Af Lars Kaos Andresen
Fra antologien Imperiet, 2009 (systemløst)
På eventyr i Altdorf
Rigets hovedstad er synonym med pragt, magt og skønhed. Men lige så udsøgt Altdorf er, lige så møgbeskidt og bundkorrupt er den. Det er således potisk da Sigmars hellige stridshammer, Ghal Maraz – der egentlig skulle bruges af en gruppe sande helte til at redde verden fra en dæmonfyrste – ender i hænderne en bande usle og selviske tyveknægte.
Turplan
Handlingen udfolder sig over fire enkle scener. Først finder tyvekaraktererne krigshammerens bærer i en baggyde og stjæler relikviet. Tyvenes konge dukker kort efter op og vil have sin andel. Derefter kommer de sande helte der inderligt gerne vil have hammeren tilbage, så de kan redde verden. Og endelig kaoskulten der vil argumentere for at dommedag er en god ting, faktisk. Til sidst må tyvene træffe en beslutning og besegle verdens skæbne.
Tyvebanden er bevidst fremstillet som ekstremt uheldige – men også lettere uduelige. Den grumme ironi ligger i at give netop dem magten til at redde verden. Historien får et ekstra komisk lag af at den der først samler den hellige hammer op, ikke kan slippe den igen, så andre interesserede parter kan kun få den ved at hugge armen af ham. Der lægges således op til scener hvor karaktererne forsvarer sig verbalt og og korporligt mod folk der er meget sejere end dem selv, mens de mundhugges internt.
Rejseindtryk
Novellen har Imperiets historie og en langvarig, episk rollespilskampagne som baggrund (der er ovenikøbet en hel sides Imperiehistorie kopieret fra Wikipedia der forklarer plottet i kanonsammenhæng ift. Warhammer Battle!). Men twistet er at heltene i dén historie bliver snydt for deres store opgør med kaosguden Khorne af en bande slynger der altså er dette scenaries hovedpersoner – og i øvrigt ikke specielt interesserede i altruisme. Det er sjovt og genkendeligt for alle der har deltaget i en årelang kampagne, og spiller faktisk fint på Warhammer-universets miskmask af magiske (super-) helte og mudrede misfits.
Uden system eller særligt detaljeret scene-regi er det meget op til spilleder og spillere at finde en tone der gør det sprælsk uden at det bare bliver fjollet. Det kan meget let komme til kamp, og her har man altså kun en fælles fornemmelse for konventioner og genre at rette ind efter, så det er vigtigt at finde fælles fodslag. Lars beskriver det selv sådan:
Genren er action og spænding og sjov, men måske med et lidt tragisk indhold. For spilpersonerne er det dødelig alvor, men for spillerne må det gerne blive sjovt og vildt.
Warhammer har gennem tiden været mange ting – fra det laveste low-fantasy til den allerhøjeste epik – men jeg har ikke svært ved at tro på at en tilfældig samling spillere stadig vil kunne mødes om en sådan forståelse.
Guidens anbefaling
Forfatteren tager os om bag Warhammer-teatrets grimdark kulisse og inviterer til et godt, indforstået grin over den sprukne maling og mugne savsmuld der ellers ofte bliver taget meget alvorligt.
†
Videre til Ostermark og noget anderledes alvorligt, nemlig Smørfalskneren.
Pjaltekongen 