Julekalender

Dengang blogging stadig fandtes, kørte der sommetider indtil flere rollespilsjulekalendere. Og bare rolig, det her er ikke et Ak ja, de gode gamle dage-indlæg (i anden forstand at man vel implicit hænger lidt fast i fortiden hvis man skriver/læser her), for jeg kunne jo bare skrive en selv hvis jeg gik og savnede det! Og det gør jeg. Men jeg kan ikke lide at begynde for sent, så nu har jeg forberedt 24 entries (de skal stadig skrives, men kun et par linjer) til næste jul. Det her er bare for at ønske glædelig jul, pinne en forpligtelse til mig selv og hylde dem der stadig gør arbejdet:

Morten Greis har en julekalender med smukke (og grumme) terninger og minder fra fortiden og fantasien. (Jeg spøgte med at jeg ville kommentere den hver dag, men det var vitterlig en joke – det ville føles lidt for meget som at hijacke hans flittige og fine arbejde.)

Ikke dedikeret til rollespil, men tjek også Merlin på Instagram der fortæller anekdoter om artefakter fra sit kontor. Rollespilsrelevant i den forstand at bagage-kollagen tilsammen udgør et smukt portræt af en rollespilspioner med en dyb kærlighed til det fantastiske.

Bonusjulekalender: Inspireret af Merlins kalender kunne du jo give læse (eller anmelde?) alle numre af Saga (“spiltidsskriftet”!) – der ligger tilgængelige på Alexandria – et nyt hver dag i julemåneden? Der er kun 22, men den 1. napper man et nummer af Tabu som intro til serien, og den 24. afslutter man af med Fønix for at vise hvad der fulgte, oplagt selvfølgelig nr. 5 med julenisse og Ronni på forsiden.

Og det behøver ikke engang være jul for at kalenderposte. Palle Schmidt har forladt rollespillet, men hans noirvember-serie, ligeledes på Insta, ramte mig lige i hjertet, for det var så skønt at se ham dele ud af sit talent på den måde igen. Og mindede om hans kæmpe indflydelse på Fusion og dansk rollespil. (Som Morten jo nørkler videre med i sin nye Fusi0n 2043-serie).

Illustration: Palle Schmidt, 2023

Hvis vi stadig er her næste år, kan det endda være at der er alt i alt er nok rollespilsjulekalendere til at lave et mega-rerun, med tilbageblik på en ny gammel kalender hver dag i julemåneden. Desværre er data på internettet flygtigt, og mange fantastiske blogindlæg gik tabt i den store Monetisering af Squarespace-flodbølge, men man kan måske begynde at grave hos historikeren Morten.

Min egen kalenders tema vil jeg først afsløre næste år. For der er Pjaltekongen her stadig. Måske har jeg endda skrevet et par nye indlæg, men jeg lover ikke noget, for det er vist ikke længere pointen. (Men det kan være jeg skal spekulere lidt over hvad det så er …) Her er alligevel et preview: