Af Frederik J. Jensen
Fra antologien Imperiet, 2009 (fortællerollespil)
På eventyr i Nordland
Nordland er vild og øde, men med enkelte spredte bebyggelser, små samfund hvor folk mødes og knytter bånd – eller bare aldrig slipper væk. Således også her hvor fem rejsende genforenes i Schwarzbrügge, fortæller deres historie og møder deres skæbne.
Turplan
Scenariet er spillederløst, så der er fem karakterer, og alle kan/bør læse hele scenariet der kun er på to sider. Handlingen er styret gennem en kort række scener: Først skaber (tegner) man i fællesskab landsbyen – fire veje fører dertil, en for hver karakter; den femte er der allerede. Karaktererne introducerer sig og reflekterer dernæst over det forestående møde med en af de andre. Så følger selve gensynet (evt. live) og endelig en beskrivelse af karakteren bagefter – hvor går de hen, hvad er forandret? Spillerne skiftes til at være fortæller.
Der er ikke givet så mange rammer. Man skaber fx sin karakter alene ud fra et navn, og det står spillerne frit for at opfinde om de glæder sig til eller gruer for gensynet, og hvorfor. Frederik lægger op til et langsomt tempo og stemningsmættede beskrivelser, og han leverer selv små teksteksempler:
Den rejsende slår hætten ned, tørrer svedperlerne af panden og fugten af skægget og tager en grådig slurk af en gråbrun keramikflaske. De blå øjne bliver fjerne et kort øjeblik. Rytterens navn er Gorm.
Rejseindtryk
Nogle spillere føler sig presset af at skulle improvisere, og ovenikøbet – hvis man helt vil følge oplægget – gøre det sanseligt og i nogen grad formfuldendt. Jeg har selv været loren ved fortællerollespil fordi min indre kritiker gør det svært at håndtere så meget fokus når man tager ordet (samtidig med at tankemylderet kan stikke af i den store grad af frihed – it’s complicated). Men hvis det føles farligt, kan man eventuelt åbne spilstilen lidt mere op og i højere grad betragte det som et writers’ room hvor handlingen og karaktererne udforskes gennem out of character-sparring, så man hjælpes ad med at finde på, men stadig på skift er den der fortæller.
I dette tilfælde er det dog næppe et problem, for spillerne har jo ideelt selv valgt scenariet, fortællerollespil er en veletableret stil, og ‘Om at komme hjem’ fremstår som et klart og stemningsfuldt eksempel. Man er sammen om oplevelsen, og mon ikke der vil vise sig en naturlig trang til at hjælpe medspillere og historien på vej? Novellens enkelhed gør desuden projektet overskueligt og svært at takle forkert. Alligevel er det nok et scenarie der har godt af mindst én spiller med overskud til at opfange andres frugtbare udspil og bringe ideerne tilbage i det fælles sammenkog.
Guidens anbefaling
En dvælende reflektion, i et super stramt format, over den rastløse længsel efter mødet med andre – og måske finde hjem.
†
Næste gang skal vi til Altdorf og møde Krigshammeren.
Pjaltekongen 