[◄◄] Deep One Daiquiri

[Gensyn med scenariet – sæson 3: Cthulhu kalder igen]
Deep One Daiquiri (Call of Cthulhu)
Af Lars Kroll, premiere Fastaval (junior), 2016

Fastaval Junior-scenarie, en sjældenhed på Alexandria fordi de ofte kun bliver afviklet af forfatteren selv og måske har et snævert fokus på at underholde, snarere end et litterært snit. Junior er for de 6-14-årige, typisk opdelt i tre aldersgrupper, og det her er klart til de ældste.

Mening med galskaben? (spoiler)

Hovedpersonerne skal klare en smuglertur for mafiaen i 1920’erne, fra Cuba til Florida. Ombord er tønder med rom, dynamit … og en figur af Cthulhu til brug i et ritual der skal hæve R’lyeh fra havet. Undervejs kommer fjendtlige kultister ombord og vil forhindre transaktionen, men et Cthulhus yngel – havuhyret Keshogga – manifesterer sig og påkalder “deep ones” for at gennemtvinge leverancen. Scenen er sat til et eksplosivt klimaks på det gode skib Jacintha, og det er op til de blakkede helte at afgøre verdens skæbne, sandsynligvis med livet som indsats.

Der er kun fire meget overskuelige scener, og det er et krav for juniorscenarierne at de skal kunne afvikles på et par timer, gerne med hovedet delvist under armen. Men det er en komplet pakke med start, midte og slutning. Der er noget forbilledligt over at skrive et plotscenarie så enkelt. Scenariet vægter Call of Cthulhus pulpede side fremfor efterforskningen – ikke mindst på det stramme tidskrav for afviklingen.

De fire spilpersoner er fine – men måske næsten for meget baggrund? I hvert fald kan man ikke beskylde scenariet for at tale ned til den unge målgruppe med emner som organiseret kriminalitet, alkoholforbud, raceproblemer og cocktaildrinks.

Kosmiske rædsler

Der er et tætpakket felt af gamle guder på spil: Hele plottet baserer sig på ideen om at hæve R’lyeh og involvererer den fra HPL kendte statuette af selveste Cthulhu. En Star-Spawn (ved navn Kethogga/Keshogga) følger med for at sikre overfarten, og den påkalder Deep Ones. (I øvrigt sjovt at Cthulhu forbindes med havet, for han og hans race var landvæsner men blev forvist til havet, som et fængsel.) Derudover er der et skib fyldt med Hastur-kultister der vil stoppe smuglingen. Hastur er opfundet af Ambroce Bierce, inden Chambers bringer ham ind i Kongen i gult-“universet” (som et bynavn). Det er August Derleth der gør ham til et spruttemonster og Cthulhus halvbror og fjende, alt sammen en del af hans forsøg på at forfladige og rationalisere det kosmiske og uforklarlige. Den tilgang er central i Call-rollespillet hvor man har brug for nogle håndgribelige fjender at slå på. I det hele taget er Daiquiri præget af Call-troper såsom kultister, Tommy Guns, dynamit, ritualer, gangstere osv. – et meget mere pulpet univers end Lovecrafts, men bestemt også fornøjeligt.

Infernalske mekanismer

Ingen særlige tricks her, det er rendyrket Call of Cthulhu med karakterarkets fulde arsenal af procentbaserede evner.

Hinsides tid og rum

Scenariet er en sjældenhed ved at være skrevet til et yngre publikum, men karaktererne er voksne/klassiske Cthulhu-typer af den praktisk anlagte type, så der er ikke gjort noget for at tale specielt til børn. Det kunne lige så godt være noget jeg havde fundet i bunken af 90’er-scenarier, omend der så ville have været lidt mere efterforskning og sikkert også nogle handouts. Et kort og simpelt men fuldt udviklet eventyr med masser af potentiale for spas.

Dette er sæson tre af Gensyn med scenariet: Cthulhu kalder igen. Jeg læser Mythos-inspirerede scenarier der er tilgængelige på Alexandria og udkom tidligst år 1995 (frem til i dag, 2024). Listen over sæsonens scenarier finder du her, og der er flere gensyn samlet her.

Skriv en kommentar