe nationens grundlag for at forsvare nationen – og overlade ledelsen til generaler som i en anden banan-republik. Black Sorcery var måske nok en overskridelse af de officielle beføjelser, men projektet var dog udgået derfra. Og Carver fik bekræftet en mistanke om, at en influeza-epidemi i California i 49 havde samme kilde – så det var ikke et enestående tilfælde. Denne gang udviste den dømmende magt dog større villighed til handling end ved “The Hill”-projektet, som vi kom tæt på i Washington state sidste år.
Og at det, at vi fik en journalist fyret, var en mild løsning – det gik efterhånden op for mig, at visse agenter var villige til at gå meget længere – og hans død synes mindre utrolig i det lys: Staten er villig til at yde ultimative ofre – menneskelige og i sandheden – for at kunne viderekøre en tvivlsom forståelse af det fælles bedste. Jeg vil aldrig kunne fortælle dette til Kate. Og det var ikke det eneste: De to agenter, Boulder skød, var der for at hjælpe os, og da deres chef, SA Peters, ville klage over ActaCon, imødegik Collins ham ved at få ham miskrediteret – jeg vil ikke sætte en medagent under beskyldninger, og jeg håber inderligt, at du tager dette som en fortrolig bekendelse. En lokal agent, LaMotte, opsagde sit job under efterforskningen, og jeg kan i bakspejlet godt forstå ham. Men selvom jeg er lettere chokeret, er det for tidligt at give op. ActaCon er mere end nogensinde en styrke, man må regne med – også selvom det kostede uskylden. Lidt kynisk kan det måles i en lønforhøjelse.
Angående voodoo-elementerne, så må jeg indrømme, at jeg i den lumre hede blev forledt til at tage dem alvorligt. Sagens opklaring pegede da også på, at farmaceutiske midler kan have en zombie-lignende effekt, og disse midler kan vel lige så vel bruges af læger som kvaksalvere. Faktum er, at de døde rejste sig. Det ligger ikke udenfor min forståelsesramme, og da jeg alligevel ikke har den store fidus til snak om det sjælelige, kan jeg knap nok kalde det overnaturligt. Men tro har magt over mennesker – det er en væsentlig grund til at passe på den. Marie troede på voodoo og blev et offer for den – jeg håbede, at kunne bruge den til at hjælpe hende, men hun var – heldigvis – uigenkaldeligt død. I den sidste ende kunne jeg blot lægge blomster på hendes grav, og sådan bør det være.
august, 51
Jeg er rasende! Knapt er vi kommet tilbage – og jeg er kun lige kommet tilbage fra min sygeorlov – før jeg må konfrontere større dumhed og modstand på hjemmebanen, end jeg kunne har frygtet at finde på udebane: Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt George Gall og hans fede partner, Johnston – de er et par af de gamle drenge her. Fra starten af tvære og uvillige overfor ActaCon. Okay, i dag fandt jeg Gall i færd med at tømme plader og spolebånd i kontorets container. Da jeg spørger nærmere til det, viser det sig dælme, at fjolset står og destruerer en klassisk musiksamling angiveligt erhvervet under en afhøring af en kommunist-mistænkt. Han udpegede endda ordet “Stalin” for mig. Det viser sig, at de har fået fat i en dannet herre med en naturlig forkælighed for Shostakovitch og andre moderne, og højt respekterede russiske komponister! Det fandt jeg naturligvis meget morsomt. Men han fremturede, og vi endte i et regulært skænderi. Jeg er ved gud ikke kommunismens største fortaler, men at se sådan en reaktinonær skændsel for Bureuets grundværdier stå og blamere sig med sin uvidenhed var bare for meget. Og jeg tror, jeg kom til at sige, at jeg havde større forståelse for den formodede kommunist og hans pladesamling, end en smalsporet, underuddannet bagstræber som George. Jaja, jeg ved det, og jeg fortryd det da også omgående. Hvorfter jeg fortrak mig under hans til fantasifulde tilråb – “college boy” og des lige. I bagkloskabens lys har min uvilje overfor manden nok lige så meget rod i hele han og hans holdning til progressive initiativer som ActaCon … Og andre ting. Men jeg er stadig for ophidset til at adressere dem.
august, 51
Vores et års bryllupsdag nærmer sig. Kate og jeg har planlagt at tage fri og stikke af fra regnvejret her i Portland – bare et par dage. Jeg har planer om et lille sted ude ved kysten – uden Selina og Teddy. Ægteskabet bekommer mig. Der er vel folk her på vejen, der ser skævt til vores fordeling af pligterne og hellere så hende blive hjemme, men hvis jeg ikke lod hende forfølge sine egne pligter, ville hun ikke være den, jeg elskede.
Men hendes arbejde kan til tider være problematisk. Du ved fra vores korrepondence, at jeg har arbejdet for mere åbenhed i Bureauet – selvfølgelig med hensyntagen til de delikate sager, vi i ActaCon løbende kommer i berøring med – men den liberale presse skaber til tider problemer. Vi har naturligvis ikke modstridende interesser men forskelle i tilgang betyder, at vi i vores respektive stillinger uværligt spænder ben for hinanden. Det skaber unødvendig spænding, for dybest set er vi enige om, at McCarthy er ude af kontrol, og hans HUAC tenderer til heksejagt. Det er blevet sådan, at de journalister, der sætter hælene i overfor den ensidige fremstilling selv bliver slået i hartkorn med Fellow Travellers og andre åbentlyst anti-amerikanske foreninger. Kate overvejer at melde sig ind i en af støtteforeningerne, men der har jeg sat grænsen. I hendes øjne bærer vi i FBI et medansvar, hvilket jeg naturligvis ikke kan give hende medhold i: Tværtimod vil jeg sige, at vi ved at varetage arrestationer er med til at sikre de anklagedes grundlovssikrede rettigheder, og uåpåagtet at støtteforeningerne ikke i sig selv er kriminelle, så er der altid faren for at de fungerer som hvervningsgrund for mere rabiate fraktioner.
Men tag nu endelig ikke mine ord som udtryk for en ægteskabelig krise – vi er som sagt enige, der hvor det gælder. Og Kates kærlighed til sandheden og vilje til at søge den er måske det, jeg elsker højest.
PS: Vi ønsker os et fjernsynsapperat!
oktober, 51
Livet i Pinewood Crescent går sin vante gang. Nå ja, mere eller mindre. Min høreskade er i aftagende – de første uger efter Lafayette var jeg virkelig generet. En konstant lurende hovedpine benyttede enhver høj lyd som en lejlighed til at plage mig, og det påvirkede også min musik-lytning – en ellers altid sikker flugt fra hverdagens stress. Og apropos skader, så døjer jeg endnu lidt med benet, men det har ikke afholdt mig fra at pitche lidt bolde nede i parken – nu er efteråret dog kommet, og sæsonen dog forbi.
Hvilket minder mig om, at jeg har tilmeldt mig et skydekursus. I forhold til arbejdet er der noglenlunde stille og roligt, så jeg får hentet lidt ind på studierne. Præcist hvordan jeg får juraen implementeret i min dagligdag som special agent er endnu ikke på plads, men du må kunne sige, om det da ikke vil reflektere positivt på min evaluering?
Selina var i øvrigt væk et par dage – det var en god lejlighed til at cruise gaderne, men Kate havde svært ved at se det positive i situationen. Jeg kan trøste dig med, at hun kom hjem i god behold (altså katten).
november, 51
Der er noget, jeg gerne vil vende med dig. Det er tanker, der har naget mig siden mødet med VD Walborough og begivenhederne i Lafayette. Vi har allerede kendskab til kun semi-transparante direktioner under FBI – 28A, Black Flag og til dels også ActaCon – og det er naturligt at konkludere, at der kan gemme sig flere. Du behøver hverken be- eller afkræfte. Dertil kommer et efterhånden ubehageligt nært kendskab til militærets (?) HQ, Black Sorcery og et kompromitteret CIA.
Hvornår overskygger nødvendigheden af hemmeligholdelse i vores erhverv demokratiets spilleregler – og vice versa? I Lafayette kunne de modstridende interesser – indenfor samme organisation, vel at mærke! – meget vel have kostet menneskeliv. Og Boulder var Hoover’s mand, damnit! Jeg har, siden jeg sidst bragte HUAC på bane, måtte genoverveje, om Kate måske har ret i dele af sin kritik mod Bureauet.
Jeg vælger at tro det bedste om mine foresatte – men det er en tro i krise, min ven. Hvis du har ord til at lette min tvivl, så lad mig høre.
december, 51
Lad mig, inden vi går ind i det nye år, lige opsummere lidt af årets begivenheder her i Portland, for der er mange ting, der i forbifarten er gået lidt stærkt eller slet ikke blev nævnt.
Vi afsluttede Grønthandler-sagen først på sommeren. Bandelederen, Paul Tinker, røg i en fælde – Carver var på vagt, men det var et holdarbejde.
SAC J.H. Connelly døde en uges tid efter, vi kom tilbage fra Lafayette – hjertestop. Efter en måneds tid kom Jon Groussier til. En lidt skarpere profil end Connelly, må man sige, men selvom han har sat tingene mere i system generelt i huset, har det ikke haft en drastisk indflydelse på hverdagen her på kontoret.
I september døde David – den forpinte dreng vi fandt i kælderen under Benaventes hus. Men det ender ikke der, for efterfølgende dukkede Maria op hos Carver. Nu er hun tibage i San Miguel, hvor hun bor i klostret, men Carver arbejder på at adoptere hende.
De øvrige agenter i ActaCon har forfulgt forskellige individuelle sager. Og Cordell har kørt sit helt eget program. – nu delvist sanktioneret fra toppen.
Pjaltekongen 