[Skyggen af den indre fjende – Warhammer 2nd. ed.-kampagne]
Sølvgade, 16. juni 2019
Opsummering: Vi er i Jettenberg, på vej mod Nuln. I landsbyen er de døde stået op af deres grave, og det har noget gøre med de urgamle skatte der graves frem af jord, mose og gravhøje. Vi har været ude ved en stor gravhøj hvor gobliner var på spil, og ser så at en mindre hær af udøde er på vej mod landsbyen, muligvis anført af en vild og skægget ulverytter, formentlig byens afdøde druide, Faustus. Det er den 32. nachgeheim.
Vi brugte lidt ekstra tid på at resumere, for vi har haft et halvt års pause. Vi skruede også tiden lidt tilbage og tog turen tilbage til Angelika og scenen med hende én gang til. Det var fint lige at spore sig ind. Derudover skulle vi have introduceret en ny karakter til selskabet da adelsmanden Roman er ude på ubestemt tid.
Felix’ historie
Felix ‘Futuremus’ Leiter har forladt Bögenhafen efter at hans læremester fik rodet sig ud i noget der skulle have været uskyldigt, men viste sig at involvere kaostilbedelse. Heksefinderne rettede søgelyset mod Felix fordi han er (himmel-) troldmand, og han fandt det klogest at forlade byen da han så deres ukritiske fremfærd. Han møder et selskab på en kro der netop står og mangler en magikyndig der kan hjælpe dem med at identificere magiske genstande i en antikvitetshandel. De nævner at en ‘Kastor Lieberung’ ikke er dukket op som forventet. Det er naturligvis Miriam Kostenlos, Ernst Heidelmann og deres livvagt Karl (se spil 12) Ernst er selv interesseret i trolddom og er misundelig/sur på Felix.
Miriam med følge ankommer Jettenberg for at opkøbe magiske genstande gravet frem af muld og mose. De er først inde forbi Sigmar-præsten Horst Bruckner og den nye (falske) druide, Elezar. Sidstnævnte finder en kiste frem med metal- og stenartefakter. Felix fornemmer at de er magiske, men „farveløse“ og mistænker at de kan være forbundet med rå magisk kraft. Felix begynder at blive nervøs for sit nye selskab der virker ubekymret omkring kaos og kulter (lidt senere tilbyder Miriam ham endda medlemsskab af Den lilla hånd). Elezar fører dem derefter til savværket for at gennemføre transaktionen, men Horst bliver tilbage. Felix bemærker kraftig røg fra præstegårdens skorsten på vej derfra, og at Ernst er også forsvundet. Han fornemmer også „noget“ komme fra øst (i retning af de vandrende udøde).
Nye, gamle bekendtskaber
Imens er de øvrige helte på vej tilbage gennem skoven for at advare Jettenberg, men farer vild. Det giver en lille forsinkelse før de står hos Angelika, mosekonen, lige over middag. De fortæller hende i store træk hvad der er sket, og spørger ind til ulverytteren. Det kunne godt lyde som druiden, Faustus, men hun skyder vores teorier om at han skulle have myrdet den gamle Sigmar-præst ned – det var ikke det han stod for.
Næste skridt er at advare Elezar, og de bliver peget i retning af mester Albinus’ savværk hvor de naturligvis støder på Felix, Miriam og de andre. Størst er overraskelsen måske for Konrad, for Felix er hans halvbror (af samme far). De to selskaber introducerer sig for hinanden, og der er lidt frem og tilbage om hvis ærinde med Elezar er vigtigst. Elezar får beretningen om de udøde, men uden detaljer om gravhøjens indre, og at vi nu mistænker ham for at have myrdet Faustus). Miriam indskyder at hun har en formodning om hvem der står bag goblinerne: en meget hemmelighedsfuld troldmand fra Nuln. Hun har ligefrem et kort med tre udgravninger markeret med egne, desværre ulæselige, noter. Miriam er skuffet over at Dicte ikke er der, men beder Hanna overdrage et personligt brev.
Felix undersøger 15 magiske genstande (figurer og lignende) plus to stensager. De første er „almindeligt“ magiske, men de to sten er specielle, og han benytter en åbning til at liste begge sten til sig efter at have antydet at de er mindre vigtige. Samtidig kommer han i tanke om de anklager han hørte om os fra heksejægerne: at vi er kaoskultister i ledtog med den landflygtige baron Wilhelm. Han undersøger (og får) også Konrads svævende ringe der naturligvis er magiske, og mønten vi fandt i præstens hus, har en særlig nekromantisk effekt (svarende til en iboende besværgelse). Enden bliver at Miriam køber fundene for poser med ædelsten. Derefter skynder hun sig ud af byen, for hun forventer at der snart vil ske noget slemt. Hun vil ikke afsløre Nuln-troldmandens identitet, men udelukker ikke at vi vil mødes igen.
Albinus og Elezar hvisker bekymret sammen om ulverytteren og nogens ånd. Albinus får travlt med at varetage sine egne affærer, og Elezar tager tilbage til landsbyen for at advare om at de udøde er på vej.
Præstegården
Felix slutter sig til vores selskab, og planen er at gå tilbage til Faustus’ hus for at se om man på en eller anden måde kan komme i kontakt med ham og stoppe hævntogtet. På vejen kommer vi forbi præstegården, og Berthold kigger ind: Horst ligger på gulvet med struben skåret over. Det viser sig at mønterne under gulvet er væk, og præsten har ikke blødt i de forventelige mængder … er han blevet flyttet eller noget andet? I pejsen ligger brændte papirer og svedne notesbøger som Felix tager. Akolytten Klaus er der ikke. Kan han – eller Ernst – være morderen?
Blod for blod
Ved druidens skovhytte finder vi et vinskind ved søens bred – fyldt med (præstens) blod. Felix konstaterer at det har samme kvaliteter relateret til liv som søen. Der er ingen fodspor at se – det virker næsten som om en ånd står bag. Troldmanden tager et varsel, og de andre ser et skær af stjerner mellem hans hænder. Magien fortæller ham at det rigtige er at blive her selvom Hanna kan høre de døde nærme sig. Berthold og Hanna giver sig til at grave hvor jorden er vendt og vi sidst fandt en sko tilhørende den gamle præst, mens Felix og Konrad undersøger huset og træet med blodspor efter Faustus.
Felix pøser blod fra vinskindet på træet der suger det til sig. Da Konrad rører ved det og kalder på Faustus, får han et billede af at druiden kræver Elezar og Albinus’ død og blod. Blodofret får de udøde til at stoppe, og det lysner i den mørke lund om offersøen. Som forventet afslører gravearbejdet liget af den gamle præst.
På dette tidspunkt er mistanken om en sammensværgelse mellem Elezar, Horst og Albinus nærmest bekræftet: De har overtaget magten i Jettenberg for at kunne fælde træer frit og sælge mosefund til købere med tvivlsomme formål (tidligere gik de til Sigmarkirken for at blive neutraliseret) – og magtovertagelsen har formentlig kostet Faustus og den gamle præst livet.
Prisen for overlevelse
Selskabet vender tilbage til Jettenberg. Vi har købt lidt tid inden angrebet ved hjælp af blodofret, og Elezar har som lovet advaret landsbyen. Nogle flygter, andre forskanser sig. Vi ved nu at kun hævn vil stoppe Faustus og de udøde. Så mulighederne ser i grove træk sådan her ud:
- forlade byen og lade dem sejle deres egen sø
- kæmpe mod de udøde
- hidse byen op mod Elezar og Albinus og lade de lokale om at dømme og dræbe dem
- selv dræbe Elezar og Albinus
Alle i gruppen føler et vist ansvar, og ingen er villige til at rejse. Berthold vil ikke risikere liv og helbred for byen i kamp, Konrad vil ikke myrde de to fordi mord er Morrs største synd, og Felix’ erfaringer med heksefinderne har givet ham afsmag for en lynchmob der hurtigt kunne vende sig mod en troldmand. Kompromiset bliver at alliere sig og dele ansvaret med Angelika og Hanna Traumwoller (den lokale kvinde der mistede sin søn, Otto, ved tårnruinen og har vist sig at være godt inde i Den gamle tro, se spil 13).
Berthold, (vores) Hanna og Angelika finder Albinus uden sine mænd, for han er ved at forberede sig på at flygte. Han bryder sammen og tilstår grædende, men havde også fået nok af Faustus’ blodige ofre. Berthold uskadeliggør og dræber ham. Felix, Konrad og moder Hanna konfronterer Elezar. Han er mere selvretfærdig og erklærer sig uvidende, men Hanna skærer igennem og siger at de kun gjorde det for pengene. Felix fører dolken, men Konrad træder til og hjælper da det begynder at se urent ud.
Faustus får sit blod, og de døde stopper deres fremmarch.
Næste dag, den 1. erntezeit, går med at jægeren Jannick og andre finder de nu hvilende døde i skoven og får dem lagt i graven, og Konrad hjælper til. Druidekraften i Jettenberg overgår til moder Hanna der formentlig vil genoptage blodofrene. Vi giver hende de oldfund vi har samlet op undervejs (men ikke dolkene fra gravhøjen).
Den anden del af mysteriet – gravhøjen og den nulniske troldmand – venter stadig.
†
En meget dramatisk afslutning selvom vi ikke spillede den ned i detaljer. Det interessante var det svære valg, og en kamp mod Albinus og hans skovhuggere ville faktisk have taget lidt af nerven. Lars var åben om at det bevidst var et svært/umuligt valg, men at formålet var at skabe gråtoner i fortællingen, ikke at det skulle være en anledning til fremover at pege fingre ad karaktererne for at have gjort noget ondt eller dumt. Det var efter min mening meget vellykket. Den nye spiller/karakter blev også meget fint integreret.
(100 xp + 100 xp for at afslutte denne del af historien, også til fraværende spiller)
Pjaltekongen 