- At være eller ikke være … dværg
- At være eller ikke være … dværg … igen
- At være eller ikke være … dværg … igen … igen
- At være eller ikke være … dværg … igen … igen … igen
- At være eller ikke være … dværg … igen x4
Scenarieserie af Lars Hammer Andersen til WFRP1. De i alt fem scenarier i denne gakkede serie, er skrevet i perioden fra 2004 til 2010 og havde alle premiere på Krikkit Con. Alexandria har kun pdf’er af nummer 2, 3, og 5, men har man læst ét, er man vist nogenlunde inde i sagerne.
Handling (spoiler?)
Scenarierne er, inkl. karakterer, 7 sider, det længste 14, så der er ikke plads til en masse udenomssnak. Det går lige på handlingen, og scenerne er beskrevet i stil med:
Efter Sylvania kommer de endelig til bjergene! YES! Oppe i bjergene møder de en lortestiv kæmpe der vil have al deres øl! Det skal de kraftedeme ikke finde sig i! (s. 220)
(Sidetallet henviser til WFRP 1st. edition-regelbogen hvor man finder stats på kæmper). Der går næsten Anders Matthesen i visse af beskrivelserne:
Man kan også drikke i byen og lave alverdens gøgl og konkurrencer på kroen (find på, du er dum nok til det).
Men ganske kort „handler“ de enkelte scenarier om: #2: Elvere påstår de kan brygge øl – det er op til dværgene at sætte dem på plads. #3: De skal befri nogle Tunnel Fighters; ting sker på vej dertil. #5: Dværgene flyver til det nordligste dværgehjemsted i et luftskib og løber ind i nogle lumske kaosdværge. (Ja, det er rigtigt fornemmet: Det femte scenarie har faktisk noget der minder om et plot).
I alle scenarier spiller man de samme dværge, og der er typisk en del rejseakvitet gennem Imperiet (foruden guld, druk og slåen på tæven).
Indtryk
Det her er om sagt ovre i den virklig gakkede genre. Men alligevel er der en udvikling mellem de tre jeg har læst:
Toeren har et ligetil og underholdende plot – og der er faktisk en overraskende sekvens hvor man spiller som elvere (kortvarigt, for som det hedder: „der er jo for fanden ingen, der gider spille fucking elvere …“). Treeren er mest bare fis og ballade og næsten dekonstruktivistisk i sin tilgang til historiefortælling – der er kimen til en ide om nogle „halvlinge“, men det viger hurtigt pladsen til fordel for gimmicks som „Disse [mutanter] danser lige som Vanilla Ice (spil ‘Ice Ice Baby’), så derfor skal de dø!“. De musikalske indslag må have været et hit, for de præger stadig femte del. Men det scenarie har som sagt et noget større fortællemæssigt scope end de andre og det dobbelte sideantal. Og der er en episk rejse i et luftskib! Men netop som man kunne forledes til at tro at det næsten er en rigtig historie … „STONE COLD STEVE AUSTIN! kommer hoppende ned fra loftet og lander på dæmonen! WHAT?!“ Det hele slutter med at ‘We Are the Champions’ afspilles.
Hvis Aalborg er rollespillets rock‘n’roll-mekka, så er det her Wrestlemania on crack. Det er megadumt. Men jeg må indrømme at jeg tog mig selv i at klukle flere gange undervejs, så … mission (fucking) accomplished. Det er selvfølgelig ekstremt indforstået ift. Warhammer-universet, men hvis alle har marginalt den samme forståelse af stoffet, er der jo ikke behov for andet end: De slås med skaven + er dværgeagtige imens, dvs. brovter og kæver bajere + afspil noget noller techno. Det er ikke svært at se for sig at det nok skal fungere.
All hail … crit tabel!!!
Grim & Gritty?
Aaaah-heh … grim & gritty kan man vist ikke sige, men det er (med undtagelse af de musikalske indslag) reelt grundet i diverse warhammerske dværgeklicheer – specielt fra Battle-hylden med overdrevne våben og voldsomme virkemidler. Igen x4 har som sagt lidt mere „lore“ end de andre, og der henvises også til den officielle dværgebog, Dwarfs: Stone and Steel. Så historierne ligger inden for rammen af kanon selvom der bliver malet med den helt brede og kulørte pensel.
NB: Der er ingen karakterark vedlagt, men man må formode at de er blevet udleveret på kongressen. Det ville ikke være vanskeligt at lave noget selv, for man har beskrivelsen og deres karriere, og så er det bare at rulle stats.
†
Og dermed er jeg cirka halvvejs i Oldhammer-gennemgangen. Næst på menuen er to scenarier af Claus Kiplev der har sneget sig ind siden jeg lavede min bruttoliste *thumbs up*. Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Warhammer-tema. Du finder en liste her.
Pjaltekongen 
Heh, det lyder voldsomt fjollet. Men jeg grinede også et par gange af dit indlæg her, så du er ikke den eneste skyldige 😀
LikeLiked by 1 person
Det minder også – i dén grad – en om at scenarier kan være mange ting, og ikke mindst have meget forskellige modtagere. Med det mener jeg at Fastaval har en “litterær” tradition i høj grad fordi dommerne skal kunne vurdere produktet. Det har så den fantastiske sideeffekt at andre interesserede og forfattere kan iterere videre på koncepter og tanker. Men Con2 bad bare om at scenariet blev kørt – af mig selv, evt. ud fra endnu færre noter end “Dværg … igen”-serien. Og det fungerer også fint, for den vigtigste kontrakt er i den sidste ende mellem dem der spiller med forfatter på en fjern tredjeplads, et godt stykke efter oplægget/scenariet.
LikeLiked by 1 person
Det er voldsomt interessant det du kommer ind på der. For ja, det er jo netop det spiller og spilleder scenariet der må være det interessant.
Ja, den konkurrence har gjort en fandens til positiv forskel. For mig er scenarieteksten bare ikke det mest interessant ved et scenarie: Det er at køre eller spille det. Der var en gang i tidlig og midt 00’erne, hvor folk talte om “læseoplevelsen” ved et scenarie og hvordan nogle scenarie kunne være bedre at læse end at spille.
Der oplever jeg i dag at man i højere grad fokuserer på at få noget godt spil ud af det skrevne oplæg. 😀
LikeLiked by 1 person
Det er her jeg afslører min egen svaghed og ikke så meget andet. Jeg har altid skrevet til og for mig selv. Jeg vil gerne arbejde med formidlingen så andre kan få del i den oplevelse jeg ser i mit eget hovede, men det er omtrent så langt det rækker. Dog er der også sket en bevægelse for mig – indiebølgen tiltalte mig så meget, tror jeg, set i bakspejlet, fordi den formaliserede kontakten mellem min egen kreativitet og dens konkrete udtryk i andres spil. En måde at bevare en vis kontrol (ideelt set: kvalitetssikring, men sådan tror jeg ikke på det fungerer). Det korte af det lange er at jeg godt kunne tænke mig at skrive et par scenarier der er så “ligetil” at spilleder og spillere kan gribe og køre det baseret alene på uformelle konventioner, eller sagt på en anden måde: gammeldags rollespil.
LikeLiked by 1 person
Oh, jeg kan om noget relatere!
Og ja, der er noget interessant ved det at skrive rollespil, fordi man gerne vil bevare kontrollen (jeg ville i hvert fald gerne). Det kan man bare ikke. Man kan det ikke engang ift almindelig fiktion, hvor læseoplevelsen netop opstår mellem læseren og teksten.
Nu holder jeg som bekendt pause fra at skrive rollespilsscenarier på ubestemt tid, men netop den ambition om gammeldags rollespil ville også være der jeg gerne ville gå hen. Her er noget rollespil som I kan spille. 😀
LikeLiked by 1 person