[◄◄] M/S Titanic II

[Gensyn med scenariet – sæson 3: Cthulhu kalder igen]
M/S Titanic II (Call of Cthulhu)
Af Sigurd Rubech, premiere på Fastaval, 1997

Her har vi en måske mere typisk repræsentant for sin tid end de to foregående gensyn. Det er forfatterens første scenarie, og det er meget præget af en i tiden udbredt humoristisk tilgang til Cthulhu – det er tydeligt vigtigt ikke at tage historien eller sig selv for seriøst. Titanic II sælger sig dog åbent som horror-komedie, så man ved hvad man går ind til.

NB: I forordet forklares det at der mangler lidt i det afleverede produkt, men det lader til at pdf’en på Alexandria har fået det meste med. Desuden er der et vandmærke midt på alle sider der i kopien er blevet meget mørkt og slører enkelte ord. Men scenariet er komplet nok til at kunne vurderes.

Mening med galskaben? (spoiler)

Historien foregår i 1992, 80 år efter den første Titanics jomfrufærd og skibbrud (“It’s been 84 years …”). Baggrunden er at marsmænd (“flyvende svampe fra den røde planet” = Fungi from Yuggoth) vil erobre jorden. For at sænke den globale temperatur til et for dem mere behageligt niveau, vil de påkalde Ithaqua. Ritualets tidsstorm forrykker tid og rum, så det gamle Titanic hjemsøger det nye. Sigurd skriver at det egentlig var tanken at bruge det oprindelige forlis, men det er i stedet blevet til at de to skibe overlapper i åndeverdenen. Det virker dog lidt som om karaktererne stadig hører til i den historiske setting.

Handlingen kører over en række rejsedage med en fastlagt scene eller to per dag og mulighed for efterforskning. Men det er det erklærede mål at karaktererne ikke skal kunne gennemskue hvad der foregår, så det bliver en overraskelse til sidst. Der er tak til en ven for at stille det “dumme spørgsmål”: “Hvad skal spilpersonerne lave?” Well, handlingen er meget på skinner, så svaret er nok i højere grad “have det sjovt” end relateret til plottet. Humoren består af kulørte navne som Boopsie Sherman, Grosbarm am Mund, en mandlig biperson der iført kvindetøj finder morskab i at score heteroseksuelle mænd, og adskillige slapstick-episoder – ikke alt sammen ældet med ynde, men det føles ikke ondskabsfuldt. Et andet aspekt af komedien – og en vigtig grund til at bruge Call of Cthulhu – er forventningen om at karaktererne gør fjollede eller i hvert fald uforudsigelige ting når de går fra forstanden, men det er overladt til systemet.

Kosmiske rædsler

Som sagt har vi et twist på Marsinvasionen der er koblet op på Fungi from Yuggoth der her er i besiddelse af “weird science” (filmen Mars Attacks! kom i ’96 og kan have spøgt i baghovedet). Og et gensyn med Ithaqua hvilket er en rigtig fin og oplagt ide ift. de der forbaskede isbjerge. Kultister og kataklysmiske planer for jordens undergang er ligeledes helt forventelige ingredienser. Ulegemeliggjorte væsner er ikke fremmede for Lovecraft, men de klassiske spøgelser vi har her, er vist ikke så typiske. Til gengæld lægges der op til at katastrofen er uundgåelig eller kun kan bremses for en høj personlig pris, og det er jo helt efter bogen. Det er som sagt ikke et super seriøst take på Mythos, men de rigtige referencer er der.

Infernalske mekanismer

Endnu en omgang ren Call of Cthulhu. I stedet for den komplette liste af procentfærdigheder har karaktererne ca. 10 der beskriver karakteren, som fx “Takt & tone 05 %” og “Snobberi 95 %”. Der står at “Afsnittet om spillernes åndelige helbred, eller kort og godt deres personlige psykoser” mangler – det lyder interessant, men der er et generelt afsnit om reglerne for Sanity, og det er vist bare det der menes. Der er en grundig folder om Titanic II’s jomfrurejse. Måske var der tænkt flere handouts, men det fremgår ikke ved læsning at der mangler noget.

Hinsides tid og rum

Det er en vigtig del af den gode spiloplevelse, at man går ind til det her med et glimt i øjet og forstår at det er for sjov, og så skal scenariet nok ramme sin målgruppe – men jeg vil påstå at indstillingen næsten er vigtigere end det skriftlige forlæg. Sigurd har i øvrigt siden opnået anerkendelse for sine korte Lego-animationsfilm, og han oplister scenarieskrivning som erhvervserfaring på LinkedIn – det kan jeg lide.

†

Dette er sæson tre af Gensyn med scenariet: Cthulhu kalder igen. Jeg læser Mythos-inspirerede scenarier der er tilgængelige på Alexandria og udkom tidligst år 1995 (frem til i dag, 2024). Listen over sæsonens scenarier finder du her, og der er flere gensyn samlet her.

Efter en kort pause hopper vi frem til 2015 og er tilbage ved nyere Mythos-scenarier.

[◄◄] In the Grip of… Winter?

[Gensyn med scenariet – sæson 3: Cthulhu kalder igen]
In the Grip of… Winter? (Call of Cthulhu)
Af Jacob Schmidt-Madsen, premiere på Fastaval, 1995

In the Grip of… er Jacobs første kongresscenarie, men han har på dette tidspunkt allerede været udgivet i magasinerne Saga og Fønix. Jeg husker Jacob dukke op til Fastavals scenarieforfatterweekend og forsøge at forklare sin ide. Han var så tydeligt selv klar over hvad han ville, men jeg tror jeg taler for mange af de tilstedeværende når jeg siger at vi sad lidt forvirrede tilbage. Nu har jeg så endelig læst scenariet, og Jacob havde styr på det. Selvom det er lidt knudret.

Mening med galskaben? (spoiler)

Urguden Ithaqua er forvist til planeten Borea hvortil han henter mennesker fra forskellige polarkulturer, men ikke alle er ham tro. Hans præster har derfor lagt en plan om at hidkalde et nyt kuld (nemlig karaktererne, en enhed fra Stalins Røde Hær) og under rejsen gennem kosmos “befrugte” dem med et bæsts bevidsthed. Derefter vil bæstet altid kunne finde dem og de oprørske bygder. De indser snart at de ikke længere er i Sibirien (det er selvfølgelig et vigtigt twist), og det er op til dem at forhindre de onde planer – hvori de selv er tiltænkt en rolle. Klimaks udfolder sig med det næsten obligatoriske ritual, en monstrøs massakre og karakterernes dystre erkendelse af deres skæbne.

Der er bipersoner at snakke med og nogle fastlagte begivenheder, men der er en del frihed til at folde efterforskningen ud. Tekstmængden er betydelig, men scenariet er velformidlet (omend stift i sproget) og gennemtænkt og virker ligetil at køre. Karakterernes relation til Ithaquas bæst kunne godt have været klarere, men historien udspiller sig om spillerne forstår det eller ej. Parallellen mellem Stalins og Ithaquas udrensninger er god på papiret, men det er overladt til spillerne at give det vægt.

Kosmiske rædsler

Først på scenen i denne omgang af Gensyn har vi Ithaqua, her placeret på planeten Borea som jeg ikke kendte før, men som blev introduceret i Mythos af Brian Lumley. Der er også tekeli-li og en enkelt tcho-tcho, for hvorfor ikke. Til gengæld tror jeg “bæstet” er Jacobs egen opfindelse. Der er faktisk ikke så meget Lovecraft over monstrene her (Ithaqua kommer fra August Derleth), men rædslen over at være fanget udenfor tid og rum og i en tragisk undergang er velkendte HPL-temaer. Boreas rolle i plottet betyder at vi er lidt i fantasyland, men koblingen med jordisk politik giver noget grounding i det fremmede og alligevel velkendte. Man kan også argumentere for at Stalins voldsregime er et billede på den verdensorden genrens ellers normalt ret umotiverede kultister stræber efter. Endelig byder scenariet på ritualer, magiske genstande, en gal videnskabsmand, kultiske præster, og hvad der ellers hører sig til i Call.

Infernalske mekanismer

Ift. regelsystem er det helt vanilje-Call of Cthulhu. På positivsiden er der mange konkrete og meningsfulde forslag til hvad man skal rulle for, noget man ikke kan tage for givet. Hver karakter har sin egen galskab eller særlige evne der opstår af at blive kastet over i en fremmed verden, men det fylder kun lidt. Karaktererne er ellers fine for deres tid – de har alle en grund til at tjene Stalin men også til at hade regimet, og den konflikt leder direkte over i Borea-konflikten. Af virkemidler er der breve (med en lidt bøvlet “håndskrift”-font), et 1:1 fodaftryk fra bæstet (den humanoide form tyder på en yeti-lignende fysik?) og kort.

Hinsides tid og rum

Et iderigt, Mythos-fyldt og grundigt scenarie af den klassiske CoC-skole. Her er potentiale til mange timers underholdende spil – efter min smag alt for langt til en spilblok, et problem der kommer til at gå igen med flere af de næste scenarier. Men det er også noget der har rykket sig med tiden, og i 1995 har man jo bare spillet hele natten.

Ikke en eneste Otto-nominering fik Winter, men ser man på 1995-kandidaterne, hænger det givetvis sammen med et skifte i scenarieskrivningen hvor bevægelsen går i en anden, mere “litterær” (eller måske rettere Hollywood-ificeret) retning. (Året efter tog Jacob fire nomineringer og vandt publikumsprisen for Oculus Tertius der med sit intrigeformat bedre ramte tidens designtrends – og også bedre udtrykte hans særlige tilgang til fortællinger.) Uanset hvad en helstøbt og ambitiøs debut.

†

Dette er sæson tre af Gensyn med scenariet: Cthulhu kalder igen. Jeg læser Mythos-inspirerede scenarier der er tilgængelige på Alexandria og udkom tidligst år 1995 (frem til i dag, 2024). Listen over sæsonens scenarier finder du her, og der er flere gensyn samlet her.