Sølvgade, 19. januar 2020
Vi har netop overstået det store klimaks i templet under gravhøjen og er undsluppet via den vakkelvorne elevator. Etelka har modtaget edderkoppemoderens velsignelse (?), og vi har afvist Gideons alliance. Vi står oven for udgravningen, og det er stadig natten til den 7. erntezeit.
Gideon og den udøde (?) Wulf Sauer går med det samme. Etelka Herzen, hendes banemand Schneider og universitetsprofessor Belfleur er stadig under jorden. Dværgen Durak sørger over sine forgiftede frænder, og der hersker almindelig forvirring blandt goblinerne – nogle er stadig kampklare mens andre er i færd med at plyndre lejren. Vi ved nogenlunde sikkert at troldmanden Max von Dunkelhertz, ekspeditionens fjerde medlem, var i lejren tidligere på natten, men der er ingen spor af ham nu.
Dicte gennemgår Belfleurs telt – han er vores mest umiddelbare spor til Nuln og hvad der end korrumperede Johannes Teugen. Hun tager officielle breve, et stort kort og hans notesbog. Berthold, Felix og Konrad gennemroder de to troldmænds (Max og Etelkas) telt – Felix efter magiske bøger og lignende, Konrad efter spor til hvordan man kan stoppe den genfødte Etelka. De tager en magisk glasflaske magen til dem der var i det underjordiske tempel (med magisk metal og kaossten i en væske) og andre fornuftige sager, men de bliver afbrudt inden de har alting.
Hanna står vagt. Det begynder at rumle i jorden, træet der ligger hen over hullet synker, og så bryder en voldsomt muteret Schneider frem, og et blår skær skinner op. Hans krop er edderkoppelignende, og han har en lang hals. Vi går i kamp med ham, men nye mutationer skyder frem, og det sprøjter med blåt, lysende stads fra ham. Konrad får noget på armen og hånden. Til sidst styrter væsnet et stykke ned i udgravningen, og vi flygter med Durak efter at Felix har sat ild til Etelkas telt.
Ud af Hägercrybs (7. til 11. erntezeit)
De næste dage rejser vi gennem skoven. Vi er nu så dybt inde i den at vi ikke rigtigt har nogen fornemmelse af hvor vi er, men Hanna holder kursen mod øst i forventning om at vi så rammer en nord-syd-gående vej. Efter et par dage begynder Konrad at få udslet og kløe hvor den blå vædske ramte, og han er også urolig over det blå lys han så, og som han forbinder med magiske himmelsten (han klarede som den eneste ikke sit Willpower-tjek og er ikke så godt inde i warpstone). Efter yderligere et par dage kommer der også forandringer i huden, og han får det skidt. De andre der var i nærkamp med Schneider, begynder også at mærke kløe. Konrad forsøger at holde fast i at det nok „bare“ er en slags pest, altså en naturlig forklaring.
Ud på eftermiddagen den 11. erntezeit ender skoven, og vi står i et kultiveret landskab, men en lille smule anderledes end omkring Bögenhafen, lidt mildere. Trods en lille tvivl i rejseselskabet har Hanna ført os meget direkte gennem Hägercrybs, og vi er nu ikke så langt fra Grünburg, en handelsby ved Teufelfloden. Nuln er stadig ret langt mod syd. Nogle af os er ret slidte, særligt Felix er mærket og trænger til restitution og en ny garderobe.
Vi går til nærmeste landsby, Kleindorf. Planen er at holde lav profil indtil vi når en større by. Konrad og Dicte sørger for kost og logi i forsamlingshuset hos „kroværten“ Messer – det koster overpris (3GK), men vi får en rimelig behandling. Konrad er fristet til at opsøge byens urtekyndige kone, men han er bekymret for at hun vil tolke hans udslet som noget kaosrelateret, og det kunne give problemer. Felix køber brugt tøj af flækkens forfængelige oldermand der fortæller at kejseren har udsendt et dekret der benægter eksistensen af mutanter og dermed forbyder forfølgelse. Hanna opsamler sladder fra en lokal jæger, Karl: Storteogonisten har overtaget Bögenhafen der er lukket for handel, og her på egnen hyrer man flodbetjente til at få styr på banditter. Durak får sin løn (5GK).
En djævelsk last (12. erntezeit)
Vi går nord ad Teufelfloden for at krydse en bro og komme over til Grünburg.
Ud på dagen hører vi et skrig og finder kort efter en pram der ligger tæt på bredden. Der ligger et lig i dyndet og endnu et hænger ud over rælingen. Begge er i brynje og uniform. Vi spotter en vinget kvinde i et træ som Dicte antager er en harpie og forsøger at kommunikere med. Fra båden lyder råb om hjælp, og Berthold, Dicte og Hanna springer ombord. „Mutanter“ (shh!) venter i baghold: en med tentakkelarme, en med fugleansigt og en med hundehoved – den vingede kvinde er den fjerde. Det bliver til en ret drabelig kamp (koster Felix et Fate Point), men vi får dem fældet eller fordrevet.
Under dækket bliver en kvinde holdt fanget. Hun hedder Renate Hausier og var med som passager. Men mutanterne kaprede båden ved Reikgard og medbragte deres egen last: nemlig pupper med kæmpemaddiker i magen til dem vi stødte på i Grauenburg! Tre toldere (flodbetjente) stoppede prammen, men de blev alle dræbt, og mutanterne havde også tænkt sig at tage os på samme vis.
Det lykkes at få slæbt pupperne fra borde og brændt dem. Og så følger vi Teufelfloden nordpå mod broen – ingen af os kan sejle, men vi driver på strømmen og trækker hvor det er nødvendigt. Durak og Renate er begge med.
+100 XP
Pjaltekongen 