Spil 9: Wolf Sauers kælder

Skrænten, den 8. juli 2018

dead-body_1498637237.jpeg

Grundet et meget langt break brugte vi lang tid på at resummere forløbet op til nu, også for at få talt den nye karakter ind i gruppens baggrund. Det var tiltrængt. 

„ASBvF“

Det lykkedes sidst at pågribe to af de tre slyngler der lå på lur i Konrads taglejlighed, men en tredje, Nicklas, undslap … 

… ud i en port hvor en kvinde med et sværd spænder ben for ham og holder ham tilbage. Han indrømmer at han og en anden bandit lod sig hyre af tyven Paul for at knuse Konrads knæ. Joachim kommer og henter Paul der kan se frem til en ubehagelig straf for at have handlet uden tilladelse fra tyvelavet. Nicklas og den anden bandit bliver bare sendt væk.

Kvinden præsenterer sig kort som Dicte – det var hende der skrev advarslen til Konrad om tyvenes baghold – og alle går på Freiburger for at tale og præsentere sig. (Passende tidspunkt at genopfriske rollerne).

  • Dicte (Noble, spillet af MF): Ung, høj, rank og bredskuldret kvinde med lyst hår og blå øjne – tydeligt af ædel byrd. Buksenederdel, støvler og rejsekåbe. Sværd.
  • Hanna (Outrider, spillet af LC): Sidst i tyverne – ældre. Lille og tætbygget, stærk. Praktisk udetøj og en bredskygget hat. Bevæbnet med (magisk) sværd, en fin armbrøst og en pisk.
  • Berthold (Protagonist, spillet af OV): Ung mand, høj og smidig, med kort hår og et langt ar i ansigtet. Sværd.
  • Konrad (Barber-Surgeon, spillet af mig): Ung, med lyst hår og lysegrå øjne og lille overskæg. Borgerligt klædt i mørkt, lidt slidt tøj. Stor lædertaske (med håndøkse og lægeudstyr i). 
  • Roman (Noble, spillet af KN, men ikke til stede denne gang)

Dicte (Anna-Sophie Benedicte von Flaumacher) fortæller om sin forsvundne onkel, familiens sorte får, som hun sporede fra Middenheim her til byen. Her var han blevet erklæret død, men graven var tom, og Dicte fandt frem til at lægen Wolf Sauer var involveret, muligvis med at forfalske hans død. Hun hørte ham også tale med en person vi formoder er Gideon – den mystiske „dreng“ der fulgte med Johannes Teugen fra Nuln til Bögenhafen. Vi har også en fælles bekendt i eventyreren Johan. Mødet fører til at Dicte udramatisk glider ind i gruppens efterforskning der netop er ved at spore sig ind på Wolf Sauer som hovedmistænkt for at hyre tyvene mod os (og inderkredsmedlem af Ordo Septenarius). De bliver enige om samme aften at bryde ind hos Wolf for at skaffe beviser.

Generelt er byen i en „frivol dommedagsstemning“ – folkestemningen er vendt mod de rige købmænd der kaldes for griske djævletilbedere der får som fortjent af heksejægerne. Folk lokkes til byen af spænding og opbrud i tingenes orden. Der går dog også rygter om at uskyldige borgere er blevet smidt i kirkens fangekælder, og man diskuterer om de egentlig godt må brænde baronen. Det fører til overvejelser om hvor financieringen kommer fra, og hvor højt støtten går – sandsynligvis helt til toppen siden rigsmarskalen er på vej. 

Wolf Sauers hemmelighed

Gruppen laver lidt indledende research. Wolf er gift og har børn, men resten af familien bor i Weisbruck et par dage herfra. Han har ikke længere nogen lægepraksis da hans embede som lavsmester lægger beslag på hans tid. Lægelavet har til huse på Nulner Weg, men fokus rettes mod hans pæne, men ikke voldsomt store byhus bag Adelring. Dicte taler med naboer, men de er lidt forbeholdne over for fremmede. Hanna er ret sikker på hun ser Gideon i Teugens hus; det viser sig dog at det må være hos Steinhäger – hans hus er imidlertid mørkt, så det mysterie udsættes til efter indbrudet. Det var nok ingenting … Dicte taler med Wolfs køkkenpige der fortæller at hun går om lidt og efterlader mad til Wolf der først forventes hjemme senere.

Da hun er gået, bryder Berthold køkkenvinduet op, og alle smutter ind i Wolfs byhus. Huset er klinisk rent og relativt nyindrettet. Han har dog en del udstoppede dyr der er sat kimærisk sammen, og Dicte finder hvad hun mener er spor på at han har myrdet nogen i sengen – det eneste ældre møbel (slidmærker på sengestolper, mulige blodspor – og forskelligt udklædningstøj (?) i Wolfs størrelse).

Imens bryder Berthold kælderdøren op. Kælderen indeholder store tønder med en eddikelugtende væske og en trappe ned til en forstærket dør som Berthold også får klaret. De andre kommer efterhånden til.

I den hemmelige kælder hænger seks nøgne lig under loftet. Dicte angribes af en menneskelig, animeret kludedukke i mørket – tilsyneladende uden knogler og delvist udstoppet. Da Hanna kommer ned, fornemmer hun også en angriber og skyder halvt i blinde hvilket stopper dukkevæsnet. De hængende lig er der stadig, stadig døde.

Det bagerste rum indeholder en alkymikers/nekromantikers velorganiserede værksted, med to operationsborde, en magisk cirkel af metal nedlagt i flisegulvet og optegnelser om arbejdet (som Dicte tager). Der er ingen deciderede tegn på Kaos. Konrad er med sin opvækst hos en bedemandsfamilie rystet, og han efterlader en ravnefjer i håbet om at Morrs ånd må nå herned. 

Gruppen er netop ved at skulle gå ovenpå da de hører hoveddøren gå op …

(+100xp)

Meta: Karrierer

Kampagnen vil snart bevæge sig ud af Bögenhafen, og det giver mulighed for at introducere bipersoner der kan lære karaktererne forskellige evner og erhverv. Vi sluttede derfor med en snak om hvilke karrierer folk har i tankerne, og der blev åbnet for at foretage det første skifte:

  • Hanna: Outrider > Mercenary
  • Berthold: Protagonist > Thief
  • Dicte: Noble > Duellist?
  • Konrad: Barber-Surgeon > Initiate (Morr)
  • Roman: Noble > Wizard’s Apprentice

Skriv en kommentar