Gensyn med scenariet: Testamentet, af Lars Andresen, Fastaval 2016 *
Særligt de seneste af Lars Andresens scenarier har en nostalgisk undertone af tabt ungdom. Lidt ironisk, for selvom de kredser om nogle fælles temaer – og der er jo efterhånden tale om et reelt forfatterskab – er der også en løbende fornyelse, eller som minimum en stræben efter kvalitet der kan følge med tiden. Med Testamentet er det ligesom i Det hemmelige selskab almindelige mennesker der møder det overnaturlige, og gamle venner der genforenes. Men hvor det ældre scenarie har en lidt „high concept“-tilgang med sin mekanik, magi og engelsk landadel, så er denne iteration meget mere jordnær og kødelig.
Børnenes seksuelle modning og sexmagien henvender sig som udgangspunkt til voksne spillere, og der er scener der kan virke grænseoverskridende på visse. Og selvom det anbefales at „lodde stemningen“ og tage hensyn til alder, så tror jeg scenariets potentiale kun folder sig helt ud hvis man overgiver sig helt til det.
Handling og Mythos (spoiler)
Fire venner drages som unge teenagere (13-14 år) ind i et okkult sexritual der sætter sit præg på dem i voksendommen. Den magiske inspiration der dengang blev vækket i dem, er dog væk nu, og her 30 år senere vender de tilbage til huset i skoven for at finde svar på deres tabte barndom. For i kælderen under huset i skovet står portalen til Kadath åben, og en urgammel troldkvinde (reduceret til et levende moselig) venter på dem.
Her som i hans øvrige Cthulhu-scenarier, er forfatteren eksplicit med sine Mythos-referencer, men forholder sig til den trend vi ellers har set, med at lade det forblive i baggrunden. Denne gang er det er ikke et monster, men en hel verden, nemlig Kadath og Drømmelandet (og nogle antydede edderkoppevæsner). Lovecrafts Mythos- og Dreamlands-historier refererer til hinanden, men mange foretrækker at se dem som separate fortællinger. Det er da også rigtigt at det hele bliver lidt mere udflydende i Dreamlands (Clark Ashton Smith brugte fx verdenen til historier i en fjern fremtid med sværd og sandaler, se anmeldelsen af The Realm of Shadows), og selv i Lovecrafts egne historier bliver de sværmeriske fantasier til tider lidt, nå ja, flyvske. I min forståelse passer det dog fint ind i HPLs øvrige Mythos, for selvfølgelig rækker hans metafysiske univers langt ud over vores jordiske fatteevne og grænser. (Meget mere Kadath i Sølvnøglens døre).
Samtidig føles fremstillingen af bipersonerne Trish og Jacobs okkulte arbejde, særligt „i barndommen“, fantastisk virkelig, og deres historie er oprigtigt tragisk. Der er ikke en masse teknisk om magien, men måden de lever på, de små detaljer i huset – uh, det er supergodt. Der er ikke gjort noget forsøg på at matche beskrivelsen med Lovecrafts typiske onde troldmænd, men det her virker realistisk for et par velmenende og stadigt mere desperate hippier.
Form og teknik
Den vigtigste indgangsvinkel til rollespillet i Testamentet er karaktererne. Som i det systemløse drama med lange rollebeskrivelser der blomstrede i 90’erne, er fokus på indlevelse og på at udleve de indre konflikter. Det er en form der tiltaler mange spillere, men det er også en stil der sætter forfatterens vision front and center. Derfor er de bedste af den slags scenarier dem der rent faktisk har noget på hjerte og kan formidle forfatterens ideer og tema … og der leverer Testamentet virkelig varen. Scenariet gør et par konkrete ting for at invitere spilleren indenfor:
For det første sprudler sproget af sex og en sanselighed der er i absolut topklasse. Den begrænsede geografi forstærker fornemmelsen af tid og sted. Og springet i tid fra første til anden akt gør dels spillerne aktivt til medfortællere, og dels skaber det en klangbund for den længere voksen-rollebeskrivelse der ellers let – som det sommetider sker i scenarier af den her type – bliver et postulat (er min holdning).
Ideen med at spørge ind til karakterernes følelser og tanker er endnu en ting der hører genren til, men her går Lars ind med meget konkrete spørgsmål der er lige en tand mere udfordrende og direkte. Den form for dialog med spilleren underbygges af fortællescener hvor spillerne har forskellige ansvar for at genfortælle hvad der skete for 30 år siden; også her gives spørgsmål til hjælp.
Historien fortælles overvejende lineært i fastlagte scener, med hjælp fra enkelte handouts, og ender med det umulige valg der binder ydre handling og karakterernes indre konflikter sammen.
Læs det for …
- Den sanselige formidling.
- De spændende karakterer.
- Beskrivelsen af Trish, Jacob, moseliget og huset i skoven.
- En rå og ren rollespilsoplevelse, næsten barberet for teknisk fiksfakseri, drevet af karaktererne, en tight handling og et umuligt valg.
Næste gang: Og således nåede jeg til 2018, og jeg skal afslutningsvist læse Sølvnøglens døre og Dronningen på Smaragdtronen – begge nye bekendtskaber.
*) Jeg læser scenarier der er tilgængelige på Alexandria, udkom tidligst år 2000 og med god vilje kan siges at have et Cthulhu-tema. Du finder en liste her.
Pjaltekongen 