[◄◄] I skoven forandres alle (Imperiet)

Af Morten Greis
Fra antologien Imperiet, 2009 (eget system*)

På eventyr i Ostland

Mellem det kolde hav, Kislev og Bjergene i midten ligger provinsen Ostland under Dunkelwalds skygge. En skov fyldt med ondskab – og et sted hvor de tapre kan teste deres mod og værd. Fire lykkeriddere øjner således chancen for at vinde grevens datters hånd ved at bevise deres ære. Men først må de overleve, og i den sidste ende kan kun én mand få “prinsessen”.

Turplan

Scenariet følger en række faste trin: Lykkeridderne krydser floden ind i skoven. Derefter kan de vælge at drage dybere og dybere ind – eller vende om. Når man dybest ind, venter en særlig belønning. Tilbage på grevens slot kan ridderne nu socialisere og bringe hinanden i miskredit … inden turen igen går ud i skoven (og regnskab kan gøres op). Opnår man nok ære, kan man fri til grevens datter og vinde scenariet, men der er også fare for at blive fortabt i skoven inden da.

Eksempler på tvungne handlinger.

Systemet understøtter fortællingen: Man ruller en d10 for handlen (hvad man gør; succes giver ære) og en d10 for udførsel (om man opnår det man vil) og skal slå lig med/under sit evnetal. Man kan godt have held med at charmere købmanden (handlen), men det er ikke sikkert det giver et prisnedslag hvis det var formålet. Eller omvendt: Hun giver rabat, men det var ikke din egen fortjeneste – i så fald må man næste gang tage en tvungen handling der stiller en i et dårligt lys (alternativt kan man slette en af sine evner, men mister man alle tre, er man fortabt i skoven). Fejler begge rul, koster det ære. Det koster også ære at vende for tidligt om, så det inviterer til risk-reward.

Karaktererne har alt at vinde – de er nemlig ikke specielt succesfulde riddere, og det er helt i Warhammers ånd. De få evner beskriver dem præcist. Svindleren Rudi har fx Snilde (med handlen 8 og udførsel 5), og Hæder (med handlen 6 og udførsel 7). Snilde vil ofte give ham ærespoint, mens brug af Hæder let vil skabe problemer for ham. Hver lykkeridder vælger også en rival der har fortælleret over karakterens fejlede rul.

Rejseindtryk

Eksempel på tabel med møder.

Scenariet har en tydelig fortællebue, understøttet af mange konkrete forslag til træfninger i skoven. Morten skrev på sin blog at én inspiration var oldskool Encounter-tabeller, men her er de foldet ud i scener. Eventyret vil kunne tilpasses de fleste fantasyverdner, men er her sat i en warhammersk ramme med henvisninger til dyremænd, kaoskultister og i det hele taget en lidt grågrumset tone.

‘I skoven …’ er et helt lille spil i sig selv, men det kan godt køres stramt, tror jeg. Til gengæld er der også rig mulighed for at folde det ud hvis man har tiden, for der er masser af mekanisk kød på. Formidling af systemet er dog en udfordring til en tidsbegrænset spilsession: Selv ret stramme regler som her, kræver at man ser dem i brug før man helt kan overskue dem – særligt når de som her ikke følger traditionelle binære udfald og påvirker historien så stærkt. (Johs forsøgte sig med en videoforklaring af sit Amazons-scenarie – det kunne være en løsning.)

To træk ved Mortens forfatterskab springer i øjnene: en meget bevidst brug af spilmekanik og en forkærlighed for miljøbeskrivelser der i klassiske scenarier kunne have stået i en lille boks i starten af hver lokation. Og begge dele er stærke plusser.

Guidens anbefaling

Stemningsfulde landskabsbeskrivelser, en tydelig historie og et fuldgyldigt spilsystem der skaber konflikter og presser lykkeridderne til at søge dybere ind under træernes skygge.

†

*) Morten nævner selv 3:16 Carnage Amongst the Stars, Shock: Social Science Fiction og My Life with Master som inspiration.
Vi fortsætter til Nordland, Om at komme hjem.

[◄◄] Jagten (Imperiet)

Af René Toft
Fra antologien Imperiet, 2009 (system: WFRP2)

På eventyr i Hochland

René udnytter provinsen Hochlands vilde skove og floder samt folkets ry som jægere til at sætte scenen: Fire brødre er lige i hælene på et ‘væsen’, et kaosbæst, der plager deres landsby. Og i baggrunden (gennem flashbacks) spøger deres dominerende og krigsarrede far. Brødrenes indbyrdes relationer står deres prøve mellem disse to brutale poler.

Turplan

Scenariet består af fire kronologiske scener der spilles i højt tempo og følger jagten på kaosbæstet. Derimellem får vi tre tilbageblik der fortæller om brødrenes forhold til deres far. Først som den stærke soldat … der vender bitter og lemlæstet hjem fra krigen … for endelig at rette sit had til Kaos mod en af sine egne sønner. Det er et fint tænkt og overskueligt format, og i den sidste scene er håbet selvfølgelig at de forvarslede konflikter mellem brødrene kan bryde ud i lys lue, samtidig med at de møder monstret der nu er røget i en fælde (eller er det brødrene der er gået i væsenets?).

Jagtsekvenserne bruges (indtil klimaks) mest til at holde fortællepulsen oppe. Der er nogle Agility-tjek, men det har ingen reel konsekvens at fejle, for de skal jo indhente ‘væsenet’ til sidst. Det kunne man måske godt have tænkt mere ind. Disse tjek er også en anledning til at brødrene kan konkurrere og skændes – understøttet af karakterbeskrivelser og afsløringer i tilbageblik – men også den del overlades til “godt rollespil”.

Rejseindtryk

Det fulde omfang af en Jagten-karakter i systemtermer.

Brødrene står som fine karakterer uden at deres WFRP2-stats bidrager med ret meget. Det havde været ret let at gøre %-forskellene større eller give dem Skills/Talents hvis der er noget de er særligt gode til (som fx Averessen-novellen). Monstret har ikke stats – hvilket er fint: Det gør det mindre målbart og rationelt; og det kan også komme til at lægge mere op til absolut at skulle slås med det, end scenariet egentlig gør. Men det betyder også at karakterernes stats mest bruges til førnævnte Agility-tjek, eller hvis de vil slås indbyrdes.

Jeg tror novellen kan fungere rigtig godt med en spilmester der virkelig tager styringen – og også er villig til at presse spillerne, fx diktere at de nu skal føle vrede, jalousi osv. Scenariet er direkte skrevet med sådanne opfordringer, og jeg tror det er klogt ikke at lade spillerne sidde og mærke for meget efter hvad de mon skal føle lige nu. Man fornemmer virkelig at René går efter en oppisket og aggressiv (macho-) stemning. Hvis spillerne alligevel ikke bider på broderstriden, er det let at slutte af med et monster-clash, så det kan nærmest ikke gå galt.

Guidens anbefaling

En hårdtpumpet jagt og bittert drama mellem mandfolk med en usund faderbinding. Er kaosbæstet mon giftig maskulinitet?

†

Turen går næste gang til Ostland, og I skoven forandres alle.

Surprise-gensyn! Sæson 2 1/2: Imperiet Special

[Scenariegensyn: Johs-hammer] [◄◄]
Suk, novellescenarier er muligvis kortere, men jeg kunne ikke finde ud af at begrænse mig i min gennemgang, så nu kommer der lige ti uplanlagte afsnit om scenarierne i Imperiet (Fastaval 2009, antologiansvarlig: Johs).

Jeg gennemgår scenarierne i den rækkefølge de optræder i i antologien og samler op til sidst.

• Jagten, af René Toft
• I skoven forandres alle, af Morten Greis
• Om at komme hjem, af Frederik J. Jensen
• Krigshammeren, af Lars Kaos Andresen
• Smørfalskneren, af Olle Jonsson
• Taals retfærdighed og nåde, af Thais Munk
• Averheim Averessen, af Johannes Busted Vestergaard
• En sommernats fortælling, af Martin Svendsen
• Den tragiske fortælling om Sankt Lucasius’ Orden, af Claus Kiplev
• Slaaraphenland, af Kristoffer Rudkjær og Anders Frost Bertelsen

Med døden som trumf, del 2

[Novellescenarie – Warhammer]
Lidt mere om det kortbaserede novellesscenarie jeg pønser på …

Ideen er at karaktererne er lakajer der passer døren under en banket på Emmanuelle von Liebwitz’ palads i Nuln. Festen er i gang, men der ankommer stadig gæster der insisterer på at blive lukket ind. Ikke alle har rent mel i posen, men man tør jo ikke risikere at afvise en gæst der potentielt har en stor stjerne hos komtessen. Stemningen er overvejende sort humor Spillet har to spor:

‘Falskspiller med ruder es’, Georges de La Tour, ca. 1638

Dørvogterne der slår ventetiden ihjel med et spil kort mens de bitcher over tjansen, prøver at tørre skylden af på hinanden og positionere sig til at komme tættere på komtessen ved den næste festlige begivenhed. Det er i praksis relativt scriptede scener hvor kortspillet dels hjælper med at udpege en vinder af konflikten, og dels giver noget at rollespille omkring.

Ind mellem disse scener banker det på døren, og en gæst ønsker at blive lukket ind til festen. De har hver deres „gæstekort“, et ark der kort beskriver hvem de er, hvad de forsøger at opnå, og hvilke esser de billedligt har i ærmet. Her bruges kortspillet mere mekanisk til overvinde diplomatiske, magiske eller fysiske konflikter. Det fortælles i fællesskab af spillerne og ved hjælp af en række mulige udfald på gæstekortet. Hvis karaktererne taber konflikten eller ender med at dræbe en gæst (det er altid en mulighed), mister de nogle af deres kort, dvs. de står svækket i den anden, parallelle fase af spillet og over for scenariets sidste gæst der altid er den samme, skæbnesvangre person (de andre trækkes tilfældigt – man ved aldrig hvem der banker på).

Karaktererne er repræsenteret i kortspillet som Pager (Knægte) og kan være af begge køn (i praksis tegner jeg samme figur som mand/kvinde, spejlvendt som man kender det fra et almindeligt billedkort). Emmanuelles luner repræsenteres af Fruerne (Damer), og gæsternes stærke kort er Herskerne (Konger). Esser kan enten være spillets svageste kort, eller det stærkeste hvis man manifesterer dem som Kaos (visse gæster aktiverer automatisk den funktion). De fire farver – sole (ruder), kranier (spar), varsler (klør) og roser (hjerter) – har hver deres tema (som man kender det fra tarot), beskrevet på et ark med stikord hvor man kan søge inspiration. (Jeg skriver næste gang lidt om betydningen af kortene).

Og det er omtrent det. Så lige nu handler det primært om at få de to simple mekanikker til at spille, både i hver af de to faser, men allerhelst også sammen – så derfor var det et vigtigt skridt at få et sæt testkort klar.

‘Vagtstuen’, Jean-Louis Ernest Meissonier, ca 1847

Med døden som trumf

[Novellescenarie – Warhammer]
Jeg hygger mig med et Warhammer-novellescenarie (igen går jeg bare efter at skrive det i mit eget tempo og se om det så kan bruges til noget), og det er et centralt element at man spiller kort, både i fiktionen og som metamekanik. Oprindeligt var det terninger, men der er nogle foræringer ved at benytte kort (fire kulører, kort med motiver, hemmelig hånd, esser i ærmet osv.), så det gik dén vej. For at holde det enkelt var det fra starten en kongstanke at man skal kunne spille det med et normalt sæt kort, altså ikke fx tarot hvad jeg ellers kunne være fristet af.

Ikke desto mindre er det ikke lykkedes mig at holde mig helt på måtten. Så nu kan man benytte almindelige kort, men nogle af dem har en særlig in-game tolkning, så ruder konge er fx Kurfyrsten, klør dame er Jomfruen (kortsættet hedder Nulnvarianten fordi alle „fruerne“ er forskellige aspekter af Emmanuelle von Liebwitz) osv. Og så blev det jo hurtigt en naturlig tanke at lave et custom sæt der kan printes ud, så det hygger jeg mig med nu. Jeg vil også meget gerne lave billedkortene, for det er egentlig dér det bliver interessant (K=herskere, Q=fruer, J=pager og esser=Kaos!). Foreløbig har jeg planket grafik fra et tarotsæt til hofkortene (Leonardo Da Vinci Tarot © Lo Scarabeo), men det er kun placeholder.

Mere work-in-progress følger. Skulle scenariet en dag blive helt færdigt, kan jeg derefter begynde at overveje en række trumfkort (Major Arcana) gearet til Warhammer-universet, men der er jeg slet ikke endnu. Lige nu er udfordringen at finde en kortmekanik der er enkelt nok til at det ikke stjæler fra fortællingen – jeg er helt nede i Krig, eller allerhøjst Blackjack …

Altså, det scenarie skriver jo sig selv. (‘Vagtstuen’, Nicolas Tournier, ca. 1620)