Hochland, 18. sigmarzeit 2524
Første stop på rejsen og første opgave: at indsamle tre værdifulde malerier fra udsigtstårnet Hochburg. Professor Felix overlader de nærmere detaljer til Jacob Ritter, en hustjener med forstand på kunst, landevejsridderen Ottfried Feigenbaum og undertegnede (for en god ordens skyld: Jeg er Gisela Sperber, sekretær og rådgiver). Vi er ledsaget af fire soldater: Soren, Jaspar, Frank og Thomas. Det er en skøn forsommerdag, og rejsemålet, Hochburg, er en lille perle placeret på en klippehøj med udsigt over oplandet.
Vi bliver modtaget af den unge Lola der præsenterer sig som tjener, husholderske eller noget i den stil, dog bemærkelsesværdigt velklædt. Vi finder hurtigt frem til to af billederne (‘Kvinde og faderland’ af Kurtz Trampegelt og ‘Roe på blå baggrund’ af Andreas Krieghütt), men selv efter en tur på loftet, savner vi stadig det tredje, ‘Kvinde i rødt’, af ukendt kunstner. Mine rejsefæller bemærker at et maleri mangler over pejsen i studerekammeret. På dette tidspunkt viser det sig at Lola også er forsvundet. Og en hurtigt gennemsøgning tyder på at forvalterparret, som vi ikke har set noget til, skyndsomt har forladt tårnet inden vores ankomst. Ingen af værelserne virker beboet af en ung pige i huset.
Ottfried udpeger en skovsti markeret med en monolit som mulig flugtrute, og vi sender Frank og Thomas afsted. Frank kommer alene og såret tilbage, og da vi specialister, sammen med soldaten Soren, følger sporene (jeg bevæbner mig med enhedens armbrøst – ingen skud affyret, se bilag), finder vi forvalterparret døde og lidt derfra Thomas’ horribelt sønderrevne lig. Parret har det manglende maleri med sig. Om stedet kredser nogle sære dyriske småfolk, næppe gobliner, men heller ikke nogen naturlig race, og vi hører truende horn i skoven. De virker dog frygtsomme over for os – en gensidig følelse, må jeg indrømme, og vi haster tilbage til tårnet og smækker porten.
Se, her bliver det en anelse mystisk …
Situationen er præget af en vis uro da vi frygter et angreb fra skoven. Flere af vores selskab hører en stemme sige at det er på tide at komme væk. Tilsyneladende fra pigen Lola. Og hvad mere mystisk er, denne Lola – der nu er forsvundet – ligner i forbløffende grad pigen på billedet. Ja, personligt hører jeg ingenting og er af den holdning at vi ikke kan rejse eftersom Jaspar mener det vil koste Frank livet.
I denne anspændte situation finder jeg på et tidspunkt Frank død med uventede, små stiksår i halsen – altså ikke umiddelbart død af sit oprindelige sår. På den lyse side betyder det at vi med god samvittighed kan vende tilbage til lejren. Med os bringer vi de tre malerier (de er indført i protokollen), Franks lig, alle heste og, Sigmar være lovet, vores gode helbred.
Da denne Lola, uanset hvordan man tolker begivenhederne, har en form for forbindelse til maleriet – hvilket kan have betydning for en værdifastsættelse – anbefaler jeg at vi fortsætter undersøgelserne, herunder omstændighederne ved Franks død.
Pjaltekongen 