[Gensyn med scenariet – sæson 3: Cthulhu kalder igen]
Historier fra sanatoriet (systemløst)
Af Tim Slumstrup Aunkilde, premiere på Fastaval, 2015
Med et spring i tid bliver det tydeligt at scenarieskrivningen har udviklet sig og naturligt integrerer virkemidler der tidligere virkede esoteriske. Hvilket igen åbner op for meget mere komplekse narrativer, som tilfældet er her.
Mening med galskaben? (spoiler)
Reelt er der tale om fire fortællinger fortalt indenfor en ramme, hver i fire akter og med fire karakterer, plus to afsluttende akter der binder det hele sammen. En akt er meget enkelt beskrevet, fx: “Start-setting: Inde i huset; Afslutning: Hvad der lurer i skyggerne, angriber; Varighed: 20-30 minutter; Antal dødskort: 1-2; Særlig note: ‘Den Mørke Gud’ skal nævnes.” Spilleren der styrer akten (ansvaret går på skift, så der er ingen spil-leder), har missionskort der skal spilles, og som introducerer noget konkret, fx “totalt mørke” eller “liget bevæger sig”. Dertil har hver karakter et kort de kan spille, fx “Finder ud af, om han virkelig ikke tror på Gud”.
Historierne fortælles fra et galehus og omhandler en tur ind i en mystisk pyramide, et hemmelighedsfuldt palæ, en korsvej i Irland og et besøg på Cotton Club. Akterne gennemspilles kronologisk men vekslende, så man har en scene i pyramiden, en i palæet, en i Irland og en i Harlem, og derefter kører man en omgang til. Den røde tråd er Nyarlathotep, og de sidste scener (akter) giver et godt twist på det hele, nemlig at der er tale om en håndfuld psykisk syge personer fanget i en enkelt krop, og vedkommende tjener den mørke farao (slutreplik: “Muahahahaaa!”).
Der er afsat ca. 1 time til hvert afsnit. Tim opfordrer til at man bruger den anviste tid til at spille de forudbestemte scener for at det ikke skal blive for kort (men omvendt skal man passe på tiden ikke stikker af). Det giver også plads til at udfolde karaktererne der fremstår som en ubekendt faktor: Motoren ligger primært i spilstil og fortællekort, men smagen og udtrykket er stadig meget bestemt af hvordan man spiller karaktererne og griber fortællingen an. Det er 16 klassiske, gode typer med hver deres klare historie.
Kosmiske rædsler
Som nævnt er det Nyarlathotep der spøger, og der er også brugt nogle gode troper fra Call-rollespillet: udforskning af gamle ruiner, et “hjemsøgt” hus på landet og 20’ernes natklubkultur. Vi kommer også “udenfor tid og rum”. Og så er der selvfølgelig galehuset der i stigende grad udstiller karakterernes splintrede sind og udskifter det genretypiske klimaks hvor dynamit alt for ofte kommer i fokus, med en mere ægte lovecraftsk vinkel på farlig indsigt og fortabelse. Alt i alt er der mindre fokus på Mythos-gudernes rænker og mere på det simple menneskesinds sårbarhed.
Infernalske mekanismer
Der er et meget formaliseret spilformat med hvem man spiller hvornår, hvilke kort man kan introducere, og under hvilke omstændigheder man kan dø. Men det er fint formidlet, og under alle omstændigheder er man fire spillere der er fælles om at løse uklarheder – og der vil altid være lidt når vi har at gøre med skiftende karakterer, roller og farvekoder. Den skiftende spillederrolle følger et fastlagt program, men det bliver brudt så snart nogen spiller bestemte kort, så det er mest for at man ved hvem der starter. En vigtig del af stilen er også at man primært benytter datid for at understrege at handlingen genfortælles, måske i samtaleterapi.
Spillet har også et par enkle spilmekanismer: Hver spiller sidder med tre dødskort, så de selv kan bestemme hvornår de skriver en karakter ud af fortællingen (men de skal stadig have en tilbage til sidst). Og vanvidsmarkører der uddeles (1-3 stk.) for at have spillet et missionkort eller dødskort i en akt. De sidste to akter styres af den der har fået hhv. færrest og flest markører. Meget smart.
Hinsides tid og rum
Sanatoriet fremstår både ret ligetil men også omfattende med mange karakterer og friheden til at introducere elementer via kort. Det kræver et godt samarbejde hvor alle bidrager med at holde styr på formatet og skabe fremdrift i scenerne (akterne). Meget gennemført.
†
Dette er sæson tre af Gensyn med scenariet: Cthulhu kalder igen. Jeg læser Mythos-inspirerede scenarier der er tilgængelige på Alexandria og udkom tidligst år 1995 (frem til i dag, 2024). Listen over sæsonens scenarier finder du her, og der er flere gensyn samlet her.
Pjaltekongen 